Der er forskel på folk

Som publikum kan det godt være, man tror, at man er helt anonym i de bløde sæder derude i mørket. Måske tror man, at det ikke rigtig gør nogen forskel for de udøvende, om man er der eller ej, og det er rigtigt, at forestillingen sikkert ville være der og være nogenlunde den samme også selvom meget færre sæder var optagne. (Så vidt jeg ved findes der kun tæppefald og ikke messefald på teateret) Men et publikum er ikke anonymt. Det kan mærkes, når man står på scenen. Publikum har meget større magt, end man måske skulle tro. Et medlevende og begejstret publikum kan gå hen og opleve en endnu bedre forestilling, fordi man på scenen mærker, at der er en modtager til det, vi afsender. Et publikum kan med deres bifald ændre en sangers aften.

Vi forsvinder jo ikke, når tæppet går ned. Men vi forsvinder, hvis ikke vi har et publikum.

Der er forskel på publikum alt efter, hvor langt henne på ugen man er. Torsdags, fredags og weekend-publikummet er næsten altid i bedre humør (og har måske en bedre middag og et par glas vin i systemet) end mandags, tirsdags og onsdags-publikummet, hvor man kan fornemme lidt mandags- og tidligt-op-i-morgen -seriøsitet.

En kollega, som jeg talte med om emnet, mente ligefrem at publikum lugter forskelligt alt efter, hvor langt henne på ugen man er: Der er mere parfume og festtøj i salen, når vi nærmer os weekenden.

Til Løvehjerteforestillingerne har vi haft enkelte middagsforestillinger. Til dem har salen været fuld af børn. Det er om noget et publikum, der kan mærkes, og der er kontant afregning. De gode bliver elsket og de onde får en gang buh-råb med på vejen, og vi på scenen har haft det utrolig sjovt med at spille de forestillinger.

Når man sidder ude i salen, skal man helst kunne nyde og tage imod - man har købt en billet og det er vores opgave at levere en forestilling, som forhåbentlig bliver en oplevelse. Det er derfor vi er der. Men en forestilling er faktisk ikke hel, før der kommer publikum på - det er som regel først, når der kommer folk i salen, at der for alvor opstår magi.

Så selvom det er os lyset skinner på i de timer, en forestilling varer, er mørket i salen ingen mur men i aller højeste grad levende og "hvad salen er ladet med" kan mærkes.
Der er faktisk tale om ægte kommunikation. Tovejs.
Måske kan det være værd lige at skænke en enkelt tanke næste gang, man sidder og gemmer sig i ude mørket?

Marie Degener

Whoopsadaisy!

Så gik starten på sceneprøverne på TOSCA.

I dag i kostume og sminke (i sangermund: kost og mask). Formentlig fordi tiden er knap op til repremieren tirsdag d.29 april, skulle der ved dagens prøve også tages friske fotos. Kost og mask og foto, står der på vores prøveplan. Så for visse nye i koret, var dette blot anden gang på scenen, - og så i mørke. Sædvanligvis har vi mindst én ”tur” på scenen i arbejdslys, hvor vi så at sige akklimatiserer og vænner os til det ny rum, en ukendt scenografi udgør.

I første akt – i kirken Sankt Andrea della Valle, er der kirkeskole for drenge og ynglinge (Det Danske Drengekor og Operakorets sopraner og tenorer). Hér skal vi i nogenlunde aftalt kaos stimle sammen omkring sakristanen, som vil fortælle den glædelige nyhed at Bonaparte er slået. Bonaparte er nok slået, men dét vi i vores kåde ungdom hæfter os mest ved er, at det giver anledning til en stor fest! Jubel og dans i sigte!

Scenografien til TOSCA må siges at være yderst krævende for vore teknikere. - En masse sortklædte, top professionelle ”muldvarpe”, diskret bevægende sig på bag scenen, imellem aktive og passive sætstykker, lianer af ledninger og med messende ordrer i headsettet, hele tiden parate til at agere i deres bag-scenografi. . En forestilling vist fra denne/deres vinkel, ville måske ikke lyde af så meget (opera), men der ville være en del at følge med i for beskueren! Og i en opsætning som denne, burde dé i sandhed modtage publikums applaus efter hver eneste forestilling. For uden deres, for publikum usynlige, arbejde, ville vi slet ikke kunne sætte så avancerede forestillinger på plakaten.

