Scenografisk supersizing (part I.)

Et enigt kor af anmeldere og andet godtfolk har nærmest stået i kø for at rose Konwitschnys genistreg med at henlægge handlingen i sin Lohengrin-iscenesættelse til et klasseværelse fyldt med skolebørn. Selv er jeg også vild med denne anarkistiske og dybt originale idé.

Mens barnet hos Konwitschny bliver et bevægende billede på uskylden, bliver skoleklassen på godt og ondt samtidig en meget rammende skueplads for skolebørnenes ungdommelige ambivalens, letpåvirkelighed og medløbermentalitet.

Men ét er som instruktør at få denne originale idé, noget andet er vel at føre den ud i livet, og forsøge at få det til at se blot nogenlunde troværdigt ud på scenen? Med andre ord: Hvordan får man lige 70-80 granvoksne operasangere til at ligne en flok små, uskyldige skoledrenge og -piger?..

For hvis sandheden skal frem, så er der vel egentlig ingen af os i herrekoret, der størrelsesmæssigt blot nærmer sig fluevægt (endsige Bantam- eller Letwelter-...). Så der må tages langt skrappere midler i brug...

Som allerede beskrevet til hudløshed er mangt et skæg blevet ofret på kunstens alter (og således fik en af konerne til en unavngiven bassanger for første gang sin mand at se uden skæg i - 25 år...) Men det er jo heller ikke gjort med det.

Derfor har scenografen Helmut Brade skabt en overordentlig virkningsfuld og anderledes scenografi, hvor han leger med rekvisitternes faktiske størrelsesforhold.

(fortsættes - læs den store afslutning i næste uge...)

Ole Jegindø Norup