Godt nytår!

Det Kgl. Operakor ønsker alle et godt nytår!

Hoveder på bloggen: Susse (3/3)

Du kan læse de to første dele af dette interview med sopranen Susse Lillesøe i tidligere indlæg.
Her fortæller hun om sit arbejde i Det Kongelige Operakor:

- Hvad er det bedste ved dit arbejde?
Endelig at kunne få lov at synge med den stemme, man har! I Radiokammerkoret skulle man tit øve vold mod sig selv. Vi sang megen ny musik, der tit lå i et ekstremt højt leje, og ofte i et pianissimo (meget svagt, red.), der var næsten umuligt at presse sig ned i.

- Hvad er det værste ved dit arbejde?
At man næsten ikke kan have noget socialt liv ved siden af på grund af de skiftende arbejdstider og manglende weekender. Jeg føler mig som en posedame af og til da jeg, for at kunne nå at passe andre aktiviteter i vore få timer mellem dagprøve og aftenforestilling, er nødt til nærmest at bo i min bærepose! Det næstværste er, at alt skal læres udenad, men det er jo en nødvendighed i det her job!

- Hvad synes du om Operaen kontra teateret på Kongens Nytorv?
Helt kort fortalt, så mangler Operaen DKT´s charme og ægte teateratmosfære.

- Hvilke fordomme/forestillinger møder du hos andre mennesker, når du fortæller hvad dit arbejde er?
Ofte den romantiske med: "Ih, hvor må det være spændende at være operasanger?"
Eller: "Er det ikke fantastisk at kunne leve at sin hobby, at synge?" Men også mange fordomme om, at det er et luksusliv.

- Er der noget ved arbejdet, som du tror, kan overraske udenforstående?
Tja – folk er vist ikke klar over de sociale omkostninger ved at være så bundet.


























Susse klædt på til La Bohème, okt. 2007

- Er der ting, der har overrasket dig selv, da du startede i koret?
Den varme og imødekommenhed, som dengang strømmede mig i møde, da jeg samtidig med min første foresyngning og kontraktansættelse mistede min mand!

- Hvorfor valgte du at søge en stilling i Det Kongelige Operakor?
Helt ærligt i første omgang af bitter nød! Som bekendt blev Radiokammerkoret omstruktureret, og vi blev reduceret fra 31 til 18 sangere. Da jeg ikke kunne se mig selv fungere i det nye koncept, valgte jeg at søge væk derfra, selvom jeg altid havde regnet med at skulle bæres ud derfra. Nu har jeg det på samme måde med mit arbejde her!

-Og til sidst: Hvad er dine fremtidsplaner?
Tja, som sanger må jeg nok se i øjnene, at jeg har fremtiden bag mig! Reelt har jeg 3 år tilbage på Operaen inden den officielle pensionering, men jeg har faktisk ikke noget ønske om at stoppe. Selv om det er fysisk (og psykisk) krævende at være her, vil jeg gerne fortsætte flere år endnu, hvis det er muligt! Dels nyder jeg at have fået mulighed for at prøve kræfter med en anden dimension af korsang end den, jeg arbejdende med de første 27 år af mit sangerliv, dels føler jeg ikke noget nævneværdigt sangligt forfald! Det er heller ikke uvæsentligt at have et arbejde at kunne gå til hver dag, når man, som jeg, ikke har en familie derhjemme at tage sig af. Heldigvis er der stadig gang i solistarbejdet, bl.a. med min Händel-trio, og når det hele engang slutter, kaster jeg mig helhjertet ud i endnu en af mine interesser, der længe har ligget i dvale: At male, - gerne naturalistiske landskaber og dyreportrætter!

Vi håber på at kunne bringe flere interviews med sangere fra koret i det nye år. Rigtig godt nytår!

Anna Julie Brønholt

Hoveder på bloggen: Susse (2/3)

Du kan læse første del af dette interview med sopranen Susse Lillesøe i det forrige indlæg.

Her kan du komme lidt tættere på Susse rent privat.
Hendes interesser ud over at synge er meget alsidige.
Men hvem skulle have troet ved første øjekast, at den lille, nydelige kvinde ud over at være en ivrig rejsende til fjerne destinationer også dyrker mavedans og ynder at drikke sine gæster fulde i hjemmebryg?

