Ikke for skæg...

Mens kvinderne til den første Lohengrin-sceneprøve her efter jul ankom i plisserede nederdele og fornuftige skjortebluser og håret samlet i rottehaler, var vi i herrekoret hoppet i en kort uldbuks med tilhørende knælange strømper.

Ja, og så var der skægget. Eller rettere - det var der nemlig ikke (alt for kunsten - af med skægget). Og det er ikke just en leg for børn og sarte sjæle! Den første tanke, der fløj gennem éns hoved var: Er jeg gået forkert? Eller hvad laver alle de nye korkolleger rundt om mig dog her?

Som skolebørn i forestillingen skulle vi alle (35 fuldvoksne herresangere) i dag efter julens betragtelige madkonsumering møde med helt glatte basunkinder. Mangt en fuldbeskægget baskollega havde således gennemgået en omfattende totalrenovering af ansigtet. De var mere nybarberede end nogensinde før. Og ganske uigenkendelige...

Og lad os dog sige det, som det er: Vi er faktisk nogle, der forsøger at bruge vores skæg til at illudere blot et diskret touch af casual maskulinitet (sådan lidt George Michael-wanna be-agtigt med lidt rå skægstubbe, eller i det mindste en antydningsvis five o' clock shadow).

Men, men, men... Når instruktøren siger frisch rasiert, så menes der frisch rasiert! Og derfor kunne man i dag opleve mangt en hyggelig familiefuldskægsfar transformeret til ét omvandrende, overdimensioneret moonface, hvor end ikke de spædeste konfirmand-dun på overlæben var synlige...

Vi kan pive, hyle og slå os selv for brystet. Har du én gang solgt din sjæl til DKT, bestemmer du ikke længere selv. Med Gillette - the best a man can get eller med håndholdt elektrisk shaver - det skal væk. Det hele.

Så værs'go og skrab. Vi skal jo for pokker ligne en flok præpupertære skoleknægte - og det er altså ikke for skæg!

Ole Jegindø Norup

Rigtig glædelig jul... from all of us to all of you!

Billeder af Ole J. Norup

Julestresset Lohengrin

Nej, ikke ham .... men prøveforløbet som sådan er nu småstresset.

Nein! .... Aber NEIN! .... Zu spät!!!!! .... Aber, warum .....???

..... lød det ofte fra en lettere anspændt instruktørassistent.

I denne produktion er der utroligt mange hurtige scene-ombygninger og masser af ting, der skal bæres ind og ud på de rigtige tidspunkter. Det er åbenbart svært at få til at fungere ordentligt. Det er kompliceret, og dén der gjorde et eller andet i går, er der måske ikke i dag.

(klik på billedet)

Vintersygdommene går hærgende gennem koret. Vi er jo sarte med vores slimhinder, som alt afhænger af. Hvor andre mennesker godt kan gå på arbejde med lidt forkølelse og ondt i halsen, er vi simpelthen nødt til at blive hjemme. Hvis man synger på den slags, bliver det kun værre, og desuden går vi så tæt op og ned ad hinanden, at smittefaren er stor.

Nå, men man når nu altid et panikpunkt i næsten enhver produktion, og instruktørassistenten vil helst se det hele klappet og klart, inden vi går på ferie. Det forstår jeg godt.



Vi glæææder os til juleferien, som ligger lige om hjørnet.

(Lene Freil)

Mit rige for et par flade...

Dag ind og dag ud i et par sko med en hæl på 7 cm, er lige til natlige læg-kramper! Men selvfølgelig gør et par North Face vandrestøvler med Vibram-sål sig ikke under rokokokjolen! Op! Op! Op! - på de høje! - kom vi i aftes, til vores første svingom med Don Juan foran generalprøvepublikummet!

Sædvanligvis åbnes dørene også til en for-generalprøve (for "Akropolis" - en forening af tidligere ansatte på Det Kongelige Teater). Dog ikke denne gang. Teknisk/musikalsk/scenisk/- var der behov for at pudse af "i fred". (I værste fald lukkes også generalprøven for publikum, men det hænder heldigvis ikke så ofte). Det er væsentligt for alle medvirkende, at have disse muligheder for at spille de værste sommerfugle af maven før den egentlige premiere.

