"Hårror"-show!

Hvad sker der for os!?

Er vi ramt af en en mobil Bermudatrekant? Først forsvinder kjoler fra Maskarade, og nu: Mændenes hår fra Don Juan! To forestillinger har vore kor-mænd gennemført uden andet hår, end det de går og står med, thi alle pisk-parykkerne er pist væk! Ingen aner hvor de er henne! (Hvis en læser af bloggen har været til rokoko-temaaften for nylig, og der var påfaldende mange herreløse, sorte parykker med en let genkendelig, halvlang hårdusk i nakken, så er det måske vores?! Giv os et diskret hint, så vi kan få klædt de bare isser ordentligt på igen!).

Bortset fra den slags pudsige "udfordringer", har vi de helt akutte: At springe ind for hinanden under sygdom. I løbet af en forestilling har vi alle små-opgaver. De syner ikke nødvendigvis af meget, når de udføres, men kan være graverende at glemme. Af samme årsag føres grundige lister, som vi læser, straks vi møder. Hvem er væk og hvem springer ind?

Om det skyldes omtalte hårrejsende kendsgerning, forkølelser efter de kraftige skæg-beskæringer (jvf. blog d.30.12) vides ikke, men et faktum var det, at vi i aftes var ramt af stort mandefald. Så kan selv de allermest skudsikre ansvarsfordelingslister ikke redde os. De intime du-og-jeg-scener og pardansene blev ændret til "tre kvinder om én mand" og "pigedans ad lib". Og i "elevator-scenen" måtte vikaren for vikaren springe ind i en kjole fire numre for lille. Kun os på bagscenen ku´nyde synet af hendes edelweiss-kostume holdt sammen i ryggen alene ved Gaffas hjælp (stærk klisterbånd som kan bruges til alt). Men således holdt illusionen udadtil altså.

The show must go on - også selvom vi mangler en tredjedel. Og også selvom Hendes Majestæt Dronningen velkomment kiggede med fra sin loge.

Hanne Bremholm