Et glimrende liv

Så er vi atter i fuld gang med Flagermusen. For vores vedkommende krævede den ikke mange genopfriskningsprøver. Den sad fuldstændigt på rygmarven, men prøves skal den selvfølgelig inden en repremiere for at sikre, at alle aftaler holder og ikke mindst fordi, der både er nye solister, dansere og korsangere på holdet.

Starten af 2. akt er meget kaotisk. Vi, 60 korsangere, dansere og statister, vælter ind på scenen som tjenestefolk og køkkenpersonale og går travlt, men kontrolleret rundt mellem hinanden balancerende med glasbakker, flasker og andet i en relativ lille køkkenscenografi. Det kræver lidt øvelse at undgå sammenstød og at nå frem til sin plads i tide. Under en af forestillingerne fløj min bakke larmende hen ad gulvet på et lidt prekært sted, men så må man spille sig ud af dén situation.

Før i tiden havde vi ikke så mange opførelser af hver forestilling, men nu hvor scenekapaciteten er så meget større, spiller vi de enkelte forestillinger flere gange, og de særligt populære forestillinger rigtigt mange gange. Flagermusen er særdeles efterspurgt, og jeg må indrømme, at vi sidste år var noget nervøse for, hvordan vi skulle holde dampen oppe i så mange forestillinger. Det viste sig heldigvis at fungere glimrende. Musikken giver energi og forestillingen er ganske fin at være med i.

Flagermuse-tiden er også tiden, hvor alt glimter og glitrer. Vores festtøj er sprayet med festligt sølvglimmer, men det drysser og bliver slæbt med hjem, så alt i ens liv glimter .... både børn, mænd, kærester og koner går rundt i det almindelige liv med små sølvhilsner fra Flagermusen.

Lene Freil

Begyndelsen på Lucias endeligt

I går havde vi den første arrangementsprøve på Lucia di Lammermoor, Donizettis bel canto-mesterværk med sangerne i centrum - og vel nok komponistens mest kendte opera overhovedet. Samtidig er Lucia di Lammermoor den eneste af Donizettis seriøse operaer, der stadig opføres rundt omkring i verden.

På Det Kgl. Teater er det et særdeles længe ventet genhør med Lucia publikum kan glæde sig til. Når tæppet den 6. maj går til premieren på Gamle Scene, er det første gang operaen opsættes her i - 141 år. Bedre sent end aldrig for denne bel canto-klassiker.

Ved prøven stod instruktøren Klaus Hoffmeyer først for en levende og veloplagt gennemgang af handlingen i Lucia di Lammermoor og dernæst for en præcis redegørelse for sin iscenesættelse. Hermed fik vi hurtigt et klart overblik over operaen og et godt billede af hans visioner med forestillingen.

Hvor er det dog skønt at møde en instruktør, der virkelig har et indgående kendskab til det værk, han skal instruere og nøje ved, hvad han vil med det.

Tjekket, timet og tilrettelagt blev vi herefter guided gennem bryllupsscenen fra 2. akt, som for mit vedkommende ikke blev mindre interessant af, at jeg blev "forfremmet" til sammen med Søren og Bo at skulle agere Arturos private spion og bodyguard.

Om en god halv time gælder det de storpolitiske rænkespil og rævekager i Simon Boccanegra.

Ole Jegindø Norup

Scenografisk supersizing (part II.)

(..........)

Ole Jegindø Norup

Slaraffenland for mørke mandsstemmer

En enkelt sopran og en enkelt tenor er alt hvad Verdi levner plads til i persongalleriet i sin mørke, psykologiske thriller Simon Boccanegra. Ellers er der dømt lavfrekvent operasang for alle pengene! Rollelisten tæller derudover nemlig udelukkende basser og barytoner så langt øret rækker. Herligt.

Komponisten synes således netop i denne opera at have haft en særlig forkærlighed for de mørke, malmfulde røster. I hvert fald indeholder Verdis opera en masse dybt inspireret musik med fokus på de dybere stemmefag og med Fiescos inderlige arie Il lacerato spirito som vel nok den mest kendte.