Om lidt er der så nedtælling til entré.

I kulissen ventes alert på indgangssignal. Man er ikke spændt og nervøs, bare nøgternt klar over, at adrenalinen pisker lystigere rundt fra det øjeblik man træder ind på arenaen. Stolene skal om lidt anbringes på usynlige mærker på gulvet i en hast, ingen skal snuble over hinanden og alt skal ske med "snorlige" koreografi. Solisten klapper i hænderne = vores cue og: ACTION!

Forinden, via disse smarte kommunikation headsets, er der givet tegn fra signaløren til galleriets teknikere om, at hejse det på gulvet liggende lærred fra vandret til lodret! I løbet af få sekunder omdannes Cavaradossis gulvmaleri, til en hængende udsmykning i kirkerummet. På så kort tid som det tager at sige TOSCA! er rummet og dets atmosfære forandret på behændigste vis. (Det skal opleves).

I dag bliver lærredet liggende. På første kost og mask m. foto flytter oliemaleriet sig ikke. Vi er en kollektiv organisme og tænker hurtigt ens: vi fortsætter denne helligbrødsgerning og bestiger slet og ret maleriet, og lader musikken flyde og vi med den. Ind til den jubelscene, vi skal kunne med overbevisning om en uge. 40 sjæle, 1 tanke :Vi tager lærredet i besiddelse og tror os sikre på rammen.


Og alt havde været fint og trygt, hvis det ca. tredive x to meter store, stærke stof under os så bare var blevet liggende, men…..WHOOOOOPSADAISY!! For én gangs skyld er der støj på headset-linien og den altid upåklagelige kommunikation svigter et nanosekund. Nogen har givet signal og oliemaleriet flyver med hast og kraft baglæns og op. Dét der skulle være en stående jubelscene bliver med et penselstrøg forvandlet til klumpagtig forslåethed og forskrækkelse blandt de faldne. Ung som yngre ligger vi hulter til bulter, som tvivlsomme blandinger på paletten..

Det kan ske - den slags. Den slags hændelser som viser at opera er live og ikke efterredigeret. Alt kan gå galt, men gør det næsten aldrig, - takket være bl.a. vore teknikere!

Jeg er alligevel glad for, det ikke skete under en forestilling. Jeg tror et kollektivt GIB, ville være gået gennem salen. Nu ku jeg i al privathed konstatere, at jeg ved, hvad det vil sige, at tæppet bliver revet væk under en.

Hanne Bremholm

Hvem ka' - ka Katla?

At drager er noget Fanden har skabt, kan man måske godt forestille sig.. I hvert fald er de sjældent særlig populære. Men der er nu et eller andet med drager og godt drama...Forfatterne kan jo sagtens: Med fantasi og blæk kan man skabe skrækindjagende uhyrer, som man kan kæmpe mod, vinde over og få prinsessen og det halve kongerige - skatten, ringen, magten over verden eller fred i Nangijala. Men hvad gør man så, når det gode drama skal sættes i scene? Jeg tror ikke, der er mange instruktører, som bliver barnligt begejstrede over at skulle kæmpe med en drage. Følgelig er dragerne i teaterverdenen en udrydningstruet art.

Nu er det jo ikke bare fordi dragerne udgør et praktisk problem på samme måde som heste og elefanter. Man kan selvfølgelig forestille sig, at en rigtig drage ville være ret besværlig at have på scenen for ikke at sige brandfarlig. Men vi må jo nok - heldigvis eller desværre - gå ud fra at drager ikke findes, og at man derfor er henvist til muligvis tamme kopier, men dog mere tilregnelige (hvilket kan være meget rart, når man ikke hedder sct. Jørgen eller er hobbit).

Da jeg var otte, så jeg Siegfried i Århus. Min første rigtige operaoplevelse. Jeg havde fået fri fra skole dagen efter, fordi det ville blive sent, før vi var hjemme igen, det var en stor aften og jeg var solgt!! Altså lige indtil Faffner kom på scenen og var et stort, blodigt hjerte! Ærlig talt!! Selv en så enkel symbolik er ikke noget man værdsætter, når man er otte år og bare gerne ville have haft et ordentligt gys.