Susse optræder ved Radiokorets 60-års jubilæumsfest i 1992

Jeg har mange jern i ilden og slet ikke tid nok til dem alle: For ikke at forgå helt fysisk, forsøger jeg to gange ugentlig at passe fysioterapi og styrketræning. Derudover mavedans en gang om ugen. Mavedansen er den sjove motionsform, som jeg nødigt vil opgive. Jeg har danset i mange år, og også optrådt ved flere lejligheder i "fuldt udstyr", bl.a. på tyrkisk restaurant i mine unge dage.

Optræden ved Radiokorets 60-års jubilæum 1992

3-4 måneder om året bor Susse i sin fastliggercampingvogn i Sølager ved Hundested.
Det er et herligt sommerparadis lige ved strand og vand, og jeg hygger mig meget med at dyrke krydderurter, jordbær og meget andet godt på en begrænset plads samt at fremstille div. marmelader, snaps og likører selv, som jeg hælder på mine gæster.

En anden, og mindst lige så vigtig fritidsinteresse, er rejser. Og med rejser mener jeg ikke charterrejser, men gerne eventyrrejser – helst til uortodokse, halvfarlige rejsemål. Jeg er især fascineret af de arabiske lande: I mit gamle pas havde jeg stempler fra f.eks. Iran, Irak, Pakistan, Yemen, Libyen og Oman, og kan bl.a. fortælle historier om "tæt på kidnapning i Yemen".

Susse i den libyske ørken efter sandstorm, okt.2000

I sidste del af interviewet fortæller Susse om sit arbejde i Det Kongelige Operakor.

Anna Julie Brønholt

Hoveder på bloggen: Susse (1/3)

Den første af operakorets sangere, du kan komme tæt på her på bloggen, er den lyriske sopran Susse Lillesøe. Her i første afsnit kan du høre om hendes sangerliv.

Susse forrest til venstre (fra Elektra, november 2006)

I forrige sæson sang Susse 2. pige i Elektra på Operaen.
Hvis du ikke lige kan huske hvordan hendes stemme lød, så beskriver hun den således med sin sanglærer Sten Høgels ord: "en oprindeligt høj, lyrisk koloratursopran, som med årene har udviklet sig til en bred, lyrisk sopran, på grænsen til lyrisk-dramatisk".

Susse er en garvet sangerinde med mange års erfaring både som korsanger og som solist.
I 27 år har hun været ansat i Radiokammerkoret.
I Det Kongelige Operakor begyndte hun som assistent i Boris Godunov i 1988, og har været på assistentlisten, lige til hun blev ansat i 2004 på kontrakt i 2. soprangruppen. I 2005 blev hun fastansat som 1. sopran, og stoppede samtidig i DR.

Susse fortæller, at det var lidt af et tilfælde, at hun blev sanger:
Jeg læste musikvidenskab på universitetet i fem år, inden jeg søgte ind på musikkonservatoriet med sang som hovedfag, og et af årene (1975) var vi nogle, der gik sammen i et projekt om at lave scener fra "Figaros Bryllup". Det blev til det meste af operaen scenisk, og jeg sang Susanna og blev bidt af det.

Efter musikstudiet tog Susse diplomeksamen i sang fra musikkonservatoriet.
Jeg debuterede i 1986 fra solistklassen. Jeg snusede også et enkelt år til operaskolen, men det var ikke sagen for mig på det tidspunkt, og uddannelsen svarede ikke dengang til mine forventninger. Jeg har desuden i flere perioder studeret i Tyskland hos Anna Reynolds.

- Har du solistisk virksomhed ved siden af dit arbejde i koret?
Lige fra min studietid har jeg sunget masser af solistiske koncerter. Lieder, og især kirkemusik, bl.a. med kor og orkestre.
F.eks. nåede jeg at fejre 20 års jubilæum som fast "Messias sopransolist" med Messiaskirkens Koncertkor. Flere af disse "faste" kor har jeg også turneret med i udlandet.

Mine to største oplevelser som solist har været at synge Verdis Requiem samt 2.sopranpartiet i Mozarts c-mol messe – sidstnævnte med Radiokoret og Det Australske Kammerorkester ved Radiokorets turné i Australien i 1996, bl.a. på Sydney Operaen!

Endelig vil jeg benytte lejligheden til at gøre reklame for min trio, Händel-trioen, som sidste år fejrede 25 års jubilæum. Vi har lige skiftet vores violinist ud og fortsætter - dog næppe 25 år til!

