Sitrende Lohengrin

Fantastisk prøve på 1. akt af Lohengrin. Den har først premiere midt i januar, men allerede i dag var der en utrolig fortættet energi i prøvesalen. Nogle gange vovede jeg næsten ikke at trække vejret, så intenst var det.

Det er de øjeblikke, vi husker og higer efter, men som man ikke kan planlægge sig til. Nogle gange letter det hele bare, og i dag skete det altså på en helt almindelig torsdag eftermiddag.

Instruktøren er her i disse dage, og det giver i sig selv en særlig stemning, at han kommer og arbejder med os. Han virker heldigvis ganske tilfreds med det hele. (Lene Freil)

Marilyn fyrer en fed

"Hvad laver I egentlig, når I sådan går rundt i baggrunden", kan man blive spurgt.

I Maskarade skal vi netop under nogle duetter gå rundt og skabe lidt ekstra liv bagerst på scenen. Det gælder om at få det bedste ud af den udfordring, og det gør vi ved at lave små historier ved hjælp af vores figurer. Marilyn for mit vedkommende.

Hun plejer normalt at gå rundt med en kampsoldat, som er sød, men også lidt rigeligt optaget af lov og orden. Den glade, men tonse-skæve rastaflipper bliver fx hver gang brutalt smidt ud af scenen, bare fordi hun ryger lidt sjov tobak. Færdig med hende!

I går aftes gik Marilyn så i stedet sammen med en følsom balletdanser, og da vi traf rastaflipperen, fik Marilyn simpelt hen en ubetvingelig lyst til for én gangs skyld at ryge en fed. Hun fik en hjemmerullet forærende og lokkede derefter både balletdanseren og en smuk, uskyldig prinsesse med på legen. Balletdanserens piruetter blev sjovere og sjovere!

Publikum oplever selvfølgelig ikke alle disse detaljer, men de oplever, at der er liv på scenen. (Lene Freil)

Udenadslære med støvletramp

Der er en lille krølle på det med at huske teksterne.

Hvis vi altid stod stille og roligt på scenen, ville meget selvfølgelig være lettere, men sådan er det (heldigvis!) ikke .... snarere tværtimod: Når man kommer til det vanskelige sted med tre vers, der bare er så svære at holde ude fra hinanden, skal der liiiige danses en lille dans, hvor man skal huske at sætte venstre fod først, se til højre og nikke tre gange til den, der står ved siden af. En udfordring!!

Derfor skal alt prøves igen og igen og igen ... og så lige én gang til. Først da er man tryg og kan koncentrere sig om helheden. (Lene Freil)

We parliamo mange Sprache

Vi synger alle operaer på originalsprogene .... også de russiske og tjekkiske! I min tid har vi sunget på følgende sprog: dansk, fransk, tysk, engelsk, italiensk, latin, tjekkisk og russisk. Egentlig imponerende, synes jeg.

Vi skal synge alt udenad, fordi vi står på scenen, men dét at synge på et fremmed sprog stiller større krav til udenadslæren. Noget af det sværeste er egentlig, når der kommer en sang med flere vers og dermed forskellig tekst. Så har man ikke noget at hænge ordene op på og må hente hjælp i mnemoteknikken.

Mange operaer er desuden skrevet i et gammelt sprog, og emnerne kan ligge en smuuule uden for vores sproglige erfaringsverden. Heksene i Macbeth koger fx en heksebryg med blandt andet: abeblod, en hugormetunge, hjertet fra en helt, læben fra en tartar, en flagermusetand OG fingeren fra et barn kvalt ved fødslen!!

Der skulle terpes italiensk tekst før hver eneste forestilling. (Lene Freil)

Oppe at ringe

Endnu en fin dag i skolestuen, og nu ved jeg, hvordan det er at være til fodboldkamp!!

I et af de store kor endte vi oppe på bænkene, hvor vi med armene højt løftede holdt hinanden i hænderne, mens tonerne næsten var ved at få taget til at lette. Et energiboost! Man forstår pludselig ét og andet ......

Selve instruktøren (han er nok i øjeblikket en af verdens bedste instruktører, siger vores operachef) er ikke kommet endnu, men hans assistent arbejder med os for at få det hele på plads. Han er en oplevelse i sig selv: sprudlende, glad, imødekommende, venlig og kompetent.

