Adieu, Hoffmann!

Sidste onsdag spillede vi Hoffmanns Eventyr for sidste gang.

Det var ikke så vemodigt for damekorets vedkommende at sige farvel til plasticsandaler med omkring 8 cm høje hæle, ejheller at sige farvel til karrygule frakker i skinnende stof, blommefarvet letpåklædthed og grålige, trashy parykker.

Men det bliver underligt ikke at skulle høre og synge musikken og bevæge sig rundt i det sære biograf-med-pool-univers. Der var nu en helt særlig stemning over det!

Der er tradition for, at man til den sidste forestilling laver lidt sjov med hinanden. Og det er om at finde en balance, hvor man prøver at få kollegerne til at grine - men heller ikke laver så meget rav i den, at det ødelægger oplevelsen for publikum.

Én overvejede fx at alle kunne smøre gummistøvlerne ind i sulfo, og så se hvordan poolen langsomt kunne forvandles til skumbad. Men den idé blev skrottet af mange indlysende grunde.

Det blev mere til tandlak til det smukke smil, ekstra læbestift til afsmitning og små tilføjelser på kostumerne til glæde for de kolleger, som kom tæt på.

Personligt kommer jeg slet ikke til at savne de minutter, hvor damekoret sidder som en slags dukker på scenen og kigger tomt ud i luften. Der gik solisterne nemlig rundt blandt os, og det var om at holde fingre og andre ekstremiteter tæt til kroppen!
Selvom de selvfølgelig gjorde deres bedste for ikke at træde på os, så skulle de jo også passe deres sang og spil - så det var om selv at være opmærksom.

Og det øjeblik, hvor Coppèlius kaster de magiske briller hen til Hoffmann, var altid meget nervepirrende for mig. De fløj nemlig som regel hen over hovedet på mig, eller i hvert fald med retning imod mig, mens jeg ikke kunne gøre andet end at ligge på ryggen og stirre på dem - og så håbe på, at Hoffmann greb. Det gjorde han heldigvis hver gang!

Hvem kunne vide, man skal have boldøje for at blive operasanger.

Anna Julie Brønholt