Højt hår og skulderpuder

Trods den alvorstunge handling i Simon Boccanegra er der i disse dage en understrøm af munterhed. Den opstår, fordi vi nu er i kostumer. I koret oplever vi hinanden se dårende dejlige ud ..... og hamrende grimme, og jeg må sige, at nogle af os i denne forestilling lander suverænt i den sidste kategori. Derfor var det i starten af ugen nok mere den lårklaskende latter end den stille munterhed, der prægede prøverne.

Jeg har hele fire kostumer og ditto parykker, fordi handlingen strækker sig over mange år, og det har man valgt at illustrere ved hjælp af kostumerne. De første er fra omkring 1917 og de sidste hører hjemme 1980'erne.

Mit kostume fra starten af 1960'erne gør simpelthen intet godt for mig. Det er tætsiddende og ubeskriveligt grimt. Når dertil lægges en virkelig kikset frisure og en make-up, som får mig til at se smånusset og meget, meget hærget ud .... ja .... så kan det kun gå galt. Helt galt! Michael Schønwandt omdøbte mig på stedet til Yvonne Draculawitz.


*Klik på billederne - og kom direkte til Michaels Simon Boccanegra-galleri.

1980'er kostumerne er også virkelig morsomme. Tårnhøjt, meget bredt hår og kæmpe skulderpuder får rigtigt mange til at se rigtigt mærkelige ud. Nogle kollegaer kan man næsten ikke kende igen. Flere damer ligner kongepudler med tøj på, og herrer, der normalt er hårfattige, springer nu rundt med stort hår, poptøj og meget markerede øjne.

Det er skønt at være skøn, men sjovt at være grim!


Lene Freil