En skrotbunke i halsen

Sådan én har jeg haft i svælget de sidste par uger. I hvert tilfælde har det føltes sådan. Enhver toneansats er blevet besvaret med en hæs strøm af luft eller bare et lille kvæk ....... Ynkeligt!

Farvel Yvonne! Farvel skolepige og farvel sangerliv i det hele taget!

Det værste er, at selv om livet har lært mig, at jeg statistisk set nok skal blive rask, så lurer der altid bagerst i mit sind en lille panikfølelse, som fortæller, at sygdommen denne gang kan betyde et endeligt farvel til Det Kgl. Operakor. Klogere er jeg altså ikke blevet ....... men ...... nu er jeg heldigvis endelig blevet statistisk set helt rask.

Kollegaerne har i mellemtiden arbejdet med et kildevæld af operaer. Dels Lohengrin, Don Giovanni og Maskarade (nu slut) om aftenen. Dels de kommende operaer om dagen: Simon Boccanegra er på udenadslærestadiet, Lucia di Lammermoor nærmer sig så småt udenadslæren og Pelléas og Mélisande er indspillet i et studie. I den opera er der ganske få takters bagscenekor, som nu vil klinge ad kunstig vej. Den slags gør vi heldigvis meget sjældent, men det hænder.

Lene Freil

(foto: Henrik Engelbrecht)

Guld & glitter på Gamle Scene

På med guldkjolen og -brillen, og dertil højt hår...



Se flere af Michaels fede fotos omkring Don Juan her: http://michaelbennati.dk/galleri/index.php?list=

(Ole Jegindø Norup)

Don Johan trækker fortsat fulde huse

Den skruppelløse kvindebedårer og gudsbespotter Don J. er fortsat løs på Gamle Scene, Kgs. Nytorv, hvor Mozarts måske mest mangetydige opera spiller frem til den 30. januar.

(Klik på billederne)

Se Michaels seneste fotos af livet omkring forestillingen her:

http://michaelbennati.dk/galleri/index.php?list=108

(Ole Jegindø Norup)

Schwertstreich und Schwammschlacht

(Foto: www.kglteater.dk/OplevTeateret/Galleri/Opera/06_07/Lohengrin.aspx)

Torsdag aften var banen atter kridtet op til en ordentlig omgang Wagner på Operaens Store Scene.

Energien i forestillingen var ligesom til premieren rigtig høj. Når først det udvidede Kapel og solisterne åbner for sluserne, kan der nok blive afviklet nogle imponerende Wagner-udladninger ud over scenekanten.

Men hvad der ydermere udmærker musikken i netop Lohengrin, er værkets talrige smukke, lyriske passager. Dette opleves blandt andet i mange af de storladne musikalske forløb, skrevet for fuldt kor. Men vi får da også – ikke mindst i flere af de heroiske, massive herrekor – for alvor givet den gas på scenen.

Som det ses på billedet, bliver der virkelig brændt kalorier af, når de voldsomme vokalpræstationer skal afvikles samtidig med, at vi (stående ovenpå skrivepultene..) har fuld gang i forskellige interne fægtekampe og dueller, hvor kasteskytset blandt andet udgøres af to store, halvvåde tavlesvampe. Eller "Schwertstreich und Schwammschlacht" - som vores tyske hjælpeinstruktør, Jochen, formfuldendt formulerer det på sit modersmål. Her gælder det om at få placeret sig således, at man kan aflæse dirigentens bevægelser på en monitor.

I morgen, søndag, ligger de hjemmelavede træsværd og de hårdt opvredne tavlesvampe atter parat på rette sted til udkæmpelsen af nye sværd- og svampeslag!

Ole Jegindø Norup

Lohengrin-premiere

Nu er det normalt ikke noget, der ligger os forfrosne nordboer helt ligefor - at svælge i egne fortræffeligheder. Men hvis sandheden skal frem, så gik vores premiere på Konwitschnys provokerende nyfortolkning af Wagners Lohengrin rigtig, rigtig godt!

