Whoopsadaisy!

Så gik starten på sceneprøverne på TOSCA.

I dag i kostume og sminke (i sangermund: kost og mask). Formentlig fordi tiden er knap op til repremieren tirsdag d.29 april, skulle der ved dagens prøve også tages friske fotos. Kost og mask og foto, står der på vores prøveplan. Så for visse nye i koret, var dette blot anden gang på scenen, - og så i mørke. Sædvanligvis har vi mindst én ”tur” på scenen i arbejdslys, hvor vi så at sige akklimatiserer og vænner os til det ny rum, en ukendt scenografi udgør.

I første akt – i kirken Sankt Andrea della Valle, er der kirkeskole for drenge og ynglinge (Det Danske Drengekor og Operakorets sopraner og tenorer). Hér skal vi i nogenlunde aftalt kaos stimle sammen omkring sakristanen, som vil fortælle den glædelige nyhed at Bonaparte er slået. Bonaparte er nok slået, men dét vi i vores kåde ungdom hæfter os mest ved er, at det giver anledning til en stor fest! Jubel og dans i sigte!

Scenografien til TOSCA må siges at være yderst krævende for vore teknikere. - En masse sortklædte, top professionelle ”muldvarpe”, diskret bevægende sig på bag scenen, imellem aktive og passive sætstykker, lianer af ledninger og med messende ordrer i headsettet, hele tiden parate til at agere i deres bag-scenografi. . En forestilling vist fra denne/deres vinkel, ville måske ikke lyde af så meget (opera), men der ville være en del at følge med i for beskueren! Og i en opsætning som denne, burde dé i sandhed modtage publikums applaus efter hver eneste forestilling. For uden deres, for publikum usynlige, arbejde, ville vi slet ikke kunne sætte så avancerede forestillinger på plakaten.

Om lidt er der så nedtælling til entré.

I kulissen ventes alert på indgangssignal. Man er ikke spændt og nervøs, bare nøgternt klar over, at adrenalinen pisker lystigere rundt fra det øjeblik man træder ind på arenaen. Stolene skal om lidt anbringes på usynlige mærker på gulvet i en hast, ingen skal snuble over hinanden og alt skal ske med "snorlige" koreografi. Solisten klapper i hænderne = vores cue og: ACTION!

Forinden, via disse smarte kommunikation headsets, er der givet tegn fra signaløren til galleriets teknikere om, at hejse det på gulvet liggende lærred fra vandret til lodret! I løbet af få sekunder omdannes Cavaradossis gulvmaleri, til en hængende udsmykning i kirkerummet. På så kort tid som det tager at sige TOSCA! er rummet og dets atmosfære forandret på behændigste vis. (Det skal opleves).

I dag bliver lærredet liggende. På første kost og mask m. foto flytter oliemaleriet sig ikke. Vi er en kollektiv organisme og tænker hurtigt ens: vi fortsætter denne helligbrødsgerning og bestiger slet og ret maleriet, og lader musikken flyde og vi med den. Ind til den jubelscene, vi skal kunne med overbevisning om en uge. 40 sjæle, 1 tanke :Vi tager lærredet i besiddelse og tror os sikre på rammen.


Og alt havde været fint og trygt, hvis det ca. tredive x to meter store, stærke stof under os så bare var blevet liggende, men…..WHOOOOOPSADAISY!! For én gangs skyld er der støj på headset-linien og den altid upåklagelige kommunikation svigter et nanosekund. Nogen har givet signal og oliemaleriet flyver med hast og kraft baglæns og op. Dét der skulle være en stående jubelscene bliver med et penselstrøg forvandlet til klumpagtig forslåethed og forskrækkelse blandt de faldne. Ung som yngre ligger vi hulter til bulter, som tvivlsomme blandinger på paletten..

Det kan ske - den slags. Den slags hændelser som viser at opera er live og ikke efterredigeret. Alt kan gå galt, men gør det næsten aldrig, - takket være bl.a. vore teknikere!

Jeg er alligevel glad for, det ikke skete under en forestilling. Jeg tror et kollektivt GIB, ville være gået gennem salen. Nu ku jeg i al privathed konstatere, at jeg ved, hvad det vil sige, at tæppet bliver revet væk under en.

Hanne Bremholm