Jyde i København (forts.)

Jeg er ved at have lært at gå over for rødt, ikke at tage det så tungt, når folk kæfter op eller tro, at de ikke kan lide mig, når de er sure i butikkerne i midtbyen. Jeg har lært, at der er cyklister alle vegne, og at de er livsfarlige, især dem, der smser. Jeg har lært ikke at regne med, at busserne kommer til tiden, men at buschaufførerne til gengæld er småsure. Jeg er desuden ved at vænne mig til, at det vrimler med mennesker overalt, og jeg har lært at undgå strøget.
Det er gået op for mig at Gråbrødre Torv faktisk eksisterer og ikke, som jeg i mange år har mistænkt, kun findes i en eller anden slags "Platform 9 1/2" - agtig dimension, eller er sådan et mystisk sted, som man kun finder, når man ikke leder efter det. Det ligger der nu hver gang.
Jeg er til gengæld stadig en lille smule i tvivl, om man godt må bevæge sig rundt om søerne i gå-tempo, hvis man ikke har en barnevogn - eller en hund, og jeg er endnu fuldstændig i mørket, hvad gælder Københavns omegns geografi, eller bare udkanten af København.
Jeg kan desuden stadig blive overrasket over, at der er langt at gå fra A til B (fordi jeg ikke har vænnet mig til at være i en by med afstande...) og over, at man alligevel konstant støder på folk man kender..

Man kan undre sig over, at en jydetamp som mig trives så godt her, men det gik vel allerede galt, da jeg i sin tid valgte uddannelse. En uddannelse, der munder ud i et arbejdsliv, hvor man skal kunne råbe enormt højt, for at blive hørt, og som måske kun lige akkurat overgås på det punkt af folk, der arbejder på børsen eller banansælgere...
Et arbejdsliv, som primært vil foregå i storbyen, fordi det er der det sker indenfor vores område, og fordi København og bylivet nok meget godt matcher det liv og den dynamik, der skal til, hvis man skal kunne holde sig igang som sanger...

(fortsættes)

Marie Degener