Drømmefabrikken

Toréador, transvestit eller Tivoli-kontrollør? Som beskrevet i gårsdagens indlæg er vore roller i Maskarade stærkt individuelle og forskelligartede. Mens min medskribent, Lene, er perfekt castet til rollen som overbevisende Marilyn Monroe look-a-like, får jeg selv mulighed for at udleve min indre toréador - man er vel baryton! Udstyret med det sejeste og mest overdådige tyrefægterkostume mangler jeg vel egentlig nu kun tyren.

Maskarade anses for at være det nærmeste, vi danskere kommer på en egentlig nationalopera. Og Kasper har ikke blot pillet lidt ved vort kulturkanon-indskrevne arvegods. Han har med sin nye iscenesættelse fået vendt godt og grundigt op og ned på det hele! Mens festdeltagerne i mere end hundrede år har båret masker ved den store, afsluttende Maskarade-fest, gør vi nu det stik modsatte, vi smider dem i stedet. Billedet vendes på hovedet. Og således er der i Carl Nielsens aldrende komedie blevet listet nogle nye og tankevækkende identitets-spørgsmål ind.

Med eller uden maske.

Når tæppet går til tredje akt, ser man os som et fuldstændig formummet operakor bag grå masker og lange slåbrokker. Men da vi øjeblikket efter inviteres indenfor til den store Maskarade, er det under forudsætning af, at vi afleverer vore masker og slåbrokker, så vi kan vise vores sande ansigt! Vi træder dermed ind i en Drømmefabrik, hvor alt kan ske. Endelig kan vi leve vore til daglig godt gemte længsler ud som breakdancer, ballerina eller Brøndby-spiller?

*Se flere billeder på: http://michaelbennati.dk/galleri/index.php?list=58

Efter en vild aften på Maskaraden træder maskerademesteren nu ind på scenen og proklamerer at festen må slutte. Mens festdeltagerne plejer at skulle demaskere sig her og vise, hvem der er, præsenterer maskerademesteren os i stedet for en lang stav, hvorpå alle vore masker er sirligt ophængt. Efter denne bratte opvågnen til den virkelige verden, må vi atter slukørede stemple ud fra Drømmefabrikken. Hverdagen lurer igen lige om hjørnet.

På igen med masken.

Ole Jegindø Norup