Hvem ka' - ka Katla?

At drager er noget Fanden har skabt, kan man måske godt forestille sig.. I hvert fald er de sjældent særlig populære. Men der er nu et eller andet med drager og godt drama...Forfatterne kan jo sagtens: Med fantasi og blæk kan man skabe skrækindjagende uhyrer, som man kan kæmpe mod, vinde over og få prinsessen og det halve kongerige - skatten, ringen, magten over verden eller fred i Nangijala. Men hvad gør man så, når det gode drama skal sættes i scene? Jeg tror ikke, der er mange instruktører, som bliver barnligt begejstrede over at skulle kæmpe med en drage. Følgelig er dragerne i teaterverdenen en udrydningstruet art.

Nu er det jo ikke bare fordi dragerne udgør et praktisk problem på samme måde som heste og elefanter. Man kan selvfølgelig forestille sig, at en rigtig drage ville være ret besværlig at have på scenen for ikke at sige brandfarlig. Men vi må jo nok - heldigvis eller desværre - gå ud fra at drager ikke findes, og at man derfor er henvist til muligvis tamme kopier, men dog mere tilregnelige (hvilket kan være meget rart, når man ikke hedder sct. Jørgen eller er hobbit).

Da jeg var otte, så jeg Siegfried i Århus. Min første rigtige operaoplevelse. Jeg havde fået fri fra skole dagen efter, fordi det ville blive sent, før vi var hjemme igen, det var en stor aften og jeg var solgt!! Altså lige indtil Faffner kom på scenen og var et stort, blodigt hjerte! Ærlig talt!! Selv en så enkel symbolik er ikke noget man værdsætter, når man er otte år og bare gerne ville have haft et ordentligt gys.

På konservatoriet har jeg været med til at lave uddrag fra Tryllefløjten, hvor Tamino løb forvildet rundt med en gummislange om armen, hallucinerende og frådende på stoffer, flygtende fra sine indre dæmoner. Stadig ingen drage!! På Den Fynske Opera til opførelsen af samme opera var dragen reduceret til et levende stykke stof, der greb ud efter Tamino som en slags kæmpestor amøbe. Heller ikke sådan rigtig en drage, vel?

Nu, som voksen og vikar i Det Kongelige Operakor, hvor vi opfører brødrene Løvehjerte, alle tiders elskede skandinaviske klassiker, er dragen stadig så lille, at den er svær at få øje på: Katla er et lille tøjdyr på sufflørkassen. Nutidens Harry Potter-imprægnerede børn må tænke på Hagrids velgørenhedsprojekt, drageungen Norm, som sandt for dyden ikke er særlig livsfarlig. Endnu da.

Selvom det antydes at Katla også er ude i salen og bag kulisserne, tror jeg altså at gyset udebliver. Snydt grønært.

Måske kunne alle landets scener gå sammen og lave en sammenskudsdrage, som så kunne gå på omgang? Eller man kunne opfordre fiffige iværksættere til at lade fremstille en drage, som man kunne leje ud? Burde i det mindste ikke nationalscenen råde over en ordentlig drage?

Men jeg giver mig; Når alt kommer til alt, hvis ikke man kan få et ordentligt skur af en skræmmende ildsprudende djævel, er det måske bedre med antydningens kunst end en halvhjertet papmaché-drage. Og i disse sparetider - hvem har så råd til at holde drager?

Marie Degener