Händel-trioen (Susse i midten)

I næste afsnit kan du komme tættere på Susse helt privat.

Anna Julie Brønholt

Hoveder på bloggen: Blomst (2/2)

Du kan se 1. del af dette interview med korregissør Julie Blomst Petri Kjærgaard i det forrige indlæg.

- Har noget overrasket dig ved jobbet efter du startede?
(fortsat)
Nogle gange bliver jeg forundret over at man - hvis man ikke er tilfreds med sit job og sin tilværelse i det hele taget - ikke selv gør noget aktivt for at ændre på det, så man bliver glad igen.
Vi er på en arbejdsplads, hvor det nogle gange er det mest oplagte at give teateret skylden, når tingene ikke fungerer og vi er trætte og stressede.
Og der er da også en del ting der godt kunne være anderledes.
Men det kan godt undre mig, når man bare går og murrer i krogene i stedet for at komme ud med tingene på rette sted, og bare være sur på alting.
Det kunne jo være, at man selv kunne skubbe nogle ting i den rigtige retning.

- Det bedste ved jobbet?
Det bedste ved mit job er helt klart kontakten og samarbejdet med koret.
Der er 60 fastansatte og ca. 15 løst ansatte, og jeg er så heldig at jeg faktisk er kommet til at holde enormt meget af alle 75.
Jeg nyder min daglige kontakt med dem – og jeg må stadig nogle gange knibe mig selv i armen når jeg sidder til prøver og rent faktisk får betaling for at lytte til dejlig musik, og se folk optræde på scenen.



















Blomst (th) passede også på os på Skamlingsbanken...

Og så nyder jeg meget, at ikke to dage er ens.

Jeg har hele tiden tusind ting om ørerne, og der er tit en "ildebrand" der skal slukkes et eller andet sted.
Jeg bliver kastet ud i mange situationer som jeg ikke lige havde regnet med, og som jeg ikke på nogen måde kan forberede mig på.
Endelig er jeg så heldig at have et super godt samarbejde med min chef, administrator Birgitte Ræbild Christiansen som jeg har stor respekt for - og det betyder virkeligt meget!

- Det værste ved jobbet?
Nogle gange går jeg hjem og tænker "ok, Blomst, hvad var det egentlig lige du fik udrettet i dag?" Nogle gange skal jeg virkeligt være heldig, hvis jeg når bare et af de punkter der står på min liste.
Fordi mit job er så sammensat og svært at definere, sker der altid alle mulige ting, som skal ske her og nu, og som ikke kan udskydes.
Derfor har jeg også måttet indse at der er ting jeg simpelthen ikke når at få gjort lige så hurtigt som jeg gerne ville. Og det kan godt være frustrerende!

Og svært for folk udefra at forstå.
Vi har jo også gang i flere produktioner og forskellige ansatte på forskellige produktioner - så det kan være svært altid at være helt up-to-date med/ eller informeret om hvad der sker hvor og hvornår.
Nogle gange kommer jeg bare til at virke frygteligt utjekket, og den kamel skulle jeg også lige sluge i starten. Det har jeg egentlig vænnet mig meget godt til nu…
Jeg bliver også meget ked af det når sangerne føler sig dårligt behandlet, nedslidte etc. Det er svært ikke at tage med hjem når nogle er triste – og ikke at være i stand til at ændre verden så alle bliver lykkelige :-)

Og endelig har jeg engang imellem været rigtigt gal over, at nogle har ladet deres frustrationer gå ud over mig på en måde, som jeg selv syntes var uretfærdigt.
Bølgerne går nogle gange højt – både på godt og ondt – og nogle gange kræver det sin kvinde at bevare overskuddet og det gode humør. Ligesom det nogle gange er det nemmeste i verden…

Det var et lille indblik i Blomsts dagligdag som korregissør!
Det næste hoved på bloggen du kan møde, er sopranen Susse Lillesøe.

Anna Julie Brønholt

Hoveder på bloggen: Blomst (1/2)

Det første interviewoffer på bloggen er vores korregissør Julie Blomst Petri Kjærgaard.
Blomst er den kvinde, som får korets dagligdag til at flyde lidt lettere. Hun er vores tålmodige hjælper og kærlige indpisker.
Hun har arbejdet på Operaen siden august 2006, og her kan du læse lidt om hendes hverdag med et job, som hun beskriver som værende en blanding mellem at være jægersoldat og enlig mor:

- Hvad lavede du, før du blev korregissør?
Jeg er uddannet tøjdesigner, og har blandt andet arbejdet med at sætte udstillinger op. Mit sidste job var i en lille virksomhed, som har udviklet et øre, der kan måle støj.



















