Blog-afkeds-svada 1

..Hvad er det egentlig vi går og laver?
Vi har altid svært ved at argumentere for vores nødvendighed. Vi der arbejder i kulturlivet. Mangen en kunstner må i disse tider gå den tunge gang til beskæftigelsesministerens efterhånden ret blodige alter og lade ham svinge kniven over sig. Men hvis man siger, at kunst og kultur ikke er nødvendigt, er man naiv. Mennesket er et kulturelt væsen, og vi har brug for at udtrykke os og modtage indtryk. Vi har brug for mental næring. Og alt har en berettigelse. Den klassiske musik og andre historiske kunstformer har deres berettigelse, ikke bare i, at de stadig er gyldige og kan røre og bevæge, men også i, at de har levet så længe og giver os en enestående mulighed for at kommunikere direkte med fortiden.

Det kan virke underligt og selvoptaget, at vi i den grad kæmper for at få lov til at udtrykke os, og i den politiske debat bliver kunstnerne som regel viftet væk som irriterende fluer og betragtet som småforkælede klynkere, der egentlig bare skal være glade, hvis de kan få penge for det de laver overhovedet, og dybest set burde tage til takke med "La vie de Bohème". Mange ville tage sig til hovedet, hvis de vidste, hvor lidt f.eks operasangere og skuespillere tjener. .... Men, hvad laver vi så? Er det bare navlepilleri og hvad er det for en snak om inspiration? Sagen er, at man på et teater hele tiden beskæftiger sig med de udefinérbare størrelser. Alt det, som er svært at beskrive: kunst, følelser, poesi, udtryk, sprog, musik. Alt det, som er at være menneske, når de helt basale fysiske behov er dækket, men som i øvrigt er næsten ligeså basalt - bare ikke fysisk.

Marie Degener