Notes from the Wings

Brødrene Løvehjerte - the World Premiere is now behind us. With reference to my blog of the 29th February, we now know where we were going, where we have come to - and I can divulge suspense was kept right up until the last moment on that score. It has been a little like walking in a thick fog for 8 weeks, patiently plodding on behind the person designated as leader who, like the leader of a tourist group, holds an umberella or a little flag above his or her head which we faithful followers try to keep sight of so we are in the right position when the fog lifts. It can consequently be a frustrating hike. And it is at moments like this when I am glad to witness a show like this from the wings as a reminder of why I like working in what can be a most frustrating but also a highly satisfying environment.

Once when the frustration overcame the satisfaction I accepted a job to work with the French Radio Choir. No stage rehearsals, no directors, no moving around, just the chorus, the score and the music. In Paris, however, a lot of the concerts we did, due to the dire concert hall situation there, took place on the stage of two of the major Parisian theatres, the Théâtre des Champs Elysées and the Théatre du Châtelet. And it was not long before I realised I acutally missed the buzz of getting ready for a show, watching from the wings to see how the audience received it, just being a part of a huge machine that has to run smoothly for about 3 hours to bring the spectacle before the public's eyes.

I was reminded of this at the premiere of Løvehjerte. Most of the rehearsals I had spent sitting in the auditorium, listening to and watching the chorus. At the premiere I had backstage conducting so I could not keep returning to the auditorium to catch up. I had to stay put backstage. The people I know that have seen it thought it was great but I would wager the show backstage is almost as good as that on stage.

People rushing off stage, to quickly change costume in one of the costume change booths hastily set up, to run round the set and await their next entrance; the technicians in place on stage, primed with radio receiver, to watch or listen for their signal to roll the elevated house set of the Løvehjerte brothers off to a side stage, whilst another set line up with cherry trees that must roll on in a matter of seconds before the curtain rises to reveal Kirsebæredalen; the stage manager calling remaining choristers down from their dressing rooms to sing off stage, statister coming off stage laughing with relief of a their first entrance well done, the conductor places the headphones on his head, for now he must conduct along to a tracker tape, so the orchestra, the recorded music and the three huge Taiko drums placed around the auditorium all manage to play together, the dry ice maching gets stuck as it is pulled back away from the stage and hinders the arrival of the Kirsebærdal fence, I realise my television from which I follow the conductor's beat offstage decides to turn itself off, one character hastily returns to a dressing cubicle - he has to wear the mask in this scene - another major character lines up to go on stage for the first time this night, having hastily exchanged good luck embraces with her colleagues, the new lighting state is cued, the front cloth rises, the show carries on.

Frankly, not all operas are like this. A closed set - a set with three walls, the fourth open to the public - is boring off stage. You can't see in. Consequently there is very little activity in the wings, apart from singers strolling around to find their next entrance. Standing in the wings on this show though, remind me of the excitement conjured up by all those old Hollywoods films about putting on "the show" where everybody is rushing down in a sort of organised frenzy, yet in a state of sudden sobriety able to perform marvels on stage. It's great - it's like being in the theatre.


Philip White

Hoveder på bloggen: Ove Mynderup (4/4)

Her i det sidste afsnit af interviewet med Ove Mynderup fortæller han lidt om sit liv rent privat.

- Hvad er dine interesser ud over musikken?
Jeg nyder at lystfiske. Jeg har i alt haft 5 forskellige både fra 10- 35 fod, m/u trollingssystem.
Jeg har en personlig oplevelse jeg med fornøjelse vil fortælle:

Vel nok verdens bedste syngemester gennem tiderne, Norbert Ballatsch, blev i 2002 inviteret hertil for at coache Operakoret gennem Lohengrin og i 2004 gennem Mestersangerne.

Ove som Edle i Lohengrin

Hvilken oplevelse og inspiration! Og Operakoret kunne honorere hans strenge krav, hvilket han roste meget.

