fredag, februar 29, 2008

And introducing ..............

Not that long after I arrived in Copenhagen, we were discussing the coming seasons' operas and for the 07/08 season there was to be a new Danish opera, entitled Brødrene Løvehjerte (the Lionheart Brothers). Unless I was mistaken, there appeared to be a more than the usual tingling of excitement amongst my colleagues when this one was mentioned. I tended to regard this new opera with the same wariness I regarded all new operas: that of one who has to tread forward in the dark, not knowing if firm ground will break the fall of one's step or whether a step forward will result in a descent into the abyss . At least with Poul Ruder's Processen I had heard of Kafka.

My quizzical look having been noted around the Department it did not take much time before some one took it on himself to enlighten me and introduce me to what I now understand to be one of the most sacred books in Scandinavian literature. My rather elementary Danish was even considered good enough that I be offered the book to read with the solemn warning: You won't get past Chapter One without crying. I looked. This was the Vice Opera Chef speaking to me ....in all seriousness.

A few weeks ago we were sitting in the Sang og Orkester rehearsal for Den Glade Enke(the "Sitzprobe" : where we all gather to sing through the opera we are currently rehearsing together, for the first time with orchestra in the orchestra's rehearsal room). It is customary to amuse oneself when not having to sing, by reading: a magazine, the paper or a book. At one point I turned to see a chorister getting started on Brødrene Løvehjerte - I smiled in acknowledgement - the fifth time I've read it, said the chorister. Ah, I thought, so you've got past Chapter One then and survived. Two of the soloists completed their duet and I turned around again. Despite having read the book five times, Chapter One had clearly had its effect again, as the said chorister was convulsed, mopping up streaming tears with the aid of a hanky.

Now we are in full flow with the staging rehearsals for this new piece. It has been composed by Joachim Holbek, more widely known for his work with TV and film music such as Riget, Manderlay and Breaking the Waves. This is his first opera. It is directed by Katrine Wiedemann. It is also her first opera. And at the moment we're at the stage where we are not quite sure what direction we're going in.

It often happens at this point in the rehearsal process: directors are for ever trying out new ideas, visualising new possibilities :


"What if ...."?,

"Can we just try ......?",

"How about .....?"

"Can we go back to the previous version?"

"The one where we turn on 3, look on 4 and sing on 7?" we cry.

"No, on the horn cue.............."

"There are three....."

"You will only be able to hear two" interjects the conductor trying to be helpful.

"Sorry, do I thrust my spear on 5 or 6?"

"You all thrust it on 4"

"But it's on 2 now, that first bar was cut"

In addition, with new pieces there are often rewrites: the composer rewrites bits of the music, changes things around, makes cuts, may be adds bits, who knows? What seemed a good idea at the time, in practice, just doesn't work.

With the benefit of hindsight, the premiere over and the piece now a stalwart in world musical theatre, to follow the bumpy ride toward the premiere in Paris or New York - the rewrites, cast walk outs and sudden deaths - makes for exciting reading. Where the number of new pieces any opera house puts on in a season rarely exceeds one these days, the opera singer can easily feel unsteady in the unchartered waters of a new piece. With the tried and trusted Traviatas and Bohèmes, despite any insecurites a director might create in his rehearsals, the singer can usually rely on the unflinching backup of the black dots on the white piece of paper - the Score - which can be stroked, cosetted and held to his bosom for moral and emotional support like a loyal friend.

But Løvehjerte is not tried and trusted. Not yet. And, as yet, we are not sure where our next step forward will take us.





Philip White

torsdag, februar 21, 2008

Korkonkurrence

Det Kongelige Teater afholder korkonkurrence

Den 4. april 2008 afholdes der konkurrence om 2 ledige stillinger i Det Kongelige Operakors 1. tenorgruppe.

Den 4. april 2008 afholdes der konkurrence om 1 ledig stilling i Det Kongelige Operakors 2. tenorgruppe.

Den 6. maj 2008 afholdes der konkurrence om 1 ledig stilling i Det Kongelige Operakors 1. altgruppe.

Den 7. maj 2008 afholdes der konkurrence om 1 ledig stilling i Det Kongelige Operakors 1. basgruppe.

Den 7. maj 2008 afholdes der konkurrence om 2 ledige stillinger, samt et årsvikariat i Det Kongelige Operakors 2. basgruppe.

Den 8. maj 2008 afholdes der konkurrence om 1 ledig stilling i Det Kongelige Operakors 1. soprangruppe.

Alle stillinger ønskes besat pr. 12. august 2008.

Ansættelse finder sted i henhold til Fællesoverenskomst for Det Kongelige Teaters kunstneriske personale samt Protokollat mellem Det Kongelige Teater og Foreningen Det Kgl. Operakor for Operasangere i Operakoret. De første 2 år er prøvetid med én måneds gensidigt opsigelsesvarsel.
For alle stillinger gælder, at aflønning fastsættes efter anciennitet og udgør mellem kr. 22.613,67 og kr. 32.002,08 pr. måned (niveau 1.4. 2007). Pension ydes efter gældende regler.