Det er en fornøjelse, og vi sætter virkelig pris på at arbejde med sådan en ildsjæl. (Lene Freil)

På skolebænken

Så røg man direkte tilbage på skolebænken her på den første af de mange arrangementsprøver på Lohengrin. Operaen kommer nemlig til at foregå i en skoleklasse med en masse livlige børn (os!). Stemningen blev helt børneagtig på et tidspunkt med papirkugler, der fløj gennem luften og læreren=instruktøren der måtte bede om ro! Sjovt!

Scenografen holdt i går et længere foredrag på tysk, hvor han fortalte lidt om tankerne bag opsætningen. "Personerne er som børn og reagerer som børn", sagde han. Derfor har han og instruktøren taget konsekvensen og ladet det hele foregå i en skoleklasse. Interessant, synes jeg! Jeg glæder mig til at arbejde med forestillingen. (Lene Freil)

Uden maestro

Øv, han blev forhindret i at komme til prøven i dag, Lohengrin-forestillingens dirigent, som skulle have arbejdet med os. Jeg glæder mig altid til at høre, hvad dirigenten har forestillet sig. Det er jo ham, der bestemmer, hvordan musikken skal lyde, men det må så blive en anden dag.

"Hvor er det altså synd, at ingen ser på dirigenten!! Han gør sig sådan umage!", hørte jeg engang én sige.

Mange dirigenter kan nok have samme følelse fra tid til anden :-) .., men vi på scenen ser sandelig på dem. Det skal bare helst ikke se sådan ud. Dirigenten er altid vores trygge midtpunkt.

Til at hjælpe os har vi på begge sider af scenen og ude på siderne af graven (orkestergraven!) monitorer, som hele tiden viser dirigenten. Dem bruger vi, hvis vi ikke har mulighed for at se ham direkte. (Lene Freil)

Drømmefabrikken

Toréador, transvestit eller Tivoli-kontrollør? Som beskrevet i gårsdagens indlæg er vore roller i Maskarade stærkt individuelle og forskelligartede. Mens min medskribent, Lene, er perfekt castet til rollen som overbevisende Marilyn Monroe look-a-like, får jeg selv mulighed for at udleve min indre toréador - man er vel baryton! Udstyret med det sejeste og mest overdådige tyrefægterkostume mangler jeg vel egentlig nu kun tyren.

Maskarade anses for at være det nærmeste, vi danskere kommer på en egentlig nationalopera. Og Kasper har ikke blot pillet lidt ved vort kulturkanon-indskrevne arvegods. Han har med sin nye iscenesættelse fået vendt godt og grundigt op og ned på det hele! Mens festdeltagerne i mere end hundrede år har båret masker ved den store, afsluttende Maskarade-fest, gør vi nu det stik modsatte, vi smider dem i stedet. Billedet vendes på hovedet. Og således er der i Carl Nielsens aldrende komedie blevet listet nogle nye og tankevækkende identitets-spørgsmål ind.

Med eller uden maske.

Når tæppet går til tredje akt, ser man os som et fuldstændig formummet operakor bag grå masker og lange slåbrokker. Men da vi øjeblikket efter inviteres indenfor til den store Maskarade, er det under forudsætning af, at vi afleverer vore masker og slåbrokker, så vi kan vise vores sande ansigt! Vi træder dermed ind i en Drømmefabrik, hvor alt kan ske. Endelig kan vi leve vore til daglig godt gemte længsler ud som breakdancer, ballerina eller Brøndby-spiller?

*Se flere billeder på: http://michaelbennati.dk/galleri/index.php?list=58

Efter en vild aften på Maskaraden træder maskerademesteren nu ind på scenen og proklamerer at festen må slutte. Mens festdeltagerne plejer at skulle demaskere sig her og vise, hvem der er, præsenterer maskerademesteren os i stedet for en lang stav, hvorpå alle vore masker er sirligt ophængt. Efter denne bratte opvågnen til den virkelige verden, må vi atter slukørede stemple ud fra Drømmefabrikken. Hverdagen lurer igen lige om hjørnet.

På igen med masken.

Ole Jegindø Norup

Hiphop'er, højesteretssagfører eller Hubertus-jæger?

Autonom, Alexandra, Astronaut, Anja Andersen, ballerina, breakdancer, Brøndby-spiller, buddhist, country & western-sanger, eskimo, eventyrkonge, FCK-supporter, flipper, forstmester, gallerist, globetrotter, hiphop’er, Hubertus-jæger, højesteretssagfører, højgravid, luftkaptajn, lystfisker, Marilyn Monroe-look-a-like, Marlboro-man, medlem af Skov- og Naturstyrelsen, modefotograf, neurokirurg, Operation Ørkenstorm-soldat, partisan, politichef, prinsesse, præst, rasta-flipper, rocker, securityvagt, skovarbejder, speedwaykører, standarddanser, stewardesse, storvildtjæger, sømand, TinaTurner, Tivolikontrollør, toreador, transvestit, tropebiolog, Tuborg-pige eller tyroler!

