Mens regnen trommer...

Så har Operakoret sommerferie.

Det har været et dramatisk forår for flere af os; der har været konkurrencer om stillinger og vikariater i de fleste af stemmegrupperne. Der skal siges goddag til nye ansigter efter sommerferien, og desværre farvel til andre.

Det har har også været en sæson, hvor nogle nye regler for vores arbejdstider skulle afprøves, og det ser ud til, at de i det store og hele har fungeret godt.

Nu venter en sæson med en blanding af genopsætninger og nye og spændende tiltag. Vi skal bl.a. stifte bekendtskab med Bo Holtens "Livlægens besøg". Det er med stor forventning, at vi vil åbne partiturerne til dette helt nye værk.

Inden da vil vi lige nyde en dejlig ferie spredt for alle vinde i ind-og udland, med eller uden sang på programmet.

Men du kan da selvfølgelig stadig blive underholdt på Det Kongelige Teater i sommerferien (klik på ordene med rød skrift):

Du kan f.eks. gå ind og se Matador på Operaen. Jo, da jeg kiggede på Billetnet for et øjeblik siden, var der stadig billetter!
Eller hvad med lidt jazzfestival på Det Kongelige Teater? Bl.a. spiller Lou Reed på Operaen i juli.
Du kan også tage ud i Skuespilhuset og se Revy ´08. Der er i skrivende stund også billetter at få.
Så fortvivl ikke, hvis regnen fortsætter, der skulle være mulighed for at glemme det for en lille tid.

Og mht billetter: Hvis du ikke kan købe dem på nettet, er der normalt altid billetter reserveret til løssalg på dagen.
Somme tider kan du få billetter til nedsat pris, hvis du vover forsøget med at købe dem lige inden forestillingen. Se mere om billetsalget her.

Du kan se DKT´s sommerprogram og program for den kommende sæson her: kglteater.dk


Rigtig god ferie til alle!

Anna Julie Brønholt

Om noget af alt det jeg elsker og vil savne: Den store blogafskedssvada - sidste del.

Og hvor vil jeg hen med al denne snak?

Jeg vil derhen, hvor jeg kan sige farvel.
Det Kongelige Teater har den charme, som et teater har. Derudover har det historien, og det har storheden, som et sted får, når man laver kunst der; både lille, mellem og stor kunst. Det har været fantastisk at være her og møde det hele.
Frem for alt elsker jeg stedet for alle de skøre og skønne mennesker, jeg har mødt. Flygtige bekendtskaber - kollegaer af alle slags, venskaber, fra de perifære til de helt nære - operakoret som består af en flok helt særlige folk, en masse meget forskellige individer, som på en eller anden måde er sammensat, så de udgør en charmerende helhed, musikalsk, scenisk og ikke mindst menneskeligt. Der er plads til både brok, spilopper, fest, farver og hjertevarme.

Jeg elsker, at der i nu et helt år, muligvis mere, har hængt en seddel i kælderen over vandbeholderen med den mystiske besked: 'Brugeren af selve formål skal selv sørge for at formål bliver sat tilbage i kantinen' . Jeg elsker, at jeg kan blive i tvivl, når nogen har skrevet 'tryk' på døren til sidescenen i kongesiden, om det er fordi de mener "tryk" eller fordi nogen har syntes, det kunne være skægt at skrive tryk i stedet for træk..( 'tryk' er rigtigt - men man kan aldrig helt vide sig sikker.) Jeg elsker, at der altid er en grund til at holde en fest, lige tage et glas eller en kop kaffe og hygge lidt; premierer, midtvejsfest, afslutningsfest. Jeg elsker alle de historier, man går rundt og fortæller hinanden, om folk der engang var på teateret, som lever videre som legender eller spøgelser, med historier, som de sikkert ikke selv ville kunne genkende, hvis de hørte dem.
- Jeg elsker alle de halve samtaler ført i sidekulissen, pludselig afbrudt af et musikalsk cue, der sender folk på scenen. Der hænger mange ord i luften dernede, mange samtaler som venter på at blive taget op igen.
Men nu må de vente lidt. I hvert fald en sommerferie.

Alt det vil jeg savne - og så meget andet: Musikken, dramaet, alt det der foregår på scenen, ved siden af scenen, under scenen og udenom scenen.
Nu vil jeg for sidste gang blogge ud her fra operakorets blog. Og for en gangs skyld er "blogge ud" ikke noget jeg beder dem om at gøre ved mine sko på skræddersalen. Tak for lån af blogspace og taletid. Og tak til mine dejlige kollegaer, for en skøn tid i det hele taget.
Roger over and out.