Den gik godt. Generalprøven. Ingen graverende hændelser. Ingen tabte trusser (som til en af prøverne, hvor Zerlina i sin æggende vals hen imod Don J. ikke mærkede at de glatte skovtrusser lige så stille sneg sig ned om haserne). Måske ku´ man ane korets "pseudo-rekvisitter": Poser under øjnene? - Vi glæder os til jul og er en lille smule trætte...

Lad mig tryne "tante-Jante" - og prale af instruktør Keith´s greb i rose-posen dagen forinden. Han synes, vi har været topprofessionelle at arbejde med, og agter at omtale os yderst fordelagtigt i ethvert operahus, hvis vej han krydser! Han ku slet ikke få armene ned - og det ku' vi heller ikke. Det er ikke en selvfølge, at få så god en medfart af instruktøren så: Uha! Dét lunede.

klik på billederne

Hanne Bremholm

Trafikprop i Lohengrin

Prøven tirsdag var underlig mat. Vi var for første gang på scenen med Lohengrin, så det burde være fint, men der var en form for kollektiv uoplagthed, og scenen fremstod trist, fordi der endnu ikke er sat rigtigt lys. Vi arbejdede derfor i "arbejdslys", hvilket blot er et fladt lys fra nogle meget højt placerede neonrør ... og når man taler om "højt" på en operascene, så er det altså HØJT. Ingen magi dér!

I Lohengrin er der flere hurtige sceneomrokeringer. Pultene i skoleklassen skubbes rundt og danner et nyt scenebillede.

I brudescenen skal pultene hurtigt skubbes rundt, så de i stedet for at stå i tre rækker kommer til at danne en halvcirkel. Dét er ikke helt let, og skal foregå i nøje indstuderet orden.

I går blev der fuldstændig trafikprop, så ikke ét eneste bord kunne skubbes hverken frem eller tilbage. Jeg prøvede at hjælpe en fortvivlet tenor, der forsøgte at skabe lidt orden i kaos. Alt forgæves. Det hele gik op i latter og prop.
(Lene Freil)

I radioen

Så blev bloggen æterbåren!

Ole og jeg blev i lørdags interviewet til radioprogrammet "Operanyt" på P2. Et fint indslag, som kom godt rundt omkring dét at blogge. Vi glæder os over interessen for vores nye tiltag.

Man kan høre udsendelsen på www.dr.dk/operanyt.

Vi er dog først på efter 26 minutter. (Lene Freil)

100 meter løb for stuepiger

Én ting er at lære hvordan, hvor og hvornår (og slet ikke sjældent: hvorfor) vi skal bevæge os på scenen. En anden er, at gøre det i kostumer. I dag kom vi "i kludene" og fik endnu en dimension med i prøvearbejdet.

Vi har ca. tre (tøj)skift i Don Juan. I nogle operaer har man tid til at gå op på sin garderobe, løsne korsettet, smide de højhælede og mageligt overveje næste outfit.

I andre haster vi ud til omklædningsfaciliterne på bagscenen, hvor påklædere og frisører venter med hektiske og nødvendige hænder.

Inden "halsbåndsscenen" (ja, sådan en forekommer!) har vi travlt. Lydløst og gennem et regnskovslignende landskab af overraskende ledninger, tværgående og livsfarlige barduner halser vi, en flok hotel-jomfruer af sted til forvandlingsstunden, hvor downstairs bliver til upstairs og guldkjolerne og det høje hår erstatter forklæder og det fornøjede - med det fornemme og forløjede. Tju-hej og ind på scenen i en ny personlighed!

*Se flere billeder på: http://michaelbennati.dk/galleri/index.php?list=58

Dagens ekstra udfordring blev kjolernes bevægelsesmæssige begrænsning. Et hofteparti på en ekstra meter bevirkede at de graciøse entreer, blev til forsinkede bump ind i dørkarmene. Men - vi skal nok nå at skyde (fra) hoften korrekt inden premieren!

Hanne Bremholm

Lange arbejdsdage - korte blogs

I denne i forvejen fortravlede julemåned er der fyret ekstra godt op under kedlerne på vore to pulserende operafabrikker på henholdsvis Dokøen og Kgs. Nytorv.