Oplev os alle udleve vore helt personlige drømme og skjulte længsler i tredje akt af Kaspers nyfortolkning af Carl Nielsens 100-årige nationalklenodie "Maskarade". Skal der være fest - som i går aftes på Operaen - så lad der være fest! [to be continued...]

Ole Jegindø Norup

Fødselsdagssang og med på en lytter

Jeg havde fødselsdag i går, og jeg kunne unde alle mennesker bare én gang i deres liv at få sunget fødselsdagssang af hele Det Kgl. Operakor. Det er forrygende!!

OG .... hvor er det bare skønt at arbejde med Lohengrin igen. Jeg er vild med den musik, og der er virkelig noget at rive i, som vi siger. Herrerne (vi bruger ikke betegnelserne "kvinder og mænd", men "herrer og damer") har mere at synge end damerne, så det hænder, at vi bare sidder og lytter, mens herrerne arbejder. Det kan undertiden være lidt kedeligt, men det er det på ingen måde i Lohengrin. Jeg nyder simpelthen at sidde mageligt tilbagelænet og blot lytte til de skønne herrekor.

Elektra var igen rask og en god repremiere kom i hus.
(Lene Freil)

Hurra for teknikken!

Maskaradeforestillingen i går var super god og publikum meget oplagt. Det var ekstra dejligt, fordi forestillingen blev optaget. Teknisk er den ikke ukompliceret, men så vidt jeg kunne se, gik alt strålende. Vores fine opera kan mange ting, men det betyder også at scenograferne vil mange ting, så sceneteknikerne har travlt.

At se det hurtige sceneskift (med tæppet nede) mellem 2. og 3. akt nyder jeg altid. Det er som en ballet. Sceneteknikerne styrter ud og ind, frem og tilbage. Senge og rekvisitter køres med lynets hast ud, mens det nye skubbes ind, hives frem og hejses ned.

Alle ved nøjagtigt, hvad de skal gøre og gør det uden at gå i vejen for hinanden. På samme måde, som når tæppet er oppe. Der ligger alt også helt fast. Det giver ro og tryghed, og så kan forestillingen udvikle sig inden for de trygge rammer.

(Lene Freil)

En god død

Generalprøve på Elektra. Salen burde have været fyldt med publikummer, men Elektra er stadig sygemeldt, så det blev en prøve for tom sal og altså desværre uden Elektra.

Vi døde, som vi skulle, og jeg blev ovenikøbet rost for en gribende død .... :-). Vi gør alle, hvad vi kan, også selvom kor og statister i denne opera spiller en yderst beskeden rolle.

I aften bliver Maskarade TV-optaget for anden gang. Så er der lidt at vælge imellem. Vi på scenen mærker intet til kameraerne. De står ude hos publikum. Vi tænker selvfølgelig på, at forestillingen bliver optaget, men spiller og synger ellers bare som vi plejer. (Lene Freil)

Død i dag, død i går, død igen i morgen!

Atter i dag et "mylder af halv- og heldøde mennesker".

I Elektra, Strauss' dystre opera, bliver vi brutalt skudt ned til sidst. En ny hersker. En ny orden. Vidner må dø. Vi tumler ind fra siden. Allerede ramt eller på forgæves flugt fra kuglerne. Ingen nåde.

Hvordan dør man egentlig ramt af skud? Det er svært at forestille sig og lykkeligvis helt uden for vores erfaringsverden. Vi prøver og finder hver sin måde.



I kaos findes en egen orden. Vi dør med omtanke og ser os godt for, inden vi dratter om. Ingen må komme til skade. Det ER jo ikke virkelighed, men virkeligt teater.

Elektra er blevet syg. Ikke godt, for Elektra uden Elektra er et amputeret foretagende. Vi krydser fingre for, at hun kommer sig inden premieren.

(Lene Freil)

(B)Ro til Operaen

Operaen byder i denne sæson på et veritabelt festfyrværkeri af forestillinger. Der er nok at glæde sig til. Er du først nået frem, kan du trygt læne dig dybt tilbage i de velpolstrede, og blot vente på grådigt at gå ombord i et sandt overflødighedshorn af scenekunst i international klasse.

Foretrækker du at ankomme standsmæssigt (altså ikke noget med gennem grusgraven på halvflad jernhest, som omtalt i går) kan du jo altid tage vognen i stedet.