Sceneteknikken, solisterne, Kapellet, os i koret - på en aften som denne, hvor alting syntes at lykkes, gav begrebet teambuilding pludselig virkelig mening (og blev til langt mere end endnu et flittigt benyttet DKT-modeord blandt mange af samme skuffe).

Bifaldet og bravoråbene ville da næsten heller ingen ende tage, da den sidste fortissimo-akkord - efter godt fem timers Wagner-tour de force - klingede ud fra orkestergraven, og scenen gik i sort. Vores østrigske gæstedirigent Friedemann Layer nød ligefrem den meget sjældne ære at få tildelt en touche af Kapellet under bifaldet.

Da Konwitschny og holdet bag ham til slut kom på scenen, steg publikums klapsalver endnu nogle decibel... Men samtidig blandedes de eksalterede bravoråb nu også med mishagsytringer i form af tydelige buh-råb! Åbenbart var der folk tilstede, der ikke var helt klar til at bytte ridderromantikken ud med klasseværelsesklammerierne.

Ved det efterfølgende premiere-Nachspiel delte Kasper - ikke helt uventet - roser ud til alle medvirkende, og avisernes anmeldere har efterfølgende fulgt i samme spor. Alt i alt en premiere, vi alle har god grund til at være stolte af! Ud på de små timer sluttede denne store festaften, for øvrigt, for rigtig mange af os i koret på karaoke-stedet Sam's Bar i Østergade. Her var repertoiret ikke længere Wagner.

Ole Jegindø Norup

Første skoledag

[foto: Henrik Engelbrecht]
Efter måneders forberedelse oprandt da omsider den første rigtige skoledag – Lohengrin-premieren i går, søndag kl. 15.

For os skolebørn ville det nok være mere dækkende at kalde det for en eksamen - som Kasper var inde på på en af sine vanlige, hurtigt nedkradsede peptalk-lapper til os: Kære rollinger! Held og lykke med jeres eksamen i eftermiddag! (...) Toi-toi fra Rektor Holten. [fortsættes...]

Ole Jegindø Norup

Dungeons & Dragons

Så er der under en time til at tæppet går til Lohengrin-premieren! Så det må siges at være i sidste øjeblik, hvis man lige skal nå at se lidt på, hvad det egentlig er for en historie, der ligger til grund for operaen. Wagner var helt vild med Lohengrin-sagnet, som han første gang stødte på i 1841 blandt andet i Wolfram von Eschenbachs Parsival-digtning fra 1210.

Men har historien overhovedet noget at sige os i dag? Man kunne jo få den tanke, at tiden ligesom var løbet godt og grundigt fra det ældgamle kvad. Det udspiller sig i første halvdel af 900-tallet, og kunne måske nok vise sig at være temmelig vanskeligt at føre up to date...

Hånden på hjertet: Vi taler om en kampklædt ridder i sølvglinsende rustning, der via den hellige gral får overmenneskelige kræfter, så han i mangt et sværdslag mod den slemme Telramund kan imponere Elsa, den unge pige, han er vild med. Han sejler rundt på Scheldefloden i en båd, trukket af en svane - som godt nok i virkeligheden er Elsas bror, Gotfried, der ved trolddom er blevet forvandlet af den onde, manipulerende Ortrud, operaens Alexis! Og så må man endelig ikke spørge til hans navn eller herkomst, for så må han vende skuden, og atter drage tilbage til gralsborgen!

Undskyld, men er det bare mig, der synes, det her lyder noget Dungeons and Dragons-agtigt og kommer til at tænke på rollespil i Hareskoven en råkold lørdag eftermiddag?

Er det virkelig muligt, at få proppet hele dette adventure-univers ind i et klasselokale?!

Ja, det er det.

Nok er den internationalt berømmede og kontroversielle instruktør Peter Konwitschnys iscenesættelse virkelig radikal, men tingene i hans fremragende og tankevækkende interpretation hænger sammen, og han føjer således helt nye dimensioner til fortolkningen af det gamle sagn. [fortsættes...]

Ole Jegindø Norup

Mens vi venter på gralsridderen

Om godt et døgn går det hele løs. Som man kan se på billederne, er vi nu endelig blevet helt klar til at fyre den af ved Lohengrin-premieren i morgen, søndag, kl. 15 på Operaens Store Scene.