Skulle man ønske lidt uddybende information inden for rollefags-nørderi-området, kan man jo altid tjekke tingene yderligere ud i Schepelerns Operabogen. Her vil man finde ud af at titelpartiet, Simon Boccanegra, skal synges af en heltebaryton, Jacopo Fiesco af en seriøs bas (useriøse kan godt glemme det), Paolo Albiani af en karakterbaryton, mens Pietros parti skal besættes af en såkaldt karakterbas.

Med andre ord er der lagt i kakkelovnen til en ordentlig omgang rigtige mænd synger i f-nøgle!

Og derfor vil en mindre hær af teatrets prominente – og i flere tilfælde afgrundsdybe – basser og barytoner stå klar i kulissen, når tæppet om blot et kvarter går til Simon Boccanegra - operaen med den måske nok vel kryptiske handling men til gengæld med den skønne musik. Og sangerne med de mørke stemmer vil på scenen skulle agere henholdsvis populær sørøverjæger i republikken Genovas tjeneste, stædig, smågnaven adelsmand samt ambitiøs guldspinder / dumt svin.

*Klik på billederne - og kom direkte til Michaels seneste vildt flotte foto-galleri.

Ole Jegindø Norup

I hus

Premieren i går aftes var vellykket. Tiden fløj af sted, og alle virkede glade! Instruktøren har givet intrigerne en mere moderne europæisk/østeuropæisk klangbund i forsøget på at aktualisere handlingen. Den en stor udfordring for enhver instruktør, men under alle omstændigheder er musikken helt vidunderlig fra ende til anden! Hør den før din nabo!

Der står en smuk, langstilket rose på mit bord, og minder mig om i går. Under premiere-fremkaldelserne sættes altid en stor, flettet kurv fyldt med friske blomster ind på forscenen. Den pynter senere ved premierereceptionen, og inden vi går hjem, er det kutyme, at man kan tage en blomst med sig fra denne kurv. Det er en fin tradition, synes jeg.

Netop som jeg havde udvalgt en skøn rose fra kurven, kom en storsmilende scenetekniker hen og kommenterede, at han syntes, jeg havde fortjent den efter "mine østeuropæiske benspjæt" ....... tag den ... !! ..... Her er man som uprøvet reserve sprunget ind som den kvindelige del af et elskende par på forscenen og har kastet sin sjæl ind i den lille scene. Det samlede indtryk kunne dog have været en smuuule mere sexet, hvis jeg havde været iklædt noget andet end fornuftige sko, højt hår og Hausfrau-60'er-outfit med inspiration direkte fra det centrale Østeuropa. That's life!

*Klik på billederne!

Lene Freil

Knaldhård kulisse

*Klik på billederne - og kom direkte til Michaels Simon Boccanegra-galleri.

Generalprøven på Simon Boccanegra i dag gik ganske fint. Alle sang og spillede, som de skulle, og teknikken fungerede.

Nu glæder vi os til premieren torsdag aften, og som sædvanlig trænger man efter et langt og detaljerigt prøveforløb til at spille og synge hele operaen igennem uden afbrydelser og rettelser af nogen art. Det er ren fryd! Og så med den skønne musik!

Kulissen er perfekt at synge i. Den er bygget op som et imponerende og meget flot treetagers hus i 1:1 med tre fløje og balkoner på alle etager. Huset fylder hele scenerummet ud og reflekterer lyden perfekt.

I Simon Boccanegras prolog ligger flere af os og sover langs med huset, mens to af solisterne konspirerer på forscenen. På et tidspunkt går den ene, Paolo, ind under den midterste balkon og synger meget animeret til sin ven på forscenen. Det larmer fuldstændigt grotesk ned i vores sovende hoveder, men det skal man så ikke lade sig mærke med. Vi sover sødt videre, som lå vi i den dybeste ro.

Det værste for sangere er bløde kulisser og tæpper, der hænger ned alle vegne og absorberer enhver lyd. Så må man helt frem på forscenen for at trænge igennem, men instruktørerne er forståeligt nok ikke begejstrede for at have alle stående dér under hele forestillingen.