Dette er et på mange måder rigtig fornuftigt valg. Husk godt med parkometerpenge og rigeligt med brændstof på bilen, da omvejen beløber sig til yderligere en fire-fem kilometer hver vej. Men så inkluderer køreturen også både en gratis førstehåndsbesigtigelse af Kløvermarkens pæne idrætsanlæg (bl.a. en projektøroplyst fodboldbane) og dertil et godt indblik i fem-seks forskellige haveforeningskvarterer. Sightseeing er altid hyggeligt.

Det er et virkelig imponerende Operahus, vi har fået af hr. Møller. Og både publikum og os, der er ansat der, er virkelig glade for det! Sceneteknisk giver det stort set alle andre operahuse baghjul, og er man først nået derud, er udsigten udover vandet helt fantastisk!

Men lad os se det i øjnene. Huset ligger på en øde ø.

Nu ikke mere om den lokale trafiksituation på landjorden. Lad os i stedet smøge ærmerne op (selvom det kan være en kende koldt om fingrene for årstiden). Hvad der nemlig virkelig ville rykke: (B)Ro til Operaen!

Ole Jegindø Norup

Gennem grusgraven: Spænd hjelmen, mester!

Fredagen begyndte for mig, som for mange andre, med forskellige forsøg på at forcere mig frem (det sidste stykke vej ad Prinsessegade) til vores ny nationalscene på Dokøen.

Et godt råd, hvis du vil i Operaen: Spænd hjelmen, mester! Og tag hjemmefra i god tid...

Til fods, på cykel eller til hest, du bestemmer selv. Men husk: Strækningen er omdannet til en grusgravlignende og megamudret byggeplads med gode muligheder for at karambolere med en mellemstor byggekran eller et af de mange andre spændende, mørkegule arbejdskøretøjer undervejs.

Og sig nu ikke, at der ikke er tænkt på at få banket underholdningsværdien helt i top: Ruten kan således synes en kende risikobetonet i dagslys - til gengæld er den heller ikke helt ufarlig i buldrende mørke. Sjovt nok slukkes alt lys nemlig på strækningen om aftenen, når turen for både publikum og personale efter en forestilling går den modsatte vej... [to be continued...]

Ole Jegindø Norup

Selvindstudering styrer!

I dag, torsdag, har jeg hjemmefra arbejdet med indstuderingen af de smukke og højpotente herrekor-steder i Wagners Lohengrin, vi skal fyre af på scenen til januar. Hvem siger moderne trends, som at arbejde hjemmefra, kun er forbeholdt dem, der fra hjemmekontoret kan arbejde foran hjemme-pc'en? Hvorfor skal hjemmearbejde kun være for kontorfolket?

Sidste nyt fra Operaen: Syng i kor - og arbejd hjemmefra!

Selvindstudering er et af de senere års allerbedste tiltag inden for de nye metoder, vi sangere i tæt samarbejde med vore korsyngemestre eksperimenterer med, i forsøget på at optimere indlæringen af et ofte omfattende sæsonrepertoire. På det rigtige tidspunkt i indstuderingsfasen (efter at musikken er nøje indstuderet ved et antal korprøver) har det allerede vist sig meget effektivt, at overlade en del af al udenadslæren til os selv.

En af hemmelighederne er, at vi sangere kan have vidt forskellige måder at lære ting udenad på. Men alle vil have en klar fornemmelse af, hvad der virker for dem (én vil måske synge frase for frase ind i stemmen, en anden vil læse eller skrive teksten 87 gange; én vil måske høre eller spille et svært sted 117 gange, mens en tredje foretrækker at mumle tekststederne som et mantra siddende i en halv lotus... - or whatever? Bare det virker).

I dag har jeg altså ikke sunget i korprøvesalen på Dokøen, men i mit eget køkken! Og hvor kan man føle sig privilegeret over selv at skulle tage ansvar for sit eget arbejde.

Selvindstudering styrer for vildt! Ikke nok med at arbejdsformen er effektiv, man sparer yderligere transporttiden til og fra Operaen. Og den kan være lang, da transportforholdene til vores kære arbejdsplads visse steder liiiiige mangler den sidste finish... [to be continued...]

Ole Jegindø Norup

Stor lyd, lille lokale!!

I dag var der tuttiprøve på Lohengrin og sceneprøve på Elektra. Tutti = hele koret, i alt 70-80 mennesker inkl. assistenter. Musikken i Lohengrin er inderlig, magtfuld, imponerende og dårende smuk, MEN ofte med et meget højt lydniveau.

