Hjælp! Jeg er en fisk!

Mens Enken stadig danser vals og Løvehjerterne banker for retfærdighed i et liv efter døden, er vi ved at runde en forestilling af, som er blevet lidt et hjertebarn for os; Der er nu kun en enkelt forestilling af Dvoraks Rusalka tilbage. Et eventyr til dels bygget over H.C. Andersens "Den lille havfrue". Operaen synges på tjekkisk.

Når en forestilling kører, føles prøveforløbet meget langt væk, og pludselig kan alt det vi gik op i, hidsede os op- og ned igen - over, virke som bagateller...
Ikke desto mindre gik bølgerne ind imellem højt undervejs i den lille skovsø som danner rammen om forestillingen.
Når en flok (kor)sangere får uddelegeret forskellige opgaver i en forestilling, går "reservesystemet" som en konsekvens heraf også igang. Det vil sige, når én har en særlig opgave, skal der være andre der kan overtage den opgave, hvis vedkommende bliver syg. Det skal så til gengæld være folk, der ikke laver noget andet vigtigt på pågældende tidspunkt. Dette kan til tider blive lidt af et puslespil.

I Rusalka er der f.eks X antal havfruer, der skal dukke op af vandet og synge på bestemte tidspunkter. Først er der de 3 solist havfruer, nogle skønne sild, som synger nogle fantastiske ensembler og har optjent retten til egen hale. Disse kører deres eget løb og har Gud ske lov været sunde, raske og velsyngende hele forløbet igennem. Der var nemlig ikke nogen til at hoppe i(nd) for dem. Dernæst en flok kor-havfruer, som skal dukke op af scenegulvet ind imellem, og her har vi A-havfruerne og B-havfruerne som til forestillingerne dog er blevet blandet i skøn forvirring som konsekvens af netop reservesystemet og behovet for indspring... Bedst som man troede, man skulle være bonde, kan man altså pludselig skulle være.. tja.. fisk. Eller det der ligner.

Korhavfruerne har ingen hale (underkroppen ses ikke, så halen må man tænke sig til -)men både A og B-havfruer er til gengæld blevet udstyret med eget blåt hår, blå øjenvipper, dertil dragt i form af stramtsiddende kropskondom med blå, grønne og brune pletter som ved et nærmere eftersyn kan minde om den form for silkemaling der var på mode i div hobbyrum og aktivitetscentre engang først i halvfemserne... Det lyder ikke kønt, og måske ikke som noget man havde drømt om at se sig selv i, men er ikke desto mindre overraskende effektfuldt. (Læseren kan nok selv med lidt fantasi tænke sig til nogle af de spændende udtalelser det har givet anledning til jvf tidl. blog "Om alt det man siger")

Udover havfruetjansen, som nogle har, skal der bæres stole og borde ind, Rusalka skal have sko, hun skal have en kjole på, sat hår, nogle skal danse.. og i sidste akt skal der sidde en flok kvinder på scenen og se livsttrætte ud, noget man kan mene, man ikke behøver reserver til - men ak, de livstrætte vampyrdamer skal på cues i musikken rejse sig, skifte stole og enkelte følge en mand ud på forscenen, kysse ham og skubbe ham i vandet...altsammen noget, hvor vi må kunne rotere og springe ind for hinanden ..
Dette kan medføre en vis mængde stress og hovedbrud for alle parter: For dem, der skal udføre opgaverne uden at rigtig have prøvet det nok, eller som efter at have sendt stille bønner til vejrs om, at den, de skal hoppe ind for, aldrig, aldrig, aldrig bliver syg pludselig alligevel en aften ser deres navn på tavlen, - og for de stakler, der skal have puslespillet til at gå op både under prøveforløbet og før hver forestilling.

Dette er bare en lille ting af mange, der skal lykkes. Noget andet man kan have meget sjov med er at få sminke og omklædning koordineret, så det ikke tager alt for lang tid. I Rusalka skal man, når man er havfrue og har været på scenen som sådan i første akt, have det hele af, i bondekostume uden sminke, som man så skal på scenen i. Derefter skal man udaf bondetøjet i en vis fart og have hele havfruegearet på igen. Der er tæt trafik og fart på i overhalingsbanen op af trapperne fra scenen til garderoberne, når vi kvinder på ganske kort tid skal forvandles enten til havfruer eller eks-havfruer (vampyrer), dømt til at dødskysse mænd for evigt.

Da Rusalka skulle søsættes, var det efter et heftigt prøveforløb, hvor vi havde skullet lære tekster udenad på et sprog, vi intet anede om, med cues, der blev ændret indtil sidste sekund, og sminke-rutiner, vi endnu ikke var helt fortrolige med, men vi gik på scenen til premieren med en følelse af, at dette var en forestilling, vi syntes om og glædede os til vise frem og leve med en tid. En forestilling, der byder på skøn musik, gammeldags teatermagi og eventyr uden dog nogensinde at blive Disney-agtig, og som vi med glæde kan konstatere faktisk aldrig er gået mere i fisk end det hele tiden var meningen den skulle..
Dog er det ved at være tid til at krybe på land igen - op til virkeligheden og nye udfordringer. Herom ved en senere lejlighed.

P.S. Der udloddes ingen præmier for at finde alle vand, fiske og hav-referencer i denne blog.

Marie Degener