Halvt fantasi, halvt virkelighed... II.

Instruktøren Marco Arturo Marelli fortæller her videre om sin spektakulære opsætning af Strauss' mesterværk Rosenkavaleren.

Hofmannsthal lader handlingen udspille sig omkring 1740, på Maria Theresias tid. Samtidig behandler operaen temaer, som var meget aktuelle ved uropførelsen i 1911. Hvornår foregår Deres iscenesættelse?

Hofmannsthal drømmer sig væk fra sin kaotiske samtid tilbage til en rokokko-verden, hvor der stadig var orden og faste rammer, hvor verden endnu ikke var angrebet af det forfald og den undergangsstemning, der prægede det første årti af det 20. århundrede.

Men for os i dag er rokokko-tiden en meget fjern epoke, hvor alt virker som en slags maskerade, urealistisk og kunstig, og måske også lidt ubehageligt operetteagtig. Derfor tror jeg, at værket bedst kommer til sin ret ved at udspille sig på den tid, hvor det blev skrevet – altså i årene lige før første verdenskrig.

Hvordan realiseres det på scenen?

I denne periode med det dødsdømte Donau-monarki spejlede samfundet sig ofte i netop rokokkoens verden. I sit forord til Rosenkavaleren skriver Hofmannsthal, at han søger at skabe et ”halvt imaginært, halvt realistisk hele”. Derfor forsøger jeg at komme væk fra faste rum for hver af de tre akter, og i stedet lade stykkets indre motto komme fysisk til syne på scenen.

På samme måde som tiden forandrer sig i løbet af handlingen, ændrer scenerummet sig tilsvarende hele tiden, men dog umærkeligt. Disse rum reflekteres yderligere i en spejlflade. Forspillet begynder med en maskerade fra rokokkoens verden; den udspiller sig i et karnevalistisk samfund, som lystigt valser og tumler mod sin undergang, netop halvt realistisk og halvt imaginært.

”En wiener-maskerade og ikke andet”, som det hedder i tredje akt. Alt er tilladt under masken, den hvirvlende vildskab, den erotiske frigjorthed. Man skifter ham, og bytter epoker, samfundslag og kroppe – og man vil aldrig tage afsked med den gamle verden.

I første scene er vi så tilbage i tiden for operaens tilblivelse, omkring 1910, med et typisk wiensk opbud af adel og landadel, millitær, nyrige borgere – og også med adskillige bifigurer, som dukker op for, med delvist dunkle motiver, at tiltuske sig lidt rester fra de riges bord.

Er valsene i Rosenkavaleren en slags dans på vulkanen, en dans foran den snarlige krigs baggrund?

Ja, i hvert fald en dødedansen for den undergangstruede adel det skjulte centrum i operaen. De, der ikke – som Feltmarskalinden – kan håndtere tidens gang, de maskerer sig og morer sig i en valse-idyl for at undgå den ubehagelige virkelighed.

Valsene er som bekendt den største anakronisme i Rosenkavalerens partitur; en opfindelse fra det 19. århundrede som man slet ikke kendte i rokokkoen.

Strauss og Hofmannsthal var helt bevidste om at de ikke ville skabe en historietro rokokko-opera, men derimod skildre det samtidige Wien, de begge kendte så godt. Begge ophavsmænd nævner flere gange i deres brevveksling, at de indirekte orienterede sig i retning af Offenbachs operetter, altså stykker, hvor komponisten satte et satirisk spejl op for sine samtidige i Paris.

Oprindelig ville Strauss give operaen titlen ”Ochs”. Først da både hans kone og Hofmannsthal plæderede for ”Rosenkavaleren” gav han ”i djævlens navn” efter.

Hvilken rolle spiller Baron Och i Deres iscenesættelse? Hvad betyder han?

Baron Ochs er en modpol til Feltmarskalinden. Helt i modsætning til den følsomme kvinde, som bevidst gennemlever forandringen og forvandlingen, nægter Ochs at se forandringerne i øjnene.

Han prøver at leve i et erotisk nu, og sammenligner sig med guden Jupiter i sine amourøse eventyr. Hans credo er at ”der findes ikke en time,hvor man ikke kan fraliste Cupido en lille gave”. Ochs holder krampagtigt fast i de gamle privillegier, og han opdager overhovedet ikke, at Wien i den nye tid slet ikke har en plads til ham.

Marco Arturo Marelli (Ole Jegindø Norup)

Halvt fantasi, halvt virkelighed... I.

Instruktøren Marco Arturo Marelli har med sin storslåede iscenesættelse af Strauss' Rosenkavaleren skabt en både seværdig og vedkommende forestilling. Her fortæller han om sine tanker bag opsætningen. Der er premiere den 6. september.

Feltmarskalindens ord om tidens gang og vores magtesløshed overfor den er et motto for denne produktion – hvorfor?