Jeg fandt ud af, at jagt og fiskeri var han store interesse. Jeg inviterede ham med på fisketur - og hvor det glædede ham! Da han kom i maj måned, var det oplagt at fange hornfisk ved Kronborg. Han inviterede dagen efter til middag i teatrets gæstelejlighed i Valby. Kogt/stegt hornfisk på flere måder.

Anden gang ville han gerne med igen. Da det regnede meget den torsdag, vi havde aftalt at mødes i Helsingør, tænkte jeg, at det ville være en god ide at fange fladfisk på sandbund ved Kronborg. Succes! Succes! Balatsch havde også her talent! I løbet at 2-3 timer fik vi ca 40 skrubber / rødspætter. Vi tog hjem til mig. Han og jeg gjorde dem i stand, og min kone stegte. Dertil lidt hvidvin. Jeg fik begge gange et personligt brev og invitation om at komme på besøg i Stiegengasse, Wien.

Norbert Ballatsch på fisketur.

- Hvad er dine fremtidsplaner?
Mine fremtidsplaner er at synge for folk, enten ved underholdning eller kombineret med foredrag. Det fylder en hel del og giver mig en del glæde..
De sidste 20 år har jeg arrangeret julekoncerter i Helsingør Domkirke for Rotary, sammen med min gode ven og studiekammerat, domorganist Bo Grønbech.

Hvad jeg nyder mest for tiden, er den nære kontakt til naturen her i Munkerup ved Gilleleje, hvor jeg har boet det sidste års tid. Med 100 m til stranden går vi dagligt der med vores hvide samojedhund og skuer over mod Kullen. Livskvalitet!
Min kone gennem snart 40 år cykler masser af ture i det naturskønne område. Fantastisk. Også min interesse med at fiske fra min motorbåd nydes i fulde drag

Jeg har stor glæde i at dette publiceres på bloggen i forbindelse med at jeg d. 31.3 (dagen før aprilsnar!) fylder 60 år. Det vil blive fejret med 2 døtre, svigersønner og 4 børnebørn, nærmeste familie og venner.
Den 1.april pønser jeg på at fejre dagen med kollegerne i pauserne i Brødrene Løvehjerte.

Kors hvor løber tiden stærkt! Jeg føler mig indeni som den dengang jeg, som 27-årig begyndte i operakoret. Hvor har jeg oplevet meget her på teatret! Jeg kan mange historier. Overleveret eller selvoplevet. Det kunne fylde en del i en ny blog.

Og nogle af Oves historier vil du senere kunne møde her på bloggen; med sine 33 år på bagen i Det Kongelige Operakor er han er en sand guldgrube af beretninger om teatrets godtfolk. Bl.a. har han haft Mikael Melbye som påklæder! Men den historie kommer en anden gang.

Et stort tillykke med de 60 år d.31.3., Ove!


Foto: Martin Mydtskov

Ove Mynderups hjemmeside: http://www.mynde.dk/


Anna Julie Brønholt

Hoveder på bloggen: Ove Mynderup (3/4)

Ove har altid haft mange jern i ilden ved siden af arbejdet som korsanger, og har bestemt ikke ligget på den lade side rent solistisk:

- Har du sommetider solistiske opgaver på Operaen?
Jeg havde en del, da jeg var fastansat. Min første rolle var som 2. fange i ”Fidelio”, midt i ”Fangekoret”. Da jeg var nyansat og uerfaren, var jeg lidt nervøs, så jeg er sikker på at samtlige 1200 publikummer på den gl.opera , kunne se at jeg ”rystede i knæene”, da jeg havde korte bukser på.
Derudover har jeg spillet Kokkepigen i Kærligheden til de 3 appelsiner, Harniskklædt i Tryllefløjten, Vægteren i Maskarade, som jeg overtog efter min lærer Jørgen Klint og Fangevogteren i Tosca.

Ove som Kokkepigen i Kærligheden til de 3 appelsiner. 1998.