Lene Freil

Højt hår og skulderpuder

Trods den alvorstunge handling i Simon Boccanegra er der i disse dage en understrøm af munterhed. Den opstår, fordi vi nu er i kostumer. I koret oplever vi hinanden se dårende dejlige ud ..... og hamrende grimme, og jeg må sige, at nogle af os i denne forestilling lander suverænt i den sidste kategori. Derfor var det i starten af ugen nok mere den lårklaskende latter end den stille munterhed, der prægede prøverne.

Jeg har hele fire kostumer og ditto parykker, fordi handlingen strækker sig over mange år, og det har man valgt at illustrere ved hjælp af kostumerne. De første er fra omkring 1917 og de sidste hører hjemme 1980'erne.

Mit kostume fra starten af 1960'erne gør simpelthen intet godt for mig. Det er tætsiddende og ubeskriveligt grimt. Når dertil lægges en virkelig kikset frisure og en make-up, som får mig til at se smånusset og meget, meget hærget ud .... ja .... så kan det kun gå galt. Helt galt! Michael Schønwandt omdøbte mig på stedet til Yvonne Draculawitz.


*Klik på billederne - og kom direkte til Michaels Simon Boccanegra-galleri.

1980'er kostumerne er også virkelig morsomme. Tårnhøjt, meget bredt hår og kæmpe skulderpuder får rigtigt mange til at se rigtigt mærkelige ud. Nogle kollegaer kan man næsten ikke kende igen. Flere damer ligner kongepudler med tøj på, og herrer, der normalt er hårfattige, springer nu rundt med stort hår, poptøj og meget markerede øjne.

Det er skønt at være skøn, men sjovt at være grim!


Lene Freil

Nu er det næsten nu

(foto: Henrik Engelbrecht)

Vi er simpelthen lige midt i premiereopløbet på Simon Boccanegra og knokler seks dage om ugen og nogle aftener med.

I dag kom orkestret endelig på, så vi nu kan høre musikken, som den er tænkt. Pragtfuld musik. Rigtig "verdisk" og så alligevel ind i mellem lidt anderledes. Som en kollega i dag bemærkede, virker en af duetterne helt elizabethansk i sin stemmeføring.

Flere steder lyder desuden meget ungdommelige, og operaen er faktisk skrevet både tidligt og sent. Den oprindelige version er en af de tidligere operaer, men Verdi reviderede den siden hen, og det synes jeg, man kan høre.

Lene Freil

Scenografisk supersizing (part I.)

Et enigt kor af anmeldere og andet godtfolk har nærmest stået i kø for at rose Konwitschnys genistreg med at henlægge handlingen i sin Lohengrin-iscenesættelse til et klasseværelse fyldt med skolebørn. Selv er jeg også vild med denne anarkistiske og dybt originale idé.

Mens barnet hos Konwitschny bliver et bevægende billede på uskylden, bliver skoleklassen på godt og ondt samtidig en meget rammende skueplads for skolebørnenes ungdommelige ambivalens, letpåvirkelighed og medløbermentalitet.

Men ét er som instruktør at få denne originale idé, noget andet er vel at føre den ud i livet, og forsøge at få det til at se blot nogenlunde troværdigt ud på scenen? Med andre ord: Hvordan får man lige 70-80 granvoksne operasangere til at ligne en flok små, uskyldige skoledrenge og -piger?..

For hvis sandheden skal frem, så er der vel egentlig ingen af os i herrekoret, der størrelsesmæssigt blot nærmer sig fluevægt (endsige Bantam- eller Letwelter-...). Så der må tages langt skrappere midler i brug...

Som allerede beskrevet til hudløshed er mangt et skæg blevet ofret på kunstens alter (og således fik en af konerne til en unavngiven bassanger for første gang sin mand at se uden skæg i - 25 år...) Men det er jo heller ikke gjort med det.

Derfor har scenografen Helmut Brade skabt en overordentlig virkningsfuld og anderledes scenografi, hvor han leger med rekvisitternes faktiske størrelsesforhold.

(fortsættes - læs den store afslutning i næste uge...)

Ole Jegindø Norup