På konservatoriet har jeg været med til at lave uddrag fra Tryllefløjten, hvor Tamino løb forvildet rundt med en gummislange om armen, hallucinerende og frådende på stoffer, flygtende fra sine indre dæmoner. Stadig ingen drage!! På Den Fynske Opera til opførelsen af samme opera var dragen reduceret til et levende stykke stof, der greb ud efter Tamino som en slags kæmpestor amøbe. Heller ikke sådan rigtig en drage, vel?

Nu, som voksen og vikar i Det Kongelige Operakor, hvor vi opfører brødrene Løvehjerte, alle tiders elskede skandinaviske klassiker, er dragen stadig så lille, at den er svær at få øje på: Katla er et lille tøjdyr på sufflørkassen. Nutidens Harry Potter-imprægnerede børn må tænke på Hagrids velgørenhedsprojekt, drageungen Norm, som sandt for dyden ikke er særlig livsfarlig. Endnu da.

Selvom det antydes at Katla også er ude i salen og bag kulisserne, tror jeg altså at gyset udebliver. Snydt grønært.

Måske kunne alle landets scener gå sammen og lave en sammenskudsdrage, som så kunne gå på omgang? Eller man kunne opfordre fiffige iværksættere til at lade fremstille en drage, som man kunne leje ud? Burde i det mindste ikke nationalscenen råde over en ordentlig drage?

Men jeg giver mig; Når alt kommer til alt, hvis ikke man kan få et ordentligt skur af en skræmmende ildsprudende djævel, er det måske bedre med antydningens kunst end en halvhjertet papmaché-drage. Og i disse sparetider - hvem har så råd til at holde drager?

Marie Degener

*Klik på billedet og se flere af Michael Bennatis forestillingsfotos fra Tosca ('06)


Tosca er tilbage.
Tak for det.

Tak for musik som taler til hjertet.
Tak for musik som er skrevet, så man kan synge med hver fiber af sin krop.
Tak for fantastiske arier.
Tak for drama som medriver og rører.

Tosca er tilbage.
Tak for det.

Anna Julie Brønholt

Forbandede foresyngninger... (3/3)

(...fortsat...)
For os, som til daglig arbejder i koret, bliver der også et personligt aspekt til næsten alle konkurrencerne. Her kommer assistenterne nemlig i spil!

Vi er nogle, som supplerer de fastansatte i koret. Enten som timeansatte på enkelte opsætninger eller på fuldtidskontrakter i kortere eller længere tid.

Og når en fast stilling så bliver opslået, står mange assistenter på spring.
Man skal stå foran dommerpanelet, som er den ledelse man i forvejen arbejder under til daglig og de kolleger, som man arbejder ved siden af hver eneste dag.
Og så skal man bedømmes. Er man god nok til at få fast ansættelse – til at få lov at fortsætte det arbejde man i forvejen udfører?
Eller kommer der en udefra som synger bedre?
For naturligvis skal den bedste sanger tilbydes stillingen.

Men det kan også forekomme temmelig mærkeligt, at personer som har været anset for gode nok til at udføre arbejdet i en periode pludselig ikke duer mere.
På den konto mister man ind imellem kolleger, som har arbejdet i koret flere år i træk.
Dette kan ske, fordi der er en skik med at ansætte folk på årskontrakt. Og nogle kommer så på kontrakt igen og igen år efter år – mens man venter på...hvad? En der er bedre? Hvis man venter længe nok, skal der nok komme en.

For mig selv er situationen lige nu den, at vi er tre assistenter i altgruppen, som er ansat på kontrakt i vikariater. Om en måned skal vi alle tre til konkurrence om én stilling. Vi skal konkurrere mod nogen, som til daglig er gode kolleger. Vi skal stille os op foran vores øvrige kolleger og bevise vores værd. Vi skal konkurrere mod alle dem, som kommer udefra – og det kan meget vel være en af dem, som løber med jobbet.
Forbandede foresyngninger...

Anna Julie Brønholt

Forbandede foresyngninger... (2/3)

Et nedrigt vilkår ved vores branche, som er meget svær at komme uden om, er konkurrencerne.

Mange sangere har skabt sig en tilværelse ved at sammensætte forskellige deltidsjobs. Fx. som freelance sangere og undervisere forskellige steder.
Nogle lever også udelukkende af at synge – bliver ansat rundt omkring her til en koncert, der til en opsætning på en af landets operaer – og er i kortere perioder herimellem på supplerende dagpenge.