De obligatoriske opgaver er:
To koropgaver samt én ud af 2 soloopgaver, samt en selvvalgt arie. Af nodematerialet vil det fremgå, hvilket sprog de obligatoriske opgaver skal synges på. Alle opgaver skal synges udenad. Der kan evt. blive prøvet i primavistasang.

Nodematerialet til de obligatoriske opgaver og tilmeldingsblanket fås ved skriftlig henvendelse - med oplysning om stemmetype, navn, adresse og telefonnummer - til Det Kongelige Teater, Korregissøren, Postboks 2185, DK-1017 København K.
- eller til
korkonkurrence@kglteater.dk

Noder og tilmelding kan også hentes på adressen
http://www.kglteater.dk/korkonkurrence

Nodematerialet vil være tilgængeligt fra og med d. 29. februar for tenorer og fra d. 1. april for de øvrige stemmegrupper.

Tilmeldingsblanketten bedes fremsendt til Det Kongelige Teater, Korregissøren, Postboks 2185, 1017 København K, eller til
korkonkurrence@kglteater.dk
senest mandag den 25. marts 2008 kl. 12.00 for tenorer, 22. april for de øvrige stemmegrupper.

Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge stillingerne.


Læs mere om Det Kongelige Teater på
www.kglteater.dk


fredag, februar 15, 2008

Vanddepri [III. del]


Fotos: Michael Bennati Schou - klik og se mange flere!

[Fortsat...]
Man siger at tanker er skabende, men jeg har ofte stået på Nyhavn og sendt positive tanker over til 903'erens gule teltdugstag, som man lige akkurat kan se ovre ved Operaen, uden skabende resultat.

Der ligger den så mageligt og venter på at der skal komme nogle passagerer den kan tøffe over vandet. Positive tanker hjælper ikke. Det gør negative heller ikke. Eller Movia. Faktisk må man bare stå og vente til der dukker en båd op.

Oftere end tit kommer den lille båd så tøffende samtidig med den store, som skal gå hvert 20. minut, så man, når man står blåfrossen efter at have stået i stiv blæst og ventet i 25 minutter på en båd, har den udsøgte luksus at kunne vælge, om man vil med den lille båd eller den store...

Det er også hændt at pendulet har forladt sin bane og er gået i stå et helt andet sted, og så kan man stå på Nyhavn og kigge langt efter båden som ikke sejler nogen steder, men ligger lige overfor, ovre ved Christianshavn, og - antager jeg - holder frokost eller kaffepause. Mærkeligt pendul.

Der er desuden ingen måder, hvorpå man kan få dens opmærksomhed. Intet flag man kan hejse, ingen morsekoder eller for den sags skyld et nummer man kan sende en sms til for at sige, at man altså står på den anden side og venter.

Der står man så. På den anden side af vandet, få hundrede meter fra sin arbejdsplads og kan ikke komme nogen vegne. Er man først ved Nyhavn, vil det som regel være for sent at komme derud på andre måder end med båd.

Kunne man ikke overveje at stille nogle vandcykler til rådighed for de ansatte ved Operaen?

Men det bliver jo altsammen bedre når vi lige om lidt får en bro.. En bro, der vil bringe Operaen tæt på resten af byen, som går lige over vandet og gør Operaen umiddelbart tilgængelig fra centrum. For sådan én får vi da, ikke?

Vi glæder os!

Marie Degener

Vanddepri [II. del]


Fotos: Michael Bennati Schou - klik og se mange flere!

[Fortsat...]
Hvis man nu vil undgå at tage 66'eren, kan man vælge, som jeg oftest gør, at tage metroen, stå af ved Kgs Nytorv og gå ned til Nyhavn, hvorfra man tager før omtalte og højt besungne båd... (i håb om et par minutters vandterapi), 901 som i dagtimerne går hvert 20. minut, eller 903 som ifølge Movias oplysninger går i pendulfart mellem Operaern og Nyhavn.

Den tager ca 3 minutter, sejlturen, fra Nyhavn over til Operaen. Man kunne derfor mene, at hvis man stiller sig på Nyhavn mindst en halv time før mødetid på Operaen, skulle man kunne nå på arbejde - oven i købet med marginal.

Med en båd der sejler i pendulfart og en sejltur på ca. 3 minutter (læg dertil at det tager lidt tid at gå ombord, at lægge til og lægge fra) kan man regne ud, at vi må have at gøre med et interval på højst en 10 - 12 minutter.

På gode dage er det også tilfældet.. Men Movia har lært mig, at pendulfart ikke er, hvad jeg troede det var. Så vidt jeg ved er et pendul noget, der svinger frem og tilbage mellem to yderpunkter. Movias pendul derimod har en kedelig uvane med at gå i stå i et af yderpunkterne i længere tid ad gangen. Ret naturstridigt vil jeg mene.

[Fortsættes...]



Marie Degener

Vanddepri [I. del]


Jeg ved det. Man skal passe på med at blive for positiv. Det hævner sig.!

