lørdag, januar 17, 2009

EKSTRANUMMER! EKSTRANUMMER!

- blev der råbt til os, efter vi havde spillet Brødrene Løvehjerte i fredags. Forestillingen var begyndt kl.12, og publikum bestod af en hel sal fuld af skoleelever og deres lærere.

At spille disse skoleforestillinger er ikke som at spille for et normalt og høfligt operapublikum.
Når vi står ude i kulissen, kan vi høre børnene derinde i salen - det lyder lidt, som der lyder i en svømmehal en søndag eftermiddag.
Under forestillingen bliver der grinet, hvisket og snakket. Men også lyttet og oplevet med store øjne og åbne munde!
Der bliver hvinet og klappet hver gang en scene er slut.
Når vi kommer ud til applaus bliver der skreget, hujet, klappet og vinket. Vi har før oplevet at der bliver buhet af dem, der har spillet onde, hvor de gode får et kæmpe bifald.
Og det er så rørende at opleve det hele!
Under de forestillinger oplever vi, at vores arbejde har betydning - det er en fantastisk energi der bliver sendt op til os.
Beklager, børn, at vi ikke lige kunne ryste et ekstranummer ud af ærmet! Men vi håber, I kommer igen en anden gang.
Anna Julie Brønholt
PS. Brødrene Løvehjerte er ikke egnet for børn under 7-8 år - vi har oplevet små børn skrige af noget som lød som decideret angst under forestillingen! Lad de mindste blive hjemme, men tag dine lidt større børn eller børnebørn med i Operaen til en stor oplevelse!
Se mere på Det Kongelige Teaters hjemmeside - her kan du også læse om en due- og dragekonkurrence.

tirsdag, januar 13, 2009

”Den vildfarne” sikkert i havn


*Foto: Ole J. Norup

Med den italienske dirigent Giancarlo Andretta ved rorpinden er der ingen slinger i valsen, når han aften efter aften styrer La Traviata – den vildfarne – lige sikkert i havn.

Med stilsikker autoritet og finesse holder han på fornem vis sammen på alle tropperne i Verdis operaklassiker, der indtager en naturlig plads som en af komponistens mest populære operaer.

Bygget over Alexandre Dumas' tragedie er La Traviata beretningen om luksusluderen Violettas storhed og fald. Kurtisanen som nok er både smuk og rig, men også dybt ensom og syg.

David Radok – som på det Kgl. Teater blandt andet er kendt for Rossini-succeserne Rejsen til Reims og Askepot – har skabt en både hudløs enkel og rå iscenesættelse. Med pariserlivets overfladiske forstillethed og dekadence i centrum af dramaet skærer den tjekkisk-svenske instruktør virkelig ind til benet af tragedien.

Du kan stadig lige nå det. Vi opfører forestillingen sidste gang den 15. januar.

Ole Jegindø Norup
*Foto: Ole J. Norup