En skrotbunke i halsen

Sådan én har jeg haft i svælget de sidste par uger. I hvert tilfælde har det føltes sådan. Enhver toneansats er blevet besvaret med en hæs strøm af luft eller bare et lille kvæk ....... Ynkeligt!

Farvel Yvonne! Farvel skolepige og farvel sangerliv i det hele taget!

Det værste er, at selv om livet har lært mig, at jeg statistisk set nok skal blive rask, så lurer der altid bagerst i mit sind en lille panikfølelse, som fortæller, at sygdommen denne gang kan betyde et endeligt farvel til Det Kgl. Operakor. Klogere er jeg altså ikke blevet ....... men ...... nu er jeg heldigvis endelig blevet statistisk set helt rask.

Kollegaerne har i mellemtiden arbejdet med et kildevæld af operaer. Dels Lohengrin, Don Giovanni og Maskarade (nu slut) om aftenen. Dels de kommende operaer om dagen: Simon Boccanegra er på udenadslærestadiet, Lucia di Lammermoor nærmer sig så småt udenadslæren og Pelléas og Mélisande er indspillet i et studie. I den opera er der ganske få takters bagscenekor, som nu vil klinge ad kunstig vej. Den slags gør vi heldigvis meget sjældent, men det hænder.

Lene Freil

(foto: Henrik Engelbrecht)