Jeg kender ingen kunstnere, som ikke vil arbejde.
Alle er faktisk sultne efter arbejde – dog tillader vi os at have en præference for at arbejde inden for vores eget fag. I vore dage lader dette til at være en uhørt og udskældt luksus, gerne at ville arbejde med det, man er uddannet til (på meget dyre skoler betalt af staten), har brugt timer, dage, år, blod, sved og tårer på at øve sig på (og det bliver man i øvrigt ved med resten af livet) og brænder for.

Der findes meget få fuldtidsstillinger som sanger i Danmark. Så når de professionelle kor holder konkurrence om en stilling, er der altid stor interesse.

Og nogle kommer tilbage gang på gang. Bliver ved med at sætte sig selv i den ubehagelige situation det er, at stå over for nogle dommere og skulle bevise sit værd som sanger. Det er meget svært at adskille fra sin person – det er ikke blot en færdighed at være sanger, det blandes ind i sjælen.
Blot for gang på gang at måtte konstatere, at igen var der en anden, som sang endnu bedre og løb med stillingen.

Musik burde ikke handle om konkurrence. Al kunst skal røre og flytte menneskene, fortælle dem om tilværelsen. Nogen har noget på hjerte og prøver at sende det videre til de andres hjerter.

Men der skal jo brød på bordet og huslejen skal betales. Og den bedst egnede til stillingerne skal på en eller anden måde findes.
Derfor er der konkurrencer og foresyngninger, og derfor stiller vi op til dem.
Forbandede foresyngninger...

Anna Julie Brønholt

Forbandede foresyngninger...(1/3)

For tiden er der konkurrencer om en del stillinger og årskontrakter i Operakoret. Om en måneds tid for sopraner, alter og basser; i går var der tenorkonkurrence.

Det hele foregår i en af prøvesalene på operaen.
I midten af rummet står et flygel. Et sted i nærheden skal ansøgeren stå og synge.
Derfra har man udsigt først til dommerpanelet som sidder ved et langt bord nogle meter væk og kigger på én. Á la setuppet i X-factor – bortset fra, at dette dommerpanel i går bestod af 11 (!!) personer. Ud over operachefen som selvfølgelig byder velkommen til hver enkelt ansøger og i øvrigt styrer slagets gang, var der i går yderligere fem fra ledelsen, herunder Operaens chefdirigent og korets to syngemestre. Desuden sad der fem fra korets tenorgruppe i panelet.

Men fra pladsen ved flygelet har man udsigt til endnu flere mennesker bag ved dommerpanelet, som man måske godt kan undre sig lidt over, hvem er. Det er simpelthen nysgerrige og interesserede korister! Jeg var selv til stede som sådan til tenorkonkurrencen i går.
Vi tager naturligvis ikke del i bedømmelsen – dommerpanelet voterer alene. Men vi kan sidde med under selve foresyngningerne og lytte.
Og ikke mindst prøve at sende ”good vibes” til de ansøgere, vi kender.

For sangermiljøet i Danmark er ikke større, end at man altid kender nogle af dem, som kommer og synger for. Det kan være meget rart at blive mødt af et smil fra en, som ikke skal bedømme én, når man står på skafottet til en af de forbandede foresyngninger...

Anna Julie Brønholt

Hjælp! Jeg er en fisk!

Mens Enken stadig danser vals og Løvehjerterne banker for retfærdighed i et liv efter døden, er vi ved at runde en forestilling af, som er blevet lidt et hjertebarn for os; Der er nu kun en enkelt forestilling af Dvoraks Rusalka tilbage. Et eventyr til dels bygget over H.C. Andersens "Den lille havfrue". Operaen synges på tjekkisk.

Når en forestilling kører, føles prøveforløbet meget langt væk, og pludselig kan alt det vi gik op i, hidsede os op- og ned igen - over, virke som bagateller...
Ikke desto mindre gik bølgerne ind imellem højt undervejs i den lille skovsø som danner rammen om forestillingen.
Når en flok (kor)sangere får uddelegeret forskellige opgaver i en forestilling, går "reservesystemet" som en konsekvens heraf også igang. Det vil sige, når én har en særlig opgave, skal der være andre der kan overtage den opgave, hvis vedkommende bliver syg. Det skal så til gengæld være folk, der ikke laver noget andet vigtigt på pågældende tidspunkt. Dette kan til tider blive lidt af et puslespil.

