Jyde i København

At skulle slutte på den Kongelige Opera er en større proces, end jeg havde regnet med, da jeg takkede ja til jobbet. Mentalt og følelsesmæssigt altså. Det er ikke altid, man lige når at få tænkt over, at det at sige goddag som oftest indebærer at måtte sige farvel. Før eller siden. Ikke at det nogensinde bør afholde nogen fra at sige ja til noget - eller goddag for den sags skyld.
Tvært imod. Det er jo et sundhedstegn, at det er så svært at sige farvel.
For mit vedkommende har turen til det Kongelige Teater indebåret en omplantning. Fra det jyske til det københavnske. Det er gået ret godt at få rødderne til at få fat herovre til trods for, at jeg har flyttet meget rundt, for det er som bekendt sin sag at finde et godt sted at bo, som samtidig er til at betale.

Men faktum er, at jeg vel er blevet assimileret. Sådan nogenlunde da. Jeg ved ikke, hvor lang tid der går, før man bliver Københavner. Hvor jeg kommer fra, kan man være tilflytter i generationer. Sådan er det vist ikke her - selvom der nok skal være en enkelt ærke-københavner, der føler sig nødsaget til at markere i ny og næ, hvis man bliver for kæp-høj..
eller måske snarere, hvis man bliver for langsom...

(fortsættes..)

Marie Degener