Marie Degener

'Man synger da ikke, når man er sur' Blog-afskedssvada 2

Udtryk og indtryk er tæt forbundne - vi kan ikke give udtryk, hvis vi lukker for indtryk og det, vi giver udtryk for, gør et indtryk. Men for at denne vekselvirkining kan finde sted, må vi have en vis åbenhed, og denne åbenhed og sårbarhed er det en del af vores arbejde at have og bevare. Derfor er vores arbejde anderledes, til tider underligt, til tider vidunderligt. Ind imellem belastende og anstrengende. Det kan skabe en masse rod, at føleriet er en del af forudsætningen for vores arbejde, at man aldrig kan være ligeglad, og at hvis man er det, er der noget galt.

At synge og musicere er noget de fleste forbinder med glæde.
'Man synger da ikke, når man er sur'
..Hvor eksotisk det end er at være på en arbejdsplads, hvor folk slår triller og synger i tide og utide, så er der lige den lille finte at - jo, her synger man - også når man er sur. For levere skal man altid... Og det er benhårdt arbejde.
'Nåh.. det gælder vel ikke liv og død'
- Jo, mærkeligt nok så gør det. Sådan føles det faktisk. Selvfølgelig mere, jo mere man er på. Det er de mest forbløffende ting, folk kan ignorere, mens de er på scenen. I det øjeblik man træder på scenen eksisterer kun det, og det er det vigtigste i verden. Alt projektørlyset er rettet mod scenen, dørene ud til er lukkede, og verden er skrumpet ind til kun at være den lille boble, som teaterrummet udgør. Salen er fuld af folk, der har betalt en masse penge for at komme og se det, vi har at byde på, som bruger deres aften i teateret, og håber på en god oplevelse. Nu må der gerne opstå lidt magi. Det er både en stor ære og et stort pres. Pludselig er det liv eller død, om man kommer på scenen til tiden, om man husker sit cue, om man ved, hvad man skal hvornår.
Folk kan skændes i prøvesalen som gjaldt det liv eller død, og man finder sig i urimelige øretæver fra dirigenter og instruktører, fordi det tjener et højere formål - forestillingen, resultatet, det færdige 'produkt'.
Man kan stå i sidescenen og have ondt et eller andet sted i sin krop eller sit hjerte og tænke at 'det her kan jeg ikke gennemføre', og så kan man gå på scenen og alligevel komme igennem og nogen gange ikke mærke, hvad det har kostet én før bagefter. For os alle gælder det, at hvad der engang var en interesse er blevet et arbejde. Det er stadig en interesse og en hjertesag, men det er blevet alvor.. Det er blevet vores hverdag, vores levebrød og vigtig del af vores liv.

Marie Degener

Blog-afkeds-svada 1

..Hvad er det egentlig vi går og laver?
Vi har altid svært ved at argumentere for vores nødvendighed. Vi der arbejder i kulturlivet. Mangen en kunstner må i disse tider gå den tunge gang til beskæftigelsesministerens efterhånden ret blodige alter og lade ham svinge kniven over sig. Men hvis man siger, at kunst og kultur ikke er nødvendigt, er man naiv. Mennesket er et kulturelt væsen, og vi har brug for at udtrykke os og modtage indtryk. Vi har brug for mental næring. Og alt har en berettigelse. Den klassiske musik og andre historiske kunstformer har deres berettigelse, ikke bare i, at de stadig er gyldige og kan røre og bevæge, men også i, at de har levet så længe og giver os en enestående mulighed for at kommunikere direkte med fortiden.

Det kan virke underligt og selvoptaget, at vi i den grad kæmper for at få lov til at udtrykke os, og i den politiske debat bliver kunstnerne som regel viftet væk som irriterende fluer og betragtet som småforkælede klynkere, der egentlig bare skal være glade, hvis de kan få penge for det de laver overhovedet, og dybest set burde tage til takke med "La vie de Bohème". Mange ville tage sig til hovedet, hvis de vidste, hvor lidt f.eks operasangere og skuespillere tjener. .... Men, hvad laver vi så? Er det bare navlepilleri og hvad er det for en snak om inspiration? Sagen er, at man på et teater hele tiden beskæftiger sig med de udefinérbare størrelser. Alt det, som er svært at beskrive: kunst, følelser, poesi, udtryk, sprog, musik. Alt det, som er at være menneske, når de helt basale fysiske behov er dækket, men som i øvrigt er næsten ligeså basalt - bare ikke fysisk.

Marie Degener

Jyde i København (forts)

I byens hjerte ligger Det Kongelige Teater, som nu har fået 3 på stribe i en akse på skrå fra Kgs. Nytorv til Nyhavn med Skuespilhuset og over vandet til Operaen. Det har været dejligt at komme ind og indsnuse teaterstøvet på Gl Scene ind imellem, men selv i de nyere huse mærker man at Teateret er et gammelt sted, med traditioner og stolthed.
Jeg har altid elsket alle de små steder rundt omkring i landet, den energi der er og den livsvilje, som man kan finde på de mindre scener, som kommer af hele tiden at skulle kæmpe for overlevelse og synlighed.
Det er der ikke så meget af på Det Kongelige Teater, som har hvilet i sin egen selvfølgelighed i mange, mange år. Man kæmper for økonomien også her, men aldrig på samme måde med livet som indsats - her er gejsten mere at finde i de forskellige grupper af ansatte, som udgør deres egne enheder; kapellet, teknikerne, operakoret, solisterne, holdet omkring en bestemt produktion osv. Måske simpelt hen fordi det er for stort til at man - udover ved helt særlige lejligheder - kan få en fornemmelse af stedet som en samlet helhed.