Munken i Don Carlos var jeg dog mest glad for.
På eget initiativ satte jeg mig for at lære partiet. Det lærte jeg primært på togrejsen Espergærde- København (Kystbanen.)
En skønne dag kom det mig for øre, at rollen var sygdomsramt. Jeg sagde til daværende operachef Elaine Padmore, at jeg havde lært mig partiet. Hun lyttede på min foresyngning, og i flere år sang jeg derefter rollen. I den nyeste opsætning på DKT, ville jeg have været parat til at springe ind, hvis ikke Kasper Holten havde kædet munkens parti sammen med storinkvisitorens.
Der var ellers brug for afløsning i den opsætning, som var meget ramt af sygdom.


Ove i sin yndlingsrolle som kejser Karl V, der abdicerer for at blive munk.

Har for øvrigt ”reddet” aftens forestilling et par gange i min tid: Som Herold i ”Drot og Marsk” og som Harniskklædt.
Jeg skulle springe ind som Harniskklædt ca. 5 år efter at have sunget partiet med den gamle tekst af Jens Louis Petersen. Den nyeste er som bekendt af Karen Hofmann. Jeg havde kun en eftermiddag til at fortrænge den gamle tekst - ikke sjovt, men det gik. Begge gange har jeg fået en ”dusør” med et pænt takkebrev fra selveste teaterchefen.

- Har du solistisk virksomhed udenfor Det Kongelige Teater?
Den første solistiske opgave efter jeg var flyttet til hovedstaden, var ved en scenisk opførelse af ”Eugen Onegin”. Jeg sang Gremin. De andre roller var besat af kolleger fra operakoret, min garderobe-kammerat, Palle Kibsgård sang Onegin. Lisbeth Reinholdt (nu sufflør på Operaen)sang Tatjana. Bodil Øland sang Olga.
Engang var jeg med til at lave en udendørs operaopførelse af ”Den skønne Helene” på Svenstrup Gods.

For en del år siden dannede 9 mænd fra Operakoret ”De Kgl. Svende”. Første år var vi på turné i Danmark, så Færøerne, året efter Island og til sidst USA.. Turnéen forgik altid i starten af juni, når sæsonen sluttede på teatret, og vi var i en 14 dages periode gode til at kombinere arbejde og ferie...

De kgl. Svende. En legende 1986-1990. 10 herrer + Steen Lindholm. Turné: Danmark, Færøerne, Island, USA. (Forløber for de 3 kgl. tenorer) Ove øverst th.

Nu laver jeg en del foredrag om mit lange sangerliv og underholder i forskellige sammenhænge, hvor jeg er glad for at være i stand til at kunne akkompagnere mig selv.
Jeg har udgivet 2 CD´er med titlerne: ”Only Love” og ”Operaperler & Spirituals.”
Se mere på min hjemmeside: http://www.mynde.dk/

- Har du eller har du haft arbejde inden for helt andre brancher?
- Egentlig ikke. Det er det eneste jeg kan.
Men som korleder har jeg virket ved Sct. Mariæ Kirke i Helsingør og nogle år ved Fredensborg Slotskirke, og har holdt 25 års jubilæum som lærer på en musikskole.

Da jeg blev pensioneret fra Operakoret som 55-årig, fik jeg tilbudt et job som sanglærer på en folkeskole, men… DKT tilbød mig SAMTIDIG engagement i 5 forestillinger som assistent i koret. Jeg kunne ikke sige nej.

I fjerde og sidste afsnit med interview-offeret Ove Mynderup kan du læse om hans fremtidsplaner og hans interesser rent privat.

Anna Julie Brønholt

Hoveder på bloggen: Ove Mynderup (2/4)

Ove fortæller her om sin sangeruddannelse og vejen ind i Operakoret:

- Hvordan vil du beskrive din stemmetype?
Seriøs bas

Klar til Rigoletto. 2003.

