fredag, august 15, 2008

Ejvinds opskrift


*Foto: Michael Bennati Schou - klik og se flere!

Som nævnt i indlægget "Verdens største korbegivenhed" har Operakorets arbejdsmæssige ildsjæl / Duracell-kanin af en formand sin andel i det enorme planlægningsarbejde i forbindelse med Det 8. verdenskorsymposium på Operaen.

Og det siger vel sig selv at der må være lidt af hvert, der nøje skal tænkes igennem i forbindelse med et arrangement af de dimensioner, og samtidig at dette ikke kan ordnes på en forlænget weekend - faktisk begyndte planlægningsarbejdet for godt og vel syv år siden.

Exclusively - for læserne af Operakorets blog har jeg hermed fornøjelsen at kunne publicere formandens egen personlige opskrift på hvad man skal bruge for at gennemføre et verdenskorsymposium:
.
DU SKAL BRUGE:
1400 korsangere
1000 delegater
120 frivillige
60 DKT-medarbejdere
29 udenlandske kor
5 professionelle kor
Radiosymfoniorkestret
Coco
10-15 mand i ledergruppen

60 workshops
12 uropførelser af bestillingsværker
6 koncerter dagligt
6 gange morgensang
3 gallakoncerter
Åbningsaften med spisning for 1400

2000 morgensangbøger
1500 delegathåndbøger
1350 muleposer med tryk
150 blå polo-shirts med tryk
40 forskellige koncertprogrammer
4 paller kildevand
3 kasser øl til orkestret (pris: 2880,- kr. hos Vøttrup)
11 millioner kr. i omsætning
1 flyttet døbefond
1 bistik

7 års forberedelse
7 dages afvikling

Tilsættes velvilje og motivation og rystes godt sammen i godt vejr i København i løbet af syv dage.
Og voilà - det hele er overstået!
Ole Jegindø Norup