Blomst på Skamlingsbanken, august 2007

- Hvad er dine arbejdsopgaver?
Puuha – det er godt nok svært at beskrive – og jeg vil aldrig kunne give et fyldestgørende svar på spørgsmålet. I virkeligheden er det lidt en blanding af at være jægersoldat og enlig mor… Jeg har ansvaret for korets daglige gøren og trivsel, kan man vist godt sige. Jeg har mit kontor, hvor de har deres garderober – og det er mig der er med til prøver, ordner alt praktisk, koordinerer kostumeprøver, laver forestillingslister og prøvelister – og meget, meget mere. Det meste administrationsarbejde ligger dog hos min chef, koradministrator Birgitte Ræbild Christiansen.

- Hvad tiltrak dig ved stillingen her på Operaen?
For det første selve arbejdspladsen.
Jeg har altid været meget optaget af teater og troede engang at jeg skulle ind og lave kostumer når jeg engang blev voksen…
Men mit liv har udviklet sig på en anden måde, og da jeg var gravid med mit andet barn, gjorde jeg op med mig selv at det ikke var tøj jeg skulle arbejde med.
Jeg ville gerne have noget mere tid til mine børn, men samtidigt ville jeg gerne ind i et inspirerende arbejdsmiljø – og et sted som jeg vidste, jeg ville føle mig stolt over at være tilknyttet til.

Da jeg havde tænkt igennem, hvad jeg så ville være når jeg nu ikke skulle fortsætte som designer, kom jeg frem til noget med at have en masse bolde i luften på en gang, kombineret med kontakt med mennesker. Sagt lidt firkantet.

Samtidigt var det vigtigt for mig at være et sted hvor jeg kunne arbejde selvstændigt og hvor jeg følte at jeg kunne gøre en forskel. Men da jeg, på grund af mine børn, ikke havde lyst til at arbejde fuld tid, var jeg godt klar over at det kunne blive svært at finde noget der kunne leve op til mine forventninger.

Men pludselig en dag, mens jeg var på barsel, stødte jeg på en annonce fra Operaen, som simpelthen beskrev lige det jeg var på udkig efter.
Og for at gøre en lang historie kort var jeg så heldig at få stillingen.

- Har noget overrasket dig ved jobbet efter du startede?
JA – jeg har været meget overrasket over – eller måske snarere fascineret af – at folk kan brænde så meget for det de laver, at de arbejder rigtigt mange aftener, weekender m.m.
Vores korsangere har jo ca. 110 forestillinger om året og der er mange prøver forud for de forestillinger.
Samtidigt har det jo også sine fordele at arbejde på den måde, og vi har i denne sæson fået en ny fremmødeplan, hvilket betyder at koret kun har et fremmøde pr. dag.
Det betyder, at arbejdsbyrden bliver mere komprimeret, og der er perioder som kan være rigtigt hårde for dem.
Til gengæld er der også flere dage nu, hvor de ikke skal ind.
Og de møder som regel så sent, at de kan have en god morgen inden – og går som regel også så de kan nå at få noget ud af eftermiddagen - alt afhængigt af hvilke forestillinger de er på.

Men jeg har dyb respekt for at kunne vende sit – og eventuelt sin families liv på hovedet – for at lave det arbejde man virkeligt brænder for.
Det er klart at når man ser teateret og Operaen udefra, så tænker man ikke på de tusinde af timers arbejde der ligger bag hver produktion.
Og alle de mennesker der knokler for at give publikum en god oplevelse.
Og hvor benhårdt det til tider kan være.

I fortsættelsen af interviewet med Blomst, kan du læse resten af hendes svar på dette spørgsmål og på, hvad der er det bedste og det værste ved hendes arbejde.

Anna Julie Brønholt

Hoveder på bloggen

Nu lancerer vi et nyt tiltag på bloggen - nemlig en række interviews med nogle af vores kære kolleger. De har ladet sig overtale til at fortælle om deres liv - både deres sangerliv og deres privatliv.

Du kommer til at finde disse interviews med Operakorets sangere - både fastansatte og assistenter - i en skønsom blanding med de øvrige indlæg hen over resten af sæsonen.
Du vil sikkert opdage, at sangerne i Det Kgl. Operakor er en broget forsamling med vidt forskellige baggrunde.