- Hvornår vidste du, at du ville være sanger?
Som dreng var jeg meget høj sopran, og stillede op til mange konkurrencer i Nordjylland, hvor jeg stammer fra.
Jeg blev ofte bedt om at synge solo til bryllup etc. Engang sang jeg solo i domkirken. Jeg husker en dame sagde til min mor: ”De må for Guds skyld ikke pace drengen frem”. Min mor lovede, at det skulle hun da nok huske på.
Jeg gik til kor i ”Syngeskolen”, og i skolens kor var jeg ivrig indtil min stemme gik i overgang, netop som koret skulle på turne til Norske Ringkrinkastingen i Oslo. Jeg fik dog alligevel lov at komme med, men stemmen var på vej i dybden, så straffen var hård, da jeg måtte overvære koncerterne fra salen.

- Fortæl lidt om din sangeruddannelse...
Efter 3 måneders undervisning blev jeg optaget på konservatoriet!!
Min første sanglærer Jolanda Rodio skulle efter at have boet i Danmark tilbage til Schweiz, så hun anbefalede mig at søge ind på konservatoriet. Jeg kunne lige akkurat repertoiremæssigt ”dække” de forlangte 5 genrer.

Jeg begyndte i 1968, samtidig med, at jeg gik i 2.g på Ålborghus Statsgymnasiums musiklinie, hvor jeg var bedste ven og mangeårig studiekammerat med Poul Elming, indtil vore veje skiltes efter diplom-/musikpædagogeksamen i 1975. Han tog til Århus, jeg til København og søgte ind i Operakoret.
Forinden havde jeg foresunget i Hamburg for en agent ved navn Schulz.
Irma Mellergård og jeg blev tilbudt et job som Anfänger i Lübeck eller Kiel, vi kunne selv vælge.
Men jeg tog til København og Irma til Göteborg som solist.
Vi blev begge inviteret til Mozarteum i Salzburg og fik undervisning af prof. Janine Micheau.
Ove (th) til sangtime hos Ian Adam i London.

Fik for øvrigt et stipendium i 2.g, til et Carl Nielsen seminar i en uge på Krogerup Højskole i Humlebæk. Jeg blev ”dømt” til hver morgen i en uge til morgensang at synge: ”I solen går jeg bag min plov”.
Naturen omkring Humlebæk fascinerede mig meget, og jeg ønskede inderligt at komme til at bo i de omgivelser. Det skete i 1975 (der er mere mellem…). Jeg kom til at bo ca. 1 km fra Krogerup i Espergærde. Efter 24 år flyttede jeg til Ålsgårde og endelig sidste år til Munkerup (Mynderup i Munkerup).

Min kone, Anne-Grete og jeg går hver dag tur ved Munkerup strand med vores samojed-hund, Zacho.

Ove og Zacho

Anne-Grete er lige gået på efterløn. Jeg selv har lidt svært ved at geare ned. Dels er jeg lidt smigret over efterspørgslen på min 2.basstemme, dels er jeg stadig tændt af at synge opera.

I tredje afsnit kan du høre om Oves meritter som solist.

Anna Julie Brønholt

Hoveder på bloggen: Ove Mynderup (1/4)

Som nyt hoved på bloggen kan vi denne gang præsentere en af Det Kongelige Operakors grand old men: Ove Mynderup.
Ove har været fuldtidsbeskæftiget i koret i 28 år, og er pensioneret. Men stemmen fejler ingenting, og han arbejder nu på 5. år som assistent i 2.basgruppen.

Ove som ung elitegymnast

Ove fylder 60 ved udgangen af denne måned, men er stadig en af de mere adrætte korsangere. Han fortæller her om en oplevelse fra Operaens opsætning af Lohengrin sidste år:

Instruktøren Peter Konwitschny efterspurgte lidt akrobatisk udfoldelse, kraftspring eller vejrmølle. Jeg regnede med at en mine yngre kolleger ville byde ind, men det skete ikke. Så tænkte jeg, at det var elementært, da jeg i de unge år dyrkede elitegymnastik på DM-niveau. Som sagt så gjort. Jeg sprang ind som den første efter duetten mellem Telramund og Ortrud i korte bukser og illuderede en kåd dreng på 12 år.

