Intens Tannhäuser

I går aftes spillede vi Tannhäuser for sidste gang - i denne omgang i hvert tilfælde.

Undervejs oplevede vi et af de øjeblikke hvor det føles som om, tiden står stille, eller i hvert fald går i slow motion.

Damekoret var forsamlet på lysbroen - den øverste balkon over publikumsbalkonerne - hvorfra vi sang vores sirenekor. Herfra er der uhindret adgang til at følge med i, hvad der sker på scenen.

Mellem to af vores indsatser, hvor vi sad og ventede, skete der pludselig en misforståelse mellem en af solisterne på scenen og orkesteret.
De kom fra hinanden, og det lykkedes ikke at finde sammen igen lige med det samme.
Jeg kiggede på vores korsyngemesters monitor, hvor man kan se dirigenten, og han fortsatte med at dirigere.
Solisten fortsatte på egen hånd helt a capella, indtil der endelig var et sted, hvor orkesteret kunne komme ind igen på en ordentlig måde, hvorfra alt så kunne fortsætte efter bogen.

Det var som at stirre på en linedanser som har tabt balancestangen, men som fortsætter og overlever på grund af sit talent og sin store rutine.
Man tror på, at han kan klare det - samtidig med, at det næsten er ubærligt at se på - for hvad nu HVIS han falder ned?

På lysbroen udbrød der nærmest panikstemning. Jeg tror, vi alle sammen fik koldsved og hjertebanken, mens vi intet andet kunne gøre end bare at se til.
Når det påvirkede os så stærkt var det sikkert fordi, vi alle kunne føle helt ind i marven, hvordan det ville være at stå der på scenen og pludselig være helt alene i verden. Den eneste balancestang må have været dirigentstaven, som roligt blev holdt i bevægelse: Fortsæt!
Indtil alle fandt sammen igen, og vi kunne drage et lettelsens suk.

Man kan undre sig over, hvorfor panikken indfandt sig som den gjorde - i hvert fald hos os. Når man ser rationelt på det, er det jo bare musik. Det er bare en forestilling.
Hvad end der sker, vil det hverken få fly til at styrte ned eller bygninger til at synke i grus.

Men det kan ind imellem føles sådan! Når man står der, føles det som om, at det er det vigtigste i verden, at det hele kører som det skal, og helst mere til.

Hvis den følelse tager overhånd, kan det føre til sceneskræk, og man mister troen på, at man nogensinde kan gøre det godt nok.

På den anden side, skal der også være en grund til at stå der. Det SKAL være vigtigt. For hvis kunstnerne ikke tror på det - hvorfor skulle publikum så? Så kan de spare de kostbare billetter og blive hjemme og se Robinson Ekspeditionen.

Dette var et af de øjeblikke, hvor man virkelig mærker, at live musik er levende musik udført af levende mennesker.


Anna Julie Brønholt