Jaaah, hvem af disse smukke mennesker kan du mon komme til at vide mere om??

Den første, du kommer til at møde er dog ikke en sanger. Det er nemlig vores allestedsnærværende og hårdtarbejdende korregissør Julie Blomst Petri Kjærgaard.
Læs interviewet med hende på en computer nær dig i den allernærmeste fremtid!

Anna Julie Brønholt

Bare man er sig selv.. eller?

...................................................... .......... *Klik på billedet - og se flere!

Når man begynder i et operakor, skal man igennem en hel del uofficielle indvielsesritualer. Det kan være en længere proces at komme ind i lønsystemet (gid det var lige så svært at komme ud igen), man skal selvfølgelig lære at finde rundt, have fundet ud af, hvem man spørger om hvad og lære de forskellige procedurer at kende: Hvordan får man fat på sine noder, hvordan melder man sig syg - og så skal man melde sig rask igen, når man ikke længere er syg, man skal lære at tjekke opslagstavler og krydse sig af inden forestillingen, man skal have taget mål på alle leder og kanter og afsløre sin skostørrelse og det er slut med at gå og bilde sig ind, at man egentlig ser helt fin ud i kropsnært tøj, men det bare ikke lige er éns stil, for før man får set sig om, står man i kropsnært tøj (eller endnu værre: I nærmest ikke noget tøj) med fem mennesker omkring sig og spejle til alle sider med en overhængende trussel om, om ganske kort tid at stå på scenen i samme outfit med meget mere end fem mennesker omkring sig. (Heldigvis er de der fem mennesker, som man i første omgang er omgivet af, faktisk altid utrolig søde og gode til at gøre alt, hvad de kan, for at hvem som helst skal kunne føle sig godt tilpas i hvad som helst - og det er altså ikke altid nogen nem opgave).

Der er visse ting man får, som er standard - f.eks har alle damerne en sort koncertkjole eller et par "bondesko" - som er et par sorte standardsko. Jeg har endnu ikke mit eget par. Kun et par lånte, som knirker, og jeg har en mistanke om, at har man først fået sine helt egne bondesko, er man ligesom inde i varmen... (Man skal nok på en eller anden måde optjene retten til egne bondesko).

Når man får sit kostume, inden man skal på scenen i det, vil man tit opdage, at det er arvestykker (hvis altså ikke den pågældende forestilling er en nyopsætning uden megen genbrug.) Der står nemlig næsten altid navn i. Nogen gange indtil flere. Somme tider er det noget en kollega havde på i en tidligere forestilling, og så er man henholdsvis "Louise" og "Anne" i La Bohème, andre gange er det mennesker, man aldrig har mødt, hvis ikke ligefrem noget så eksotisk som da vi sidst lavede Don Giovanni og havde overtaget en opsætning fra Wien, og vores kjoler havde helt anderledes eksotiske navne (og alle stuepigedragterne var lagt ned for at passe til DKO's langbenede damer). På den Jyske Opera følte jeg, at jeg kendte "Karin" længe før, jeg mødte hende i virkeligheden, fordi jeg altid - i bogstaveligste forstand - var i hendes sko. Hvis en kollega, som har en eller anden særlig opgave i forestillingen, er syg, kan man blive mødt med et: Kan du være Anita idag? For tiden er jeg meget "Margit", som jeg heller aldrig har mødt, men hvis plads jeg passer, mens hun har orlov.

Så hvis man gik her og troede, at det var vigtigt at være sig selv, kan man godt tro om igen, man skal kunne gå i andres sko - og troede man, at det kun var på scenen, man skulle være en anden, end dén man er, tog man altså også fejl. Identitetskrisen starter stort set i det øjeblik, man træder ind ad døren. Heldigvis er det en arbejdsplads med højt til loftet og god plads til at være, hvem man er, hvadenten det er én selv eller en anden. Forvirret? Så skulle du prøve at være i mine (bonde)sko!

Marie Degener Troelsen

............................................ ..... *Klik på billederne - og se endnu flere!

Natlig samtale i bus nr. 66

.................... *Klik og se flere flotte fotos af Michael Bennati Schou

Forleden aften sad jeg i bus 66 på vej hjem efter La Bohéme. Ved Christiania steg en skægget og temmelig beskidt fyr på bussen. (Lignede sådan én som man i min nordjyske barndom kaldte en landstryger eller en stodder). Vi sad nogle kollegaer sammen og sludrede lidt men efterhånden var alle stået af, og der sad kun mig, ham og nogle få andre tilbage.