Efter en veloverstået generalprøve torsdag aften, hvor Konwitschny roste os for vores sceniske nærvær og indlevelsesevne, er der nu kun tilbage at vente på at orkesterforspillets høje, lysende strygerklange stiger op fra orkestergraven og gralsridderen langsomt kommer til syne.

Wagners godt fem timer lange romantiske opera synger ikke ligefrem sig selv. Så det var med en god portion ærefrygt vi tilbage i slutningen af august sidste år gik i gang med at indlære dette mastodontiske, musikdramatiske heltekvad i heavy weight-klassen!

Men vi har øvet os. I korprøvesalene, på øvescenerne og her i opløbet på selve hovedscenen. De fire-fem måneders forberedelse er dog for intet at regne over for det omfattende planlægningsarbejde fra teatrets side, der har muliggjort denne opførelsesrække. Det begyndte nemlig for godt tre år siden.

Ole Jegindø Norup

Et overflødighedshorn

Opera er en krævende kunstart på alle måder. Der stilles store tekniske krav til alle medvirkende, som der ofte er mange af. På scenen, i graven og bag scenen. Der er sangerne, musikerne og alle de andre, som får det hele til at fungere: sceneteknikere, påklædere, frisører osv. Det er et kolossalt apparat, der sættes i gang til hver eneste forestilling og til alle de store prøver, som vi har i disse dage.

Wagner ønsker for eksempel et orkester på bagscenen i Lohengrin .... og det er der så!!! Omkring 14 musikere spiller udelukkende dér. Der spilles og synges ofte på bagscenen, men der sidder sjældent et helt orkester. Det skaber en helt speciel effekt, at der på den måde strømmer musik ind fra sidescenerne eller bagscenen. Det lille orkester har egen dirigent, nemlig vores korsyngemester, som altid dirigerer når der musiceres på bagscenen. Han følger så forestillingens dirigent via en monitor.

Vi har også musikere på scenen i Lohengrin: Fire blæsere, som er iklædt skolekostumer på samme måde som de øvrige medvirkende. Disse blæsere spiller på nogle helt specielle og ret lange trompeter, som udelukkende bruges i Lohengrin. De kaldes "Königstrompeten" i partituret. De har ingen ventiler, og er derfor lidt drilske at spille på, men de lyder imponerende. [foto: Henrik Engelbrecht]

(Lene Freil)

Fra Marilyn til Yvonne

Mit kostume i Maskarade er åbenbart stjålet. Charlottes med. Rigtigt ærgerligt og ubelejligt for alle. I kostumeafdelingen gør de, hvad de kan, men har ikke mulighed for at lave nye kostumer med så kort varsel, I stedet har de søgt på det store lager og fundet nogle andre kostumer, som vi nu har haft på et par gange. Senest i går aftes.

Mit ligner ét Yvonne fra Olsenbanden kunne have haft på, hvis hun boede i en amerikansk forstad og skulle være en lille påskegodte for sin mand. Så ville hun helt bestemt have set sådan ud: Påskegult, florlet stof i flere baner, kantet med lysende orange strudsefjer. Over brystet et sandt mylder af mangefarvede små stofblomster, som visuelt i imponerende grad får barmen til at svulme.

Jeg tror, de har haft det sjovt, den dag de lavede dét kostume. Jeg trives fint i det og indhøster mange morsomme kommentarer. Ole, min medblogger, synes for eksempel jeg minder om et stykke tysk skumslik .....

(Foto: Anonym)

Lene Freil

En sidste afpudsning

Er Lohengrin en skøn forestilling at være med i? Det er den! Også i den grad ..... og med orkestret på plads i graven, er det simpelthen en fest at være på arbejde. Prøven i dag var forrygende.

Der skal "tages fra" i den opera. Der er store kor at synge - specielt for herrekoret - og meget at huske på, men forestillingen virker levende og organisk, nu hvor alt efterhånden er sat på plads, så tiden flyver let af sted.