Men på en eller anden måde fornemmer man det alligevel - spredningen på forskellige lokaliteter og de store fysiske rammer og mange ansatte til trods - historien, traditionerne og den store kærlighed, som mange, der har arbejdet der, enten i kortere eller længere tid har til stedet.
Engang imellem har jeg tænkt på teateret som en organisme, hvor alle vi, der arbejder der, er vitale organer og publikum den luft teateret ånder. Her er der ikke bare tale om kølig, beregnende pengetænkning. Det er der også men hovedsagen er, at vi har brug for hinanden som andet end køber og sælger. Vi inspirerer hinanden gensidigt og det er lige så vigtigt - eller vigtigere - end penge for at kunne lave god kunst. Lige præcis dette aspekt kan nogengange godt være i fare for at forsvinde lidt, når der går for meget operafabrik i den, men når der bliver slået på stangen og tæppet går op, er det alligevel i sidste ende dét, der gælder...

Marie Degener

Jyde i København (forts.)

Jeg er ved at have lært at gå over for rødt, ikke at tage det så tungt, når folk kæfter op eller tro, at de ikke kan lide mig, når de er sure i butikkerne i midtbyen. Jeg har lært, at der er cyklister alle vegne, og at de er livsfarlige, især dem, der smser. Jeg har lært ikke at regne med, at busserne kommer til tiden, men at buschaufførerne til gengæld er småsure. Jeg er desuden ved at vænne mig til, at det vrimler med mennesker overalt, og jeg har lært at undgå strøget.
Det er gået op for mig at Gråbrødre Torv faktisk eksisterer og ikke, som jeg i mange år har mistænkt, kun findes i en eller anden slags "Platform 9 1/2" - agtig dimension, eller er sådan et mystisk sted, som man kun finder, når man ikke leder efter det. Det ligger der nu hver gang.
Jeg er til gengæld stadig en lille smule i tvivl, om man godt må bevæge sig rundt om søerne i gå-tempo, hvis man ikke har en barnevogn - eller en hund, og jeg er endnu fuldstændig i mørket, hvad gælder Københavns omegns geografi, eller bare udkanten af København.
Jeg kan desuden stadig blive overrasket over, at der er langt at gå fra A til B (fordi jeg ikke har vænnet mig til at være i en by med afstande...) og over, at man alligevel konstant støder på folk man kender..

Man kan undre sig over, at en jydetamp som mig trives så godt her, men det gik vel allerede galt, da jeg i sin tid valgte uddannelse. En uddannelse, der munder ud i et arbejdsliv, hvor man skal kunne råbe enormt højt, for at blive hørt, og som måske kun lige akkurat overgås på det punkt af folk, der arbejder på børsen eller banansælgere...
Et arbejdsliv, som primært vil foregå i storbyen, fordi det er der det sker indenfor vores område, og fordi København og bylivet nok meget godt matcher det liv og den dynamik, der skal til, hvis man skal kunne holde sig igang som sanger...

(fortsættes)

Marie Degener

Jyde i København

At skulle slutte på den Kongelige Opera er en større proces, end jeg havde regnet med, da jeg takkede ja til jobbet. Mentalt og følelsesmæssigt altså. Det er ikke altid, man lige når at få tænkt over, at det at sige goddag som oftest indebærer at måtte sige farvel. Før eller siden. Ikke at det nogensinde bør afholde nogen fra at sige ja til noget - eller goddag for den sags skyld.
Tvært imod. Det er jo et sundhedstegn, at det er så svært at sige farvel.
For mit vedkommende har turen til det Kongelige Teater indebåret en omplantning. Fra det jyske til det københavnske. Det er gået ret godt at få rødderne til at få fat herovre til trods for, at jeg har flyttet meget rundt, for det er som bekendt sin sag at finde et godt sted at bo, som samtidig er til at betale.

Men faktum er, at jeg vel er blevet assimileret. Sådan nogenlunde da. Jeg ved ikke, hvor lang tid der går, før man bliver Københavner. Hvor jeg kommer fra, kan man være tilflytter i generationer. Sådan er det vist ikke her - selvom der nok skal være en enkelt ærke-københavner, der føler sig nødsaget til at markere i ny og næ, hvis man bliver for kæp-høj..
eller måske snarere, hvis man bliver for langsom...

(fortsættes..)

Marie Degener