- Hvorfor valgte du i sin tid at søge en stilling i koret?
Ud fra et ønske om at leve af det man bedst kan lide!
Det var et indlysende mål fra studiestart, men der er jo ingen garanti. Jeg tog da også den pædagogiske uddannelse straks efter diplomeksamen fra konservatoriet, så var der noget at falde tilbage på, hvis det med scenen ikke lykkedes. Nå, det gik jo. Jeg tænker tit på, at jeg har været heldig, og er taknemmelig for mit livsforløb. Det er vel nok gået stærkt!
Til at begynde med havde jeg 3 år på heltids – kontraktansættelse som baryton, derefter 25 år som fastansat 2. bas. Nu er jeg assistent på 5.år.

Jeg er glad for at være i 2.basgruppen, da jeg er ”bedst på bunden”. Det er en mangelvare, hvilket gør, at jeg er efterspurgt både på Operaen og DR (sidste år var jeg medlem af koncertkoret).

Ove som han så ud i starten af sin karriere

- Hvad er det bedste ved dit arbejde i koret?
Natmaden!!! Jeg vil gerne rose min kone gennem snart 40 år for mange ting, men især for uden en eneste dag at svigte, at have natmad klar efter hver eneste forestilling!!!
Desuden sætter jeg kammeratskabet med kollegerne meget højt!

En stor oplevelse fra de senere år:
Jeg havde et stort ønske om at kunne opleve indvielsen af det nye operahus. Jeg er derfor meget glad over at have været med til indvielsen, med Roberto Alagna som Radames (Aida). Stort og berigende.

Ove som bøddel i Tosca - sminket til ukendelighed

- Hvad er det værste ved dit arbejde i koret?
Det er de ubekvemme arbejdstider, men det ved man jo når man starter. Det er en livsform som man lærer at leve med.

- Er der noget ved arbejdet, som du tror, andre vil blive overraskede over at få at vide?
Hvor lang tid det kan tage at sætte en opera op, fra start til slut, og hvor mange detaljer der kan være på alle områder, som skal afpasses med de mange special-afdelinger på teatret: Kostume, frisør, rekvisit etc.

Sminket som munken i Don Carlos – Oves yndlingsrolle.

- Har du/ har du haft andre funktioner end sanger på Operaen?
Jeg var i en kort periode formand for Operakoret. Det var da Operahuset på Dokøen var i støbeskeen.
Jeg deltog i mange møder, og spurgte til operakorets prøvesal (dimension og indretning). Teaterchefen kunne kun fortælle, at det ville blive amfi-opbygget. Resten vidste kun skibsredder Mærsk. Her havde været godt med lidt korrektion, som realiteterne har vist.

I næste afsnit af interviewet kan du læse om Oves vej ind i operakoret.

Anna Julie Brønholt

Nyt hoved på bloggen

I serien Hoveder på Bloggen har vi overtalt nogle kolleger til at fortælle om deres sangerliv.
Du vil opdage, at Det Kongelige Operakor er en broget forsamling af mennesker med meget forskellig baggrund.
Det næste hoved på bloggen er Ove Mynderup. Han har nu været ansat på DKT i 33 år, og har en hel del historier med sig.
Vi bringer interviewet med Ove i anledning af, at han fylder 60 år d.31.3.

Anna Julie Brønholt

Enken - nu endnu gladere

Ved de seneste tre Den Glade Enke-forestillinger på Store Scene har den musikalske ledelse været lagt i hænderne på den kun 28-årige, britiske dirigent Alexander Shelley.

Og dette har medført et ikke ubetydeligt, musikalsk boost til forestillingen. Enken synes at være gladere end nogensinde.

Med stor autoritet lykkes det den unge dirigent at få tæsket ny energi ind i Franz Lehárs velkendte operettemelodier.

Med det bemærkelsesværdige efternavn-sammenfald med en af Englands betydeligste, romantiske digtere skulle der kunstnerisk set ellers nok være rigeligt at leve op til. Men nu er det ikke just præstationsangst, der holder den unge kunstner tilbage. Med sikker hånd styrer han – sine 28 år til trods – den store orkestermaskine sikkert i havn.