Efter mit sidste lyriske indslag er jeg simpelt hen tvunget til at stænke malurt i bægeret. Let´s face it! (Som det hedder på nudansk) - Operaen ligger ikke på Alfarvej - næ - Operaen ligger på Holmen, og er man ikke cykelfetichist (hvad jeg ikke er, selvom det er sværere at være cykelhader i København end det er i Århus) er der følgende muligheder:

Bil: Besværligt, eftersom det er vanskeligt, for ikke at sige umuligt at finde parkeringspladser - især om aftenen, og for mig ekstra besværligt, eftersom jeg hverken ejer kørekort eller bil. Altså bil er ude. Gående. Jo tak - når vejret er godt, man har taget fornuftige sko på og har god tid, så er det fint. Taxa - vil jeg slet ikke tale om -

Og endelig offentlig transport: 66'eren har efterhånden figureret i et par af mine blogs og fik også det sidste ord sidst, for hvis man vil være helt sikker på at komme sur på arbejde, skal man beslutte sig for tage 66'eren på en råkold morgen, gå mod busstoppestedet så man er der ca. 3 - 5 minutter før den skal komme, og syde ved synet af bussen, der nærmer sig, mens man løber afsted for at nå det, vel vidende, at selvom man er få meter fra holdepladsen, vil chaufføren lade, som om han ikke har set dig, og banke videre ud ad Åboulevarden.

Andre gange kan man fornøje sig med at stå og glo ved et busstoppested i 10 minutter længere, end man skulle efter køreplanen, og alligevel blive passeret af bussen, hvor chaufføren vælger ikke at se én, fordi der står en hvid varevogn ulovligt parkeret lidt længere nede ad gaden, og man må spørge sig, hvor busstoppestedet var, sidst chaufføren kørte turen...
[Fortsættes...]

Marie Degener

tirsdag, februar 12, 2008

Ritantouri, tantirette



Ritantouri, tantirette
Eh viola – les belles grisettes!
Les grisettes de Paris
Ritantouri, tantiri!

Fotos: Michael Bennati Schou - klik og se mange flere!
Ole Jegindø Norup

søndag, februar 03, 2008

Så kører det for enken (2/2)

(Fortsat)
Til vores anden generalprøve i fredags, var det på et tidspunkt kun med nød og næppe, at jeg undgik at rutsche på gulvet i farten, på vej ud på sofaen.
Da tæppet går til anden akt har vi tilsyneladende festet længe, er fulde og glade.
Når enken synger sin Vilja-sang vælter vi alle op i sofaen og lytter til første vers, hvorefter vi bliver kørt ud.

Jeg ligger på det tidspunkt oven på et par kolleger fra herrekoret, men forsøger dog altid at have det meste af min vægt på sofaen - den er ikke dyb, og de skal jo kunne løfte benene, når vi bliver drejet ud.
Desværre var der ikke plads til os alle tre i fredags, derfor kunne jeg ikke som vanligt slå måsen i sædet imellem de to, men måtte bare ligge ovenpå dem.
Det gik fint - indtil vi skulle dreje. De løftede fødderne, og så kunne jeg ellers bare mærke hvordan jeg begyndte at glide ned ad deres ben i min glatte kjole...
Altimens jeg forsøgte at bevare min henførte og fuldemandssentimentale Vilja-grimasse, hvæsede jeg ud af mundvigen til mine kolleger: "Jeg glider ned".
Den ene af dem var Ole, som den trofaste bloglæser vil kende. Ole er altid en gentleman, og han mumlede, ligeledes uden at fortrække en mine: "Jeg har dig, du glider ingen steder".
Det er ikke for at undervurdere Ole, men helt tryg var jeg alligevel ikke ved situationen. Han holdt mig oppe ved, at jeg krampagtigt klemte hans arm, og det er nu alligevel sin sag at holde en alt andet end undervægtig og for nedadgående altsanger oppe.
Ovenstående replikskifte udspillede sig flere gange på vejen ud.
På en eller anden måde lykkedes det mig dog at holde mig over gulvhøjde indtil jeg skulle afhoppe.
Endnu en dag på kontoret!

Klik på et af billederne og se flere af Michael Bennatis fede fotos
Anna Julie Brønholt

Så kører det for enken (1/2)

Efter hele to generalprøver havde vi i går premiere på Den Glade Enke.

Det mest iøjnefaldende af scenografien er en stor, rund, rød sofa. Den drejer sig omkring en skov, der i første omgang er af- og udbrændt men som senere blomstrer op til fest.


Både skoven og sofaen kan dreje rundt, og vi bruger sofaen til en del entréer.
Vi står parat nede bag scenen, og når sofaen drejer, er det ellers bare med at springe på, inden sidemanden er kørt for langt ind!
Det er god træning for vores mere eller mindre velholdte six pacs. Når vi bliver kørt afsted i sofaen, må vi løfte fødderne, for at det hele skal gå gnidningsfrit.
(Fortsættes...)

Klik på et af billederne og se flere af Michael Bennatis fede fotos!
Anna Julie Brønholt