Efter at have siddet og betragtet mig et stykke tid gennem et par besynderlige orange briller begyndte han at tale til mig. Først troede han, at jeg havde været inde og se en forestilling og spurgte til, hvad de spillede på operaen og efterhånden gik det op for ham, at jeg arbejdede der.

"Jeg ville sgu' gerne ind og se noget" sagde han og begyndte at snakke om det nye hus, og jeg spurgte ham, om han havde set det. "Når du arbejder derude" sagde han, "...Så ved du også, at man får kaffe af sådan nogle fine kander med god fløde til og sukker fra Jylland" (Tænker stadig lidt over, hvorfor han mente, at sukkeret var fra Jylland. Jeg har ikke set mange cafeer peppe latten op med "fineste sukker fra jyske sukkerroer") Jeg måtte jo skuffe ham med, at jeg aldrig havde drukket kaffe "omme på den anden side" - men kun kendte til (før omtalte) kantinekaffe.

"Det koster 30 kroner og det er fan'me' i orden", sagde han. "Man betaler det samme for en gang pjask fra bageren ude på Nørrebrogade." og han fortsatte: - Jeg var ude og se huset lige inden de åbnede. Parkerede min cykel op ad vinduet - det var der sgu' ingen der sagde noget til. Så købte jeg kaffe og drak først én kop, gik udenfor på terassen og fyrede en fed, og så gik jeg tilbage og drak en kop kaffe igen.

Møgbeskidt var jeg, men jeg blev behandlet som en prins"- "sådan skal det vel være" svarede jeg og rejste mig op, fordi jeg skulle af. Lige inden jeg stod ud sagde han: "Du... La Bohème.. Det var sgu´da ham der Puccini der skrev den..."- "Nemlig" sagde jeg og stod af bussen...

Historien er fra det virkelige liv og har ingen morale udover den indlysende: Man ved aldrig, hvem der gemmer sig bag skæg og orange briller - og derudover at opera i sandhed er for alle. Jeg håber virkelig, at han en dag får en billet.

Marie Degener Troelsen

Adieu, Hoffmann!

Sidste onsdag spillede vi Hoffmanns Eventyr for sidste gang.

Det var ikke så vemodigt for damekorets vedkommende at sige farvel til plasticsandaler med omkring 8 cm høje hæle, ejheller at sige farvel til karrygule frakker i skinnende stof, blommefarvet letpåklædthed og grålige, trashy parykker.

Men det bliver underligt ikke at skulle høre og synge musikken og bevæge sig rundt i det sære biograf-med-pool-univers. Der var nu en helt særlig stemning over det!

Der er tradition for, at man til den sidste forestilling laver lidt sjov med hinanden. Og det er om at finde en balance, hvor man prøver at få kollegerne til at grine - men heller ikke laver så meget rav i den, at det ødelægger oplevelsen for publikum.

Én overvejede fx at alle kunne smøre gummistøvlerne ind i sulfo, og så se hvordan poolen langsomt kunne forvandles til skumbad. Men den idé blev skrottet af mange indlysende grunde.

Det blev mere til tandlak til det smukke smil, ekstra læbestift til afsmitning og små tilføjelser på kostumerne til glæde for de kolleger, som kom tæt på.

Personligt kommer jeg slet ikke til at savne de minutter, hvor damekoret sidder som en slags dukker på scenen og kigger tomt ud i luften. Der gik solisterne nemlig rundt blandt os, og det var om at holde fingre og andre ekstremiteter tæt til kroppen!
Selvom de selvfølgelig gjorde deres bedste for ikke at træde på os, så skulle de jo også passe deres sang og spil - så det var om selv at være opmærksom.

Og det øjeblik, hvor Coppèlius kaster de magiske briller hen til Hoffmann, var altid meget nervepirrende for mig. De fløj nemlig som regel hen over hovedet på mig, eller i hvert fald med retning imod mig, mens jeg ikke kunne gøre andet end at ligge på ryggen og stirre på dem - og så håbe på, at Hoffmann greb. Det gjorde han heldigvis hver gang!

Hvem kunne vide, man skal have boldøje for at blive operasanger.

Anna Julie Brønholt