Halvt fantasi, halvt virkelighed... II.

Instruktøren Marco Arturo Marelli fortæller her videre om sin spektakulære opsætning af Strauss' mesterværk Rosenkavaleren.

Hofmannsthal lader handlingen udspille sig omkring 1740, på Maria Theresias tid. Samtidig behandler operaen temaer, som var meget aktuelle ved uropførelsen i 1911. Hvornår foregår Deres iscenesættelse?

Hofmannsthal drømmer sig væk fra sin kaotiske samtid tilbage til en rokokko-verden, hvor der stadig var orden og faste rammer, hvor verden endnu ikke var angrebet af det forfald og den undergangsstemning, der prægede det første årti af det 20. århundrede.

Men for os i dag er rokokko-tiden en meget fjern epoke, hvor alt virker som en slags maskerade, urealistisk og kunstig, og måske også lidt ubehageligt operetteagtig. Derfor tror jeg, at værket bedst kommer til sin ret ved at udspille sig på den tid, hvor det blev skrevet – altså i årene lige før første verdenskrig.

Hvordan realiseres det på scenen?

I denne periode med det dødsdømte Donau-monarki spejlede samfundet sig ofte i netop rokokkoens verden. I sit forord til Rosenkavaleren skriver Hofmannsthal, at han søger at skabe et ”halvt imaginært, halvt realistisk hele”. Derfor forsøger jeg at komme væk fra faste rum for hver af de tre akter, og i stedet lade stykkets indre motto komme fysisk til syne på scenen.

På samme måde som tiden forandrer sig i løbet af handlingen, ændrer scenerummet sig tilsvarende hele tiden, men dog umærkeligt. Disse rum reflekteres yderligere i en spejlflade. Forspillet begynder med en maskerade fra rokokkoens verden; den udspiller sig i et karnevalistisk samfund, som lystigt valser og tumler mod sin undergang, netop halvt realistisk og halvt imaginært.

”En wiener-maskerade og ikke andet”, som det hedder i tredje akt. Alt er tilladt under masken, den hvirvlende vildskab, den erotiske frigjorthed. Man skifter ham, og bytter epoker, samfundslag og kroppe – og man vil aldrig tage afsked med den gamle verden.

I første scene er vi så tilbage i tiden for operaens tilblivelse, omkring 1910, med et typisk wiensk opbud af adel og landadel, millitær, nyrige borgere – og også med adskillige bifigurer, som dukker op for, med delvist dunkle motiver, at tiltuske sig lidt rester fra de riges bord.

Er valsene i Rosenkavaleren en slags dans på vulkanen, en dans foran den snarlige krigs baggrund?

Ja, i hvert fald en dødedansen for den undergangstruede adel det skjulte centrum i operaen. De, der ikke – som Feltmarskalinden – kan håndtere tidens gang, de maskerer sig og morer sig i en valse-idyl for at undgå den ubehagelige virkelighed.

Valsene er som bekendt den største anakronisme i Rosenkavalerens partitur; en opfindelse fra det 19. århundrede som man slet ikke kendte i rokokkoen.

Strauss og Hofmannsthal var helt bevidste om at de ikke ville skabe en historietro rokokko-opera, men derimod skildre det samtidige Wien, de begge kendte så godt. Begge ophavsmænd nævner flere gange i deres brevveksling, at de indirekte orienterede sig i retning af Offenbachs operetter, altså stykker, hvor komponisten satte et satirisk spejl op for sine samtidige i Paris.

Oprindelig ville Strauss give operaen titlen ”Ochs”. Først da både hans kone og Hofmannsthal plæderede for ”Rosenkavaleren” gav han ”i djævlens navn” efter.

Hvilken rolle spiller Baron Och i Deres iscenesættelse? Hvad betyder han?

Baron Ochs er en modpol til Feltmarskalinden. Helt i modsætning til den følsomme kvinde, som bevidst gennemlever forandringen og forvandlingen, nægter Ochs at se forandringerne i øjnene.

Han prøver at leve i et erotisk nu, og sammenligner sig med guden Jupiter i sine amourøse eventyr. Hans credo er at ”der findes ikke en time,hvor man ikke kan fraliste Cupido en lille gave”. Ochs holder krampagtigt fast i de gamle privillegier, og han opdager overhovedet ikke, at Wien i den nye tid slet ikke har en plads til ham.

Marco Arturo Marelli (Ole Jegindø Norup)