Halvt fantasi, halvt virkelighed... I.

Instruktøren Marco Arturo Marelli har med sin storslåede iscenesættelse af Strauss' Rosenkavaleren skabt en både seværdig og vedkommende forestilling. Her fortæller han om sine tanker bag opsætningen. Der er premiere den 6. september.

Feltmarskalindens ord om tidens gang og vores magtesløshed overfor den er et motto for denne produktion – hvorfor?

Jeg kender ingen anden opera, hvor der så ofte og så intensivt bliver talt om og tænkt over tidens gang som i netop Strauss’ og Hofmannsthals Rosenkavaleren. Helt fra de første ord ”Wie du warst – wie du bist” (”Hvordan du var – hvordan du er”) til de sidste, hvor Octavian og Sophie drømmer, i deres meget ungdommelige følelsverden, om tidens gang og de samfundsmæssige forandringer.

Forfatteren Hofmannsthal har i mange af sine værker beskæftiget sig med spørgsmål som forgængelighed, forandring, forvandling, afsked og død. Tiden er en dagligdags ting, som vi tror, at vi har greb om. Men sådan er det jo slet ikke. Vi er underlagt tiden og kan ikke frigøre os fra den virkninger, selv om vi med tekniske hjælpemidler er ganske gode til at måle og beskrive den. Vi ville så gerne kunne standse den og betragte den, som man betragter en flod fra bredden, i stedet for hele tiden at blive revet med af strømmen – som når Feltmarskalinden i første akt fortæller, at hun somme tider står op om natten og sætter alle urene i stå.

Jeg tror ikke, at vi er i stand til at forstå begrebet ”tid” uden at bruge metaforer. De centrale temaer i Rosenkavaleren, denne ofte melankolske komedie, er erkendelsen af, hvor foranderlig den menneskelige sjæl er, og hvordan de enkelte personer i operaen forholder sig til forandringerne. Derfor er Feltmarskalindens ord i første akt for mig stykkets egentlige motto, der går som en ledetråd gennem hele værket.

Marco Arturo Marelli (Ole Jegindø Norup)