Vi var ved en fejl tilsagt i et mindre prøvelokale og sad faktisk som sild i en tønde. Flere kollegaer har fået alvorlige problemer med hørelsen på grund af lydtrykket i vores arbejde, så i dag besluttede vi for første gang nogensinde simpelthen at aflyse prøven på grund af det lille prøvelokale. Vi var nervøse for at blive høreskadede, og det var ikke muligt lige at frigøre et større prøvelokale.

Elektraprøvens instruktørassistent efterlyste senere på dagen "et mylder af halv- og heldøde mennesker". Det fik hun så!

(Lene Freil)

Stor brik - lille brik.

Nogle gange er man en stor brik i en en operaproduktion og andre gange en ganske lille brik. I dagens Elektraprøve tilhørte vi den sidste kategori og havde derfor en del ventetid.

Vi er en lille gruppe tjenestepiger, som er med i en enkelt scene, der for vores vedkommende varer omkring halvandet minut inklusiv den tid, det tager at løbe ind og ud. Ikke meget, men prøves skal det jo. Vi er skræmte, forvirrede og nærmest hyperventilerende af ophidselse.

Musikalsk er der kun småbemærkninger, men de er til gengæld vanskelige at få placeret det helt rigtige sted midt i al den sceniske forvirring .... men lidt har også ret og skal fungere optimalt. (Lene Freil)

Bliv hjemme!

... sagde prøveplanen her i formiddags. Vi eksperimenterer med at konvertere nogle korprøver til hjemmearbejde, selvindstudering. Det er fx ideelt i udenadslære-fasen. I dag på Lohengrin.

Tekster kan være svære, lange og i gammelt sprog, og derhjemme kan man i fred og ro studere dem. Ofte får vi udleveret oversættelser, som er en stor hjælp. Hjemme har man også tid til at checke de musikalske steder, der måske stadig driller lidt.

Senere på dagen var vi til prøve på hhv. Elektra og Don Giovanni, men ideelt set bør selvindstudering erstatte et fremmøde, som vi kalder det. Vi møder ofte på arbejde to gange på en dag, og det er en gave ind imellem at slippe for den dobbelte transport. (Lene) 

Lad os gale kækt og kry!

Synger vi i dejlige Maskarade. "Så at ingen kan få ly!"

Det gjorde vi så sandelig i går aftes, som var premiere for det andet solisthold. Energien var høj, og det gik godt for alle. Tre roller var i øvrigt besat af sangere fra koret.

Man bliver simpelthen i godt humør af Carl Nielsens finurlige musik, og opsætningen er sjov at være med i.

I selve maskaraden, som altså er et karneval, er vi klædt ud som vores inderste drøm. Min er åbenbart at være Marilyn Monroe, og det er ret morsomt at give hende liv på scenen.

Buuh, buubi duu ... ;-) ...(Lene Freil)

VELKOMMEN... - i øvrigt!

... til DET KGL. OPERAKORs fine, nye BLOG !!

Det er her, du kan få et indtryk af, hvem vi er og hvilke forestillinger, vi har gang i for tiden.

Det er her, du adskillige gange om ugen vil kunne læse dagbogslignende beretninger om vores ofte meget forskelligartede opgaver på scenen og i prøvesalene.

Det er her, du kan få indblik i tilblivelsesprocessen for sæsonens operaforestillinger.

Det er her, du har mulighed for at komme tæt på livet på operascenen (faktisk tager vi dig gerne helt med op på den)! Kort sagt:

Det er her, du på nærmeste hold har mulighed for at være fuldstændig online med de allerseneste og spritnye stemningsrapporter fra Det Kgl. Teater!

Ole Jegindø Norup & Lene Freil

Hvad laver en (kor)sanger om dagen?

I går aftes havde vi sprudlende Maskaradepremiere og reception, men allerede kl. 11 i dag, sad herrerne velopsungne på deres stole for at arbejde med operaen Lohengrin, som byder på operalitteraturens formentlig største herrekorparti. Stort, flot og krævende. Damerne har ikke helt så meget og dermed heller ikke så meget at lære udenad.

En sanger, der både har sunget korpartiet og selve rollen som Lohengrin i løbet af sin karriere, skulle have sagt, at det næsten var mere krævende at være 1. tenor i koret end solist i den opera!!!

Senere prøvede vi på Elektra og Don Giovanni i prøvesalene. Koret er undertiden delt i to i denne periode. Omkring 20 er med i Don Giovanni og omkring 40 i Elektra. (Lene Freil)