Jyde i København (forts)
I byens hjerte ligger Det Kongelige Teater, som nu har fået 3 på stribe i en akse på skrå fra Kgs. Nytorv til Nyhavn med Skuespilhuset og over vandet til Operaen. Det har været dejligt at komme ind og indsnuse teaterstøvet på Gl Scene ind imellem, men selv i de nyere huse mærker man at Teateret er et gammelt sted, med traditioner og stolthed.
Jeg har altid elsket alle de små steder rundt omkring i landet, den energi der er og den livsvilje, som man kan finde på de mindre scener, som kommer af hele tiden at skulle kæmpe for overlevelse og synlighed.
Det er der ikke så meget af på Det Kongelige Teater, som har hvilet i sin egen selvfølgelighed i mange, mange år. Man kæmper for økonomien også her, men aldrig på samme måde med livet som indsats - her er gejsten mere at finde i de forskellige grupper af ansatte, som udgør deres egne enheder; kapellet, teknikerne, operakoret, solisterne, holdet omkring en bestemt produktion osv. Måske simpelt hen fordi det er for stort til at man - udover ved helt særlige lejligheder - kan få en fornemmelse af stedet som en samlet helhed.
Men på en eller anden måde fornemmer man det alligevel - spredningen på forskellige lokaliteter og de store fysiske rammer og mange ansatte til trods - historien, traditionerne og den store kærlighed, som mange, der har arbejdet der, enten i kortere eller længere tid har til stedet.
Engang imellem har jeg tænkt på teateret som en organisme, hvor alle vi, der arbejder der, er vitale organer og publikum den luft teateret ånder. Her er der ikke bare tale om kølig, beregnende pengetænkning. Det er der også men hovedsagen er, at vi har brug for hinanden som andet end køber og sælger. Vi inspirerer hinanden gensidigt og det er lige så vigtigt - eller vigtigere - end penge for at kunne lave god kunst. Lige præcis dette aspekt kan nogengange godt være i fare for at forsvinde lidt, når der går for meget operafabrik i den, men når der bliver slået på stangen og tæppet går op, er det alligevel i sidste ende dét, der gælder...
Marie Degener
Jeg har altid elsket alle de små steder rundt omkring i landet, den energi der er og den livsvilje, som man kan finde på de mindre scener, som kommer af hele tiden at skulle kæmpe for overlevelse og synlighed.
Det er der ikke så meget af på Det Kongelige Teater, som har hvilet i sin egen selvfølgelighed i mange, mange år. Man kæmper for økonomien også her, men aldrig på samme måde med livet som indsats - her er gejsten mere at finde i de forskellige grupper af ansatte, som udgør deres egne enheder; kapellet, teknikerne, operakoret, solisterne, holdet omkring en bestemt produktion osv. Måske simpelt hen fordi det er for stort til at man - udover ved helt særlige lejligheder - kan få en fornemmelse af stedet som en samlet helhed.
Men på en eller anden måde fornemmer man det alligevel - spredningen på forskellige lokaliteter og de store fysiske rammer og mange ansatte til trods - historien, traditionerne og den store kærlighed, som mange, der har arbejdet der, enten i kortere eller længere tid har til stedet.
Engang imellem har jeg tænkt på teateret som en organisme, hvor alle vi, der arbejder der, er vitale organer og publikum den luft teateret ånder. Her er der ikke bare tale om kølig, beregnende pengetænkning. Det er der også men hovedsagen er, at vi har brug for hinanden som andet end køber og sælger. Vi inspirerer hinanden gensidigt og det er lige så vigtigt - eller vigtigere - end penge for at kunne lave god kunst. Lige præcis dette aspekt kan nogengange