Bare man er sig selv.. eller?

...................................................... .......... *Klik på billedet - og se flere!

Når man begynder i et operakor, skal man igennem en hel del uofficielle indvielsesritualer. Det kan være en længere proces at komme ind i lønsystemet (gid det var lige så svært at komme ud igen), man skal selvfølgelig lære at finde rundt, have fundet ud af, hvem man spørger om hvad og lære de forskellige procedurer at kende: Hvordan får man fat på sine noder, hvordan melder man sig syg - og så skal man melde sig rask igen, når man ikke længere er syg, man skal lære at tjekke opslagstavler og krydse sig af inden forestillingen, man skal have taget mål på alle leder og kanter og afsløre sin skostørrelse og det er slut med at gå og bilde sig ind, at man egentlig ser helt fin ud i kropsnært tøj, men det bare ikke lige er éns stil, for før man får set sig om, står man i kropsnært tøj (eller endnu værre: I nærmest ikke noget tøj) med fem mennesker omkring sig og spejle til alle sider med en overhængende trussel om, om ganske kort tid at stå på scenen i samme outfit med meget mere end fem mennesker omkring sig. (Heldigvis er de der fem mennesker, som man i første omgang er omgivet af, faktisk altid utrolig søde og gode til at gøre alt, hvad de kan, for at hvem som helst skal kunne føle sig godt tilpas i hvad som helst - og det er altså ikke altid nogen nem opgave).

Der er visse ting man får, som er standard - f.eks har alle damerne en sort koncertkjole eller et par "bondesko" - som er et par sorte standardsko. Jeg har endnu ikke mit eget par. Kun et par lånte, som knirker, og jeg har en mistanke om, at har man først fået sine helt egne bondesko, er man ligesom inde i varmen... (Man skal nok på en eller anden måde optjene retten til egne bondesko).

Når man får sit kostume, inden man skal på scenen i det, vil man tit opdage, at det er arvestykker (hvis altså ikke den pågældende forestilling er en nyopsætning uden megen genbrug.) Der står nemlig næsten altid navn i. Nogen gange indtil flere. Somme tider er det noget en kollega havde på i en tidligere forestilling, og så er man henholdsvis "Louise" og "Anne" i La Bohème, andre gange er det mennesker, man aldrig har mødt, hvis ikke ligefrem noget så eksotisk som da vi sidst lavede Don Giovanni og havde overtaget en opsætning fra Wien, og vores kjoler havde helt anderledes eksotiske navne (og alle stuepigedragterne var lagt ned for at passe til DKO's langbenede damer). På den Jyske Opera følte jeg, at jeg kendte "Karin" længe før, jeg mødte hende i virkeligheden, fordi jeg altid - i bogstaveligste forstand - var i hendes sko. Hvis en kollega, som har en eller anden særlig opgave i forestillingen, er syg, kan man blive mødt med et: Kan du være Anita idag? For tiden er jeg meget "Margit", som jeg heller aldrig har mødt, men hvis plads jeg passer, mens hun har orlov.

Så hvis man gik her og troede, at det var vigtigt at være sig selv, kan man godt tro om igen, man skal kunne gå i andres sko - og troede man, at det kun var på scenen, man skulle være en anden, end dén man er, tog man altså også fejl. Identitetskrisen starter stort set i det øjeblik, man træder ind ad døren. Heldigvis er det en arbejdsplads med højt til loftet og god plads til at være, hvem man er, hvadenten det er én selv eller en anden. Forvirret? Så skulle du prøve at være i mine (bonde)sko!

Marie Degener Troelsen

............................................ ..... *Klik på billederne - og se endnu flere!