Dungeons & Dragons

Så er der under en time til at tæppet går til Lohengrin-premieren! Så det må siges at være i sidste øjeblik, hvis man lige skal nå at se lidt på, hvad det egentlig er for en historie, der ligger til grund for operaen. Wagner var helt vild med Lohengrin-sagnet, som han første gang stødte på i 1841 blandt andet i Wolfram von Eschenbachs Parsival-digtning fra 1210.

Men har historien overhovedet noget at sige os i dag? Man kunne jo få den tanke, at tiden ligesom var løbet godt og grundigt fra det ældgamle kvad. Det udspiller sig i første halvdel af 900-tallet, og kunne måske nok vise sig at være temmelig vanskeligt at føre up to date...

Hånden på hjertet: Vi taler om en kampklædt ridder i sølvglinsende rustning, der via den hellige gral får overmenneskelige kræfter, så han i mangt et sværdslag mod den slemme Telramund kan imponere Elsa, den unge pige, han er vild med. Han sejler rundt på Scheldefloden i en båd, trukket af en svane - som godt nok i virkeligheden er Elsas bror, Gotfried, der ved trolddom er blevet forvandlet af den onde, manipulerende Ortrud, operaens Alexis! Og så må man endelig ikke spørge til hans navn eller herkomst, for så må han vende skuden, og atter drage tilbage til gralsborgen!

Undskyld, men er det bare mig, der synes, det her lyder noget Dungeons and Dragons-agtigt og kommer til at tænke på rollespil i Hareskoven en råkold lørdag eftermiddag?

Er det virkelig muligt, at få proppet hele dette adventure-univers ind i et klasselokale?!

Ja, det er det.

Nok er den internationalt berømmede og kontroversielle instruktør Peter Konwitschnys iscenesættelse virkelig radikal, men tingene i hans fremragende og tankevækkende interpretation hænger sammen, og han føjer således helt nye dimensioner til fortolkningen af det gamle sagn. [fortsættes...]

Ole Jegindø Norup