Slaraffenland for mørke mandsstemmer

En enkelt sopran og en enkelt tenor er alt hvad Verdi levner plads til i persongalleriet i sin mørke, psykologiske thriller Simon Boccanegra. Ellers er der dømt lavfrekvent operasang for alle pengene! Rollelisten tæller derudover nemlig udelukkende basser og barytoner så langt øret rækker. Herligt.

Komponisten synes således netop i denne opera at have haft en særlig forkærlighed for de mørke, malmfulde røster. I hvert fald indeholder Verdis opera en masse dybt inspireret musik med fokus på de dybere stemmefag og med Fiescos inderlige arie Il lacerato spirito som vel nok den mest kendte.

Skulle man ønske lidt uddybende information inden for rollefags-nørderi-området, kan man jo altid tjekke tingene yderligere ud i Schepelerns Operabogen. Her vil man finde ud af at titelpartiet, Simon Boccanegra, skal synges af en heltebaryton, Jacopo Fiesco af en seriøs bas (useriøse kan godt glemme det), Paolo Albiani af en karakterbaryton, mens Pietros parti skal besættes af en såkaldt karakterbas.

Med andre ord er der lagt i kakkelovnen til en ordentlig omgang rigtige mænd synger i f-nøgle!

Og derfor vil en mindre hær af teatrets prominente – og i flere tilfælde afgrundsdybe – basser og barytoner stå klar i kulissen, når tæppet om blot et kvarter går til Simon Boccanegra - operaen med den måske nok vel kryptiske handling men til gengæld med den skønne musik. Og sangerne med de mørke stemmer vil på scenen skulle agere henholdsvis populær sørøverjæger i republikken Genovas tjeneste, stædig, smågnaven adelsmand samt ambitiøs guldspinder / dumt svin.

*Klik på billederne - og kom direkte til Michaels seneste vildt flotte foto-galleri.

Ole Jegindø Norup