Jeg kender ingen anden opera, hvor der så ofte og så intensivt bliver talt om og tænkt over tidens gang som i netop Strauss’ og Hofmannsthals Rosenkavaleren. Helt fra de første ord ”Wie du warst – wie du bist” (”Hvordan du var – hvordan du er”) til de sidste, hvor Octavian og Sophie drømmer, i deres meget ungdommelige følelsverden, om tidens gang og de samfundsmæssige forandringer.

Forfatteren Hofmannsthal har i mange af sine værker beskæftiget sig med spørgsmål som forgængelighed, forandring, forvandling, afsked og død. Tiden er en dagligdags ting, som vi tror, at vi har greb om. Men sådan er det jo slet ikke. Vi er underlagt tiden og kan ikke frigøre os fra den virkninger, selv om vi med tekniske hjælpemidler er ganske gode til at måle og beskrive den. Vi ville så gerne kunne standse den og betragte den, som man betragter en flod fra bredden, i stedet for hele tiden at blive revet med af strømmen – som når Feltmarskalinden i første akt fortæller, at hun somme tider står op om natten og sætter alle urene i stå.

Jeg tror ikke, at vi er i stand til at forstå begrebet ”tid” uden at bruge metaforer. De centrale temaer i Rosenkavaleren, denne ofte melankolske komedie, er erkendelsen af, hvor foranderlig den menneskelige sjæl er, og hvordan de enkelte personer i operaen forholder sig til forandringerne. Derfor er Feltmarskalindens ord i første akt for mig stykkets egentlige motto, der går som en ledetråd gennem hele værket.

Marco Arturo Marelli (Ole Jegindø Norup)

Opera under åben himmel

Under åben himmel i Fælledparken medvirkede vi i forrige weekend sammen med solister og Det Kgl. Kapel ved den årlige, storstilede operakoncert, hvor vi var med til at præsentere highlights fra den kommende sæson.

Vejrguderne var med os, tusindvis af publikummer og picnickurve strømmede i løbet af lørdagen til begivenheden, og der meldes endnu engang om publikumsrekord.

Ved dette års operakoncert blev der præsenteret musikalske smagsprøver fra blandt andet Richard Strauss' Rosenkavaleren, Verdis Don Carlos og La Traviata, Mozarts Figaros bryllup, Rossinis Tyrken i Italien og Lehàrs operette Den glade enke.

Traditionen med Opera i det fri-koncerten har fundet sted siden 1990. Den begyndte i Frederiksberg Have, for i 1993 at flytte til Søndermarken og endelig i 2005 til Fælledparken.

Ole Jegindø Norup

Splitte mine bramsejl!!

..En lille hilsen fra Århus

Hvis du troede, du skulle til Norge for at komme til Norge, kan du godt tro om igen. Lige for tiden kan man nemlig nøjes med at tage til Århus.

Her vimser korpiger i højtaljede nylon-cigaretbukser og touperet hår rundt med tunge symaskiner og syr fine lyseduge med imaginære nåle, og ungersvende i lyseblå anorakker og Lille Per-trøjer sætter sejl til Wagners brusende, skumsprøjtende musik.

Den 21. august knalder vi champagneflasken mod stævnen og søsætter Peter Langdals opsætning af Den Flyvende Hollænder - og det går ikke stille for sig.

Kombinationen frejdig fisker-folkedans (Peter Langdals helt egen koreografi), overdel i 100% uld og underdele i 100% nylon har efter det 3 uger lange prøveforløb sat den Jyske Operas kor + ganske mange assistenter i olympisk storform.

Træningen begrænser sig dog ikke til sceniske udfoldelser - socialt er vi også i topform. Man hygger sig godt på Den Jyske Opera.

Ude er med andre ord godt... Men selvom kaffen på Baresso på Banegårdspladsen i Århus (hvor vi sidder i skrivende stund) smager nogenlunde som kaffen på Baresso på Kgs Nytorv, kan man godt længes efter udsigten til det gamle teater og skønt Den Flyvende Hollænder er en forrygende skude, kan man altså godt savne en lille sejltur med 903'eren med kurs mod Holmen.

Vi saaavner jer!

Anna Julie Brønholt og Marie Degener Troelsen

(P.S. Moden er ikke anderledes i Århus - det ER vores kostumer)

Ejvinds opskrift

*Foto: Michael Bennati Schou - klik og se flere!

Som nævnt i indlægget "Verdens største korbegivenhed" har Operakorets arbejdsmæssige ildsjæl / Duracell-kanin af en formand sin andel i det enorme planlægningsarbejde i forbindelse med Det 8. verdenskorsymposium på Operaen.

Og det siger vel sig selv at der må være lidt af hvert, der nøje skal tænkes igennem i forbindelse med et arrangement af de dimensioner, og samtidig at dette ikke kan ordnes på en forlænget weekend - faktisk begyndte planlægningsarbejdet for godt og vel syv år siden.

Exclusively - for læserne af Operakorets blog har jeg hermed fornøjelsen at kunne publicere formandens egen personlige opskrift på hvad man skal bruge for at gennemføre et verdenskorsymposium:

.