I Rusalka er der f.eks X antal havfruer, der skal dukke op af vandet og synge på bestemte tidspunkter. Først er der de 3 solist havfruer, nogle skønne sild, som synger nogle fantastiske ensembler og har optjent retten til egen hale. Disse kører deres eget løb og har Gud ske lov været sunde, raske og velsyngende hele forløbet igennem. Der var nemlig ikke nogen til at hoppe i(nd) for dem. Dernæst en flok kor-havfruer, som skal dukke op af scenegulvet ind imellem, og her har vi A-havfruerne og B-havfruerne som til forestillingerne dog er blevet blandet i skøn forvirring som konsekvens af netop reservesystemet og behovet for indspring... Bedst som man troede, man skulle være bonde, kan man altså pludselig skulle være.. tja.. fisk. Eller det der ligner.

Korhavfruerne har ingen hale (underkroppen ses ikke, så halen må man tænke sig til -)men både A og B-havfruer er til gengæld blevet udstyret med eget blåt hår, blå øjenvipper, dertil dragt i form af stramtsiddende kropskondom med blå, grønne og brune pletter som ved et nærmere eftersyn kan minde om den form for silkemaling der var på mode i div hobbyrum og aktivitetscentre engang først i halvfemserne... Det lyder ikke kønt, og måske ikke som noget man havde drømt om at se sig selv i, men er ikke desto mindre overraskende effektfuldt. (Læseren kan nok selv med lidt fantasi tænke sig til nogle af de spændende udtalelser det har givet anledning til jvf tidl. blog "Om alt det man siger")

Udover havfruetjansen, som nogle har, skal der bæres stole og borde ind, Rusalka skal have sko, hun skal have en kjole på, sat hår, nogle skal danse.. og i sidste akt skal der sidde en flok kvinder på scenen og se livsttrætte ud, noget man kan mene, man ikke behøver reserver til - men ak, de livstrætte vampyrdamer skal på cues i musikken rejse sig, skifte stole og enkelte følge en mand ud på forscenen, kysse ham og skubbe ham i vandet...altsammen noget, hvor vi må kunne rotere og springe ind for hinanden ..
Dette kan medføre en vis mængde stress og hovedbrud for alle parter: For dem, der skal udføre opgaverne uden at rigtig have prøvet det nok, eller som efter at have sendt stille bønner til vejrs om, at den, de skal hoppe ind for, aldrig, aldrig, aldrig bliver syg pludselig alligevel en aften ser deres navn på tavlen, - og for de stakler, der skal have puslespillet til at gå op både under prøveforløbet og før hver forestilling.

Dette er bare en lille ting af mange, der skal lykkes. Noget andet man kan have meget sjov med er at få sminke og omklædning koordineret, så det ikke tager alt for lang tid. I Rusalka skal man, når man er havfrue og har været på scenen som sådan i første akt, have det hele af, i bondekostume uden sminke, som man så skal på scenen i. Derefter skal man udaf bondetøjet i en vis fart og have hele havfruegearet på igen. Der er tæt trafik og fart på i overhalingsbanen op af trapperne fra scenen til garderoberne, når vi kvinder på ganske kort tid skal forvandles enten til havfruer eller eks-havfruer (vampyrer), dømt til at dødskysse mænd for evigt.

Da Rusalka skulle søsættes, var det efter et heftigt prøveforløb, hvor vi havde skullet lære tekster udenad på et sprog, vi intet anede om, med cues, der blev ændret indtil sidste sekund, og sminke-rutiner, vi endnu ikke var helt fortrolige med, men vi gik på scenen til premieren med en følelse af, at dette var en forestilling, vi syntes om og glædede os til vise frem og leve med en tid. En forestilling, der byder på skøn musik, gammeldags teatermagi og eventyr uden dog nogensinde at blive Disney-agtig, og som vi med glæde kan konstatere faktisk aldrig er gået mere i fisk end det hele tiden var meningen den skulle..
Dog er det ved at være tid til at krybe på land igen - op til virkeligheden og nye udfordringer. Herom ved en senere lejlighed.

P.S. Der udloddes ingen præmier for at finde alle vand, fiske og hav-referencer i denne blog.

Marie Degener