I denne sæson skal han desuden dirigere Melbourne Symphony, Sveriges radiosymfoniorkester, Helsingborgs symfoniorkester, City of Birminghams symfoniorkester, Deutsche Radio Philharmonie, Rotterdam-filharmonikerne og BBC National Orchestra of Wales.

Nå, men tilbage til orkestergraven ude på vores egen operaø: De friskere tempi får operettetonerne til at sprudle, forestillingen får lettere ved at lette.

Og således er det i løbet af den seneste uge blevet endegyldigt bevist, at man sagtens kan have masser af god smag, selvom man på afstand ligner Helmut Lotti.

Ole Jegindø Norup

*Klik - og se flere fotos!

How to sing while crying?

You don't. You can't. When you get that catch in your throat, it's hard enough to speak - but as we have all experienced, once the waterworks are set in motion, so the rest of the body surrenders itself to the emotion and renders any ordinary muscular movement impossible. Singing being a highly physical activity, it is one of the first things to go not only when the tears are in full flow, but well before.

A seminal event in my introduction to opera was being taken to a production of La Bohème. It was not the first opera I had seen. But I was taken regularly by a family friend to the London Coliseum, the home of English National Opera, and which has the largest auditorium of all the theatres in London. The friend's budget only stretched to the balcony seats, high up above the glitter of the stalls. The seats were far too narrow and most of the evening was spent moving one's legs from one angle to another in an attempt to keep the blood flow going and violent cramps at bay. It was also the melting pot for all the smells and heat that spiralled up from the 1500 bodies seated below us, so it was invariably stifling hot. Any attempt to follow the disembodied sounds emanating from the stage first had to be filtered from the horrendously noisy exhalation of air emitted from the flabby nostrils of all the overweight men who appeared to be tactically positioned around the balcony. At my first encounter with La Bohème however all these distractions paled into insignificance and as the curtain came down on the last act I had the very urgent desire to sob my heart out. To exit from the balcony of the Coliseum entails descending a very long staircase amid a throng of people and I and the friend tended to save any remarks about what we had just seen until this had been safely negotiated and we were safe outside in the fresh air. Boy, was I relieved on that evening. Nobody else seemed to be sniffing nor staring doggedley into middle distance to forestall the dropping of any tell-tale tears. What WAS up with me? I mean people are dying all the time in opera, aren't they? I was a boy, 14 years old, and totally smitten with the death of this soprano on stage and her abandoned boyfriend. Gee, how embarrassing!

And yet some years later I remember playing for the rehearsal of the exact same scene at Music College. The dying soprano started blubbing uncontrollably and immediately affected everybody else around her. Rehearsal abandoned due to emotional attack!

Today we had a first runthrough from beginning to end of Brødrene Løvehjerte and much the same thing happened. There is little worse than the contemplation of the death of other children, let alone one's own. In my case, the death of children used to affect me little more than lots of other traumatic, highly charged events might have done. Now having two of my own, whether it is watching a film, a news item or reading a book, I involuntarily make the association between the dilemma of the unknown children I am learning about and my own. The opening scene of Løvehjerte, which we heard and saw for the first time today, draws the audience in to the bedroom of two young brothers trying to come to terms with the fact that the younger is mortally ill and will probably die before his 10th birthday. It is not for the faint hearted. By the time you have lived with them through their adventures in Rosendal, having to let go of them is all the more hard. So when we got to the end of the piece, I have never seen so many people visibly moved in a rehearsal situation in my life.

And before any cynics out there are writing this off as the result of a bunch of "luvvies" having a communal "sob in", go buy a ticket and try it yourself. Referring back to the last blog, you try the Test of Chapter One. Opera Chief Kasper Holten has often referred to the opera house's role in society as a fitness centre for emotional wellbeing. Today's rehearsal certainly lived up to that ideal.

Philip White