Der er dømt l a n g e arbejdsdage - og derfor korte blog-indlæg!

Don G-holdet bliver holdt til ilden, ligesom der virkelig bliver gået til den ved Lohengrin-prøverne med den sympatiske instruktørassistent Jochen som prøvernes kompetente kraftcenter. Med autentisk tysk grundighed – som en tilsyneladende altid fuldt opladet Duracell-kanin - styrer han os lige stilsikkert og effektivt gennem de talrige og lange korscener i Lohengrin.

Efter en fire timers Lohengrin-prøve har man fået brændt rigeligt med kalorier af, og den dag behøver man således på ingen måde at have dårlig samvittighed over ikke lige at have nået at dukke op til timen med Ultimate Fat Burner - High Impact II i det lokale fitnesscenter…

Ole Jegindø Norup

I denne søde ventetid

I skrivende stund er vi i gang på "den rigtige" scene. En enkelt prøve har vi haft. En "venteprøve". Der er altid en naturlig ventetid, når vi når til dette stadie, for al "teknikken" skal falde på plads.

Signaløren er virkelig kommet på arbejde! (alle signaler til teknikerne a la "løft reolsystemet"/"grib kandelaber i damesiden"/"tip hele gulvet" går ud fra ham). Gennemsnitligt bruges 30 signaler i en opera, men i denne opsætning af Don Juan gives 100! Jov, der sker noget!



Mens vi venter på og omkring scenearealet går "energien" på stand by. Parate når der bliver kaldt og parate når - der ikke bliver kaldt. En tilstand man øver sig i og vistnok vænner sig til - ved fx at lave sine pilatesøvelser, efterfødselsgymnastik eller sende en stribe meget vigtige sms´er.



*Se flere billeder på: http://michaelbennati.dk/galleri/index.php?list=58

Vi er så langt i forløbet, at vi allerede i denne uge ser frem til at svinge guldkjolerne, hentehåret og makeup'en - men mere herom ganske snart!

Hérmed fik Don G så retfærdigvis og endelig sit "hoved på bloggen.." (Hanne Bremholm)

Don Juan - unblogged?

De fotos, der hidindtil har været ene om at repræsentere vores festlige hverdag med den kendte og komiske opera skal ikke længere ligge alene - og dét ville også ligne operaens hovedperson meget dårligt :-)

I snart to måneder har en fjerdedel af koret været i gang med prøveforløbet på Don Juan, så hermed et lille verbalt opsamlingsheat til Operakorets nye blog. Kender man Mozarts musik ved man, at det ikke er koret som bærer operaen. Kvinderne har 15 takters musik, mændene lidt mere, og teksten er hovedsagligt "tra la la".

Så denne gang kom vi hurtigt videre til scenearbejdet, hvor vi til gengæld laver væsentlig mere end vi synger! Instruktøren Keith Warner har begået en humoristisk perle og oven i købet været rundhåndet med "aktiviteter" til os korister. Bl.a. derfor har humøret været højt midt i al pendleriet ml. Dokøen og Gamle scene. Prøver to steder og aftenforestilling samme dag, kan ellers godt trække tænder ud. (Fortsættes....) Hanne Bremholm

Laaaang lørdag

Er lang lørdag ikke den første lørdag i måneden? Sådan var det i hvert tilfælde på Operaen. For nogle år siden var lørdagsprøver reglen, nu er de heldigvis undtagelsen. Jeg mødte oven i købet tidligt for at modtage en ny kollega med te og snak, og efter dagens prøve havde jeg et langt møde.

 

Kom under dagens prøve til at tænke på dette:

 

Hvad må og skal en sanger i Operakoret have til sin rådighed?

 

............... KNÆbeskyttere!!!!

 

Man falder meget ofte på knæ i sorg, glæde eller stor religiøsitet, og så gælder det om, hvis det overhovedet er muligt, at have solide knæbeskyttere på. Så under de smukke kjoler har vi ofte ..... knæbeskyttere. Sjovt! Jeg kan godt lide den pudsige teaterblanding af noget ophøjet og noget meget jordnært.

 

Nu af sted til Maskarade! (Lene Freil)