Generalprøven er på torsdag, så vi har lige et par prøvedage tilbage endnu, hvor specielt dirigenten har mulighed for at arbejde med os alle. Orkestret kommer ikke på før til allersidst i en produktion, så de sidste prøver er altid dirigentens, hvilket vil sige, at han suverænt bestemmer prøvens forløb. Instruktøren må vente med sine noter til sidst.

(Lene Freil)

"Hårror"-show!

Hvad sker der for os!?

Er vi ramt af en en mobil Bermudatrekant? Først forsvinder kjoler fra Maskarade, og nu: Mændenes hår fra Don Juan! To forestillinger har vore kor-mænd gennemført uden andet hår, end det de går og står med, thi alle pisk-parykkerne er pist væk! Ingen aner hvor de er henne! (Hvis en læser af bloggen har været til rokoko-temaaften for nylig, og der var påfaldende mange herreløse, sorte parykker med en let genkendelig, halvlang hårdusk i nakken, så er det måske vores?! Giv os et diskret hint, så vi kan få klædt de bare isser ordentligt på igen!).

Bortset fra den slags pudsige "udfordringer", har vi de helt akutte: At springe ind for hinanden under sygdom. I løbet af en forestilling har vi alle små-opgaver. De syner ikke nødvendigvis af meget, når de udføres, men kan være graverende at glemme. Af samme årsag føres grundige lister, som vi læser, straks vi møder. Hvem er væk og hvem springer ind?

Om det skyldes omtalte hårrejsende kendsgerning, forkølelser efter de kraftige skæg-beskæringer (jvf. blog d.30.12) vides ikke, men et faktum var det, at vi i aftes var ramt af stort mandefald. Så kan selv de allermest skudsikre ansvarsfordelingslister ikke redde os. De intime du-og-jeg-scener og pardansene blev ændret til "tre kvinder om én mand" og "pigedans ad lib". Og i "elevator-scenen" måtte vikaren for vikaren springe ind i en kjole fire numre for lille. Kun os på bagscenen ku´nyde synet af hendes edelweiss-kostume holdt sammen i ryggen alene ved Gaffas hjælp (stærk klisterbånd som kan bruges til alt). Men således holdt illusionen udadtil altså.

The show must go on - også selvom vi mangler en tredjedel. Og også selvom Hendes Majestæt Dronningen velkomment kiggede med fra sin loge.

Hanne Bremholm

Orkesterlængsel

I dag havde vi for første gang en komplet gennemspilning af Lohengrin. Det gik fantastisk godt. Energien var høj, og både vi og solisterne fik et tiltrængt overblik over operaen. Instruktøren var særdeles tilfreds.

Vi har pragtfulde pianister på teatret, men nu længes vi simpelthen efter at høre orkestret spille Lohengrin. Det sker fra og med i morgen og bliver en ren fest efter disse måneder med klaverprøver.

I morgen og i overmorgen har vi nemlig sang- og orkester-prøve i orkesterprøvesalen, som i øvrigt er gravet sådan cirka 15 m ned under havets overflade. Det tænker man heldigvis ikke så meget over, når man sidder der .... ;-)

(Lene Freil)

Er Marilyn stjålet?

Her efter jul plejer vi at spøge med, at kostumeafdelingen har kogt vores kostumer, så de sidder alt for stramt. Jeg var selv lidt bekymret for, om mit Marilyn Monroe-kostume ville passe mig i går aftes. Maskarade har ligget stille et stykke tid, og det har været en god og næringsrig jul, men jeg havde ikke behøvet bekymre mig det mindste, for mit kostume var simpelthen forsvundet ..... pist væk!!!!

 

Ikke nok med at mit kostume var væk. Charlotte, som jeg deler garderobe med, stod også uden kostume. Hun er ellers den fineste Tuborgpige i lang, stram guldkjole.

 

Dén situation har jeg ikke prøvet før, og i alle andre forestillinger måtte vi formentlig være gået hjem igen, men lige præcis i Maskarade kan man i princippet bruge et hvilket som helst kostume, så vi tog simpelthen vores Lohengrin-skolepige-kostumer på og morede os faktisk ganske fint i dem.

 

Og så var det en lise for fødderne med et par flade, fodformede sko i stedet for de høje stiletter!

 

(Lene Freil)