mandag, november 13, 2006

(B)Ro til Operaen

Operaen byder i denne sæson på et veritabelt festfyrværkeri af forestillinger. Der er nok at glæde sig til. Er du først nået frem, kan du trygt læne dig dybt tilbage i de velpolstrede, og blot vente på grådigt at gå ombord i et sandt overflødighedshorn af scenekunst i international klasse.
Foretrækker du at ankomme standsmæssigt (altså ikke noget med gennem grusgraven på halvflad jernhest, som omtalt i går) kan du jo altid tage vognen i stedet.
Dette er et på mange måder rigtig fornuftigt valg. Husk godt med parkometerpenge og rigeligt med brændstof på bilen, da omvejen beløber sig til yderligere en fire-fem kilometer hver vej. Men så inkluderer køreturen også både en gratis førstehåndsbesigtigelse af Kløvermarkens pæne idrætsanlæg (bl.a. en projektøroplyst fodboldbane) og dertil et godt indblik i fem-seks forskellige haveforeningskvarterer. Sightseeing er altid hyggeligt.

Det er et virkelig imponerende Operahus, vi har fået af hr. Møller. Og både publikum og os, der er ansat der, er virkelig glade for det! Sceneteknisk giver det stort set alle andre operahuse baghjul, og er man først nået derud, er udsigten udover vandet helt fantastisk!

Men lad os se det i øjnene. Huset ligger på en øde ø.

Nu ikke mere om den lokale trafiksituation på landjorden. Lad os i stedet smøge ærmerne op (selvom det kan være en kende koldt om fingrene for årstiden). Hvad der nemlig virkelig ville rykke: (B)Ro til Operaen!


Ole Jegindø Norup