'Man synger da ikke, når man er sur' Blog-afskedssvada 2

Udtryk og indtryk er tæt forbundne - vi kan ikke give udtryk, hvis vi lukker for indtryk og det, vi giver udtryk for, gør et indtryk. Men for at denne vekselvirkining kan finde sted, må vi have en vis åbenhed, og denne åbenhed og sårbarhed er det en del af vores arbejde at have og bevare. Derfor er vores arbejde anderledes, til tider underligt, til tider vidunderligt. Ind imellem belastende og anstrengende. Det kan skabe en masse rod, at føleriet er en del af forudsætningen for vores arbejde, at man aldrig kan være ligeglad, og at hvis man er det, er der noget galt.

At synge og musicere er noget de fleste forbinder med glæde.
'Man synger da ikke, når man er sur'
..Hvor eksotisk det end er at være på en arbejdsplads, hvor folk slår triller og synger i tide og utide, så er der lige den lille finte at - jo, her synger man - også når man er sur. For levere skal man altid... Og det er benhårdt arbejde.
'Nåh.. det gælder vel ikke liv og død'
- Jo, mærkeligt nok så gør det. Sådan føles det faktisk. Selvfølgelig mere, jo mere man er på. Det er de mest forbløffende ting, folk kan ignorere, mens de er på scenen. I det øjeblik man træder på scenen eksisterer kun det, og det er det vigtigste i verden. Alt projektørlyset er rettet mod scenen, dørene ud til er lukkede, og verden er skrumpet ind til kun at være den lille boble, som teaterrummet udgør. Salen er fuld af folk, der har betalt en masse penge for at komme og se det, vi har at byde på, som bruger deres aften i teateret, og håber på en god oplevelse. Nu må der gerne opstå lidt magi. Det er både en stor ære og et stort pres. Pludselig er det liv eller død, om man kommer på scenen til tiden, om man husker sit cue, om man ved, hvad man skal hvornår.
Folk kan skændes i prøvesalen som gjaldt det liv eller død, og man finder sig i urimelige øretæver fra dirigenter og instruktører, fordi det tjener et højere formål - forestillingen, resultatet, det færdige 'produkt'.
Man kan stå i sidescenen og have ondt et eller andet sted i sin krop eller sit hjerte og tænke at 'det her kan jeg ikke gennemføre', og så kan man gå på scenen og alligevel komme igennem og nogen gange ikke mærke, hvad det har kostet én før bagefter. For os alle gælder det, at hvad der engang var en interesse er blevet et arbejde. Det er stadig en interesse og en hjertesag, men det er blevet alvor.. Det er blevet vores hverdag, vores levebrød og vigtig del af vores liv.

Marie Degener