DU SKAL BRUGE:

1400 korsangere

1000 delegater

120 frivillige

60 DKT-medarbejdere

29 udenlandske kor

5 professionelle kor

Radiosymfoniorkestret

Coco

10-15 mand i ledergruppen

60 workshops

12 uropførelser af bestillingsværker

6 koncerter dagligt

6 gange morgensang

3 gallakoncerter

Åbningsaften med spisning for 1400

2000 morgensangbøger

1500 delegathåndbøger

1350 muleposer med tryk

150 blå polo-shirts med tryk

40 forskellige koncertprogrammer

4 paller kildevand

3 kasser øl til orkestret (pris: 2880,- kr. hos Vøttrup)

11 millioner kr. i omsætning

1 flyttet døbefond

1 bistik

7 års forberedelse

7 dages afvikling

Tilsættes velvilje og motivation og rystes godt sammen i godt vejr i København i løbet af syv dage.

Og voilà - det hele er overstået!

Ole Jegindø Norup

29 kor fra fem kontinenter

*Foto: Michael Bennati Schou- klik og se flere!

Ved det stort anlagte og netop afviklede verdenskorsymposium på Operaen mødtes ikke færre end 29 forskellige kor fra i alt fem kontinenter!

De over 1400 korsangere fra hele verden havde ved symposiet en enestående chance for at udforske og udvikle kormusikkens mange aspekter og mødes med komponister, dirigenter og andre korfolk fra hele verden.

Den klassiske, vestlige kortradition var markant repræsenteret af kor som Berliner Rundfunkchor, men samtidig var den stilistiske spændvidde på de mange koncerter enorm med kor fra blandt andet Indonesien, Brasilien, Cuba og Sydafrika.

Symposiet blev rundet af med en stor afslutningskoncert, hvor Benjamin Brittens War Requiem i Domkirken blev opført med et gigantisk symposiekor og DR Radiosymfoniorkesteret under ledelse af Michael Schønwandt.

Ole Jegindø Norup

Verdens største korbegivenhed

Efter sommerferien er vi i det Det Kgl. Operakor nu atter tilbage på Dokøen og ved at være parat til i weekenden at fyre den af sammen med kapellet og solisterne ved Opera i det fri-koncerterne, der traditionen tro udgør startskuddet til den forestående operasæson.

Som min medskribent Anna Julie har været inde på tidligere har Det Kgl. Teater imidlertid ikke været fuldstændig lukket og slukket, mens vi har holdt sommerferie. I den forbindelse skal det heller ikke her på blog'en forbigåes, at Operaen i slutningen af juli dannede rammen om intet mindre end verdens største korbegivenhed – World Symposium on Choral Music.

Dette verdenskorsymposium, som er det 8. af sin slags, finder sted hvert 3. år. I 2002 og 2005 var Minneapolis og Kyoto værtsbyer – og denne gang var turen så kommet til København.

Specialister inden for mange forskellige traditioner og vokale udtryk samledes og delte erfaringer, og et hav af forskellige workshops og koncerter blev afholdt. I en hel uge blev Operaen og flere af byens koncertsale og kirker således fyldt med kormusik på højeste niveau fra hele verden.

Arrangørerne for symposiet er the International Federation for Choral Music og Choral Denmark, som blandt andet tæller Operakorets formand, Ejvind Callesen.

Ole Jegindø Norup

Hollænderen i Århus

Mine kære kolleger i Det Kongelige Operakor har stadig sommerferie.

Men Marie Degener, som den trofaste bloglæser vil kende fra tidligere indlæg, og jeg har knoklet løs i et par uger nu på at lære Den Flyvende Hollænder. Vi er sammen med mange andre indkaldt som assistenter på Den Jyske Operas opsætning af denne skønne Wagner-opera.

Jeg har ikke før assisteret på DJO, da jeg har trådt alle mine assistent-barnesko i Det Kongelige Operakor. Men nu fik jeg muligheden for at være med på Hollænderen og prøve at arbejde et andet sted, før jeg skal hjem igen og passe min nye faste stilling i koret på Operaen.

Og jeg skal love for, at det er en rigtig god oplevelse.
Der er en helt fantastisk arbejdsdisciplin i det kor. Både når vi er til korprøver og til arrangementsprøver. Der arbejdes hurtigt og koncentreret i en venlig atmosfære.


Vi har kun en ugentlig fridag, så det er ikke meget jeg er hjemme i denne periode, da jeg på vores arbejdsdage bor i Århus. Og man bliver træt af den koncentrerede arbejdsindsats - assistenterne har også haft en del udenadslære at indhente i forhold til det faste kor.
Men det er jo kun en måneds tid af mit liv, og hvor er jeg glad for, at jeg tog den med! For det er fantastisk sjovt. Og det er jo altid inspirerende at få nye inputs og arbejde i nye rammer.
Og ikke mindst er det fantastisk at stifte bekendtskab med denne opera som har så meget iørefaldende musik og en dramatisk handling.

Hvis du vil vide mere om Peter Langdals opsætning af Den Flyvende Hollænder på DJO, så klik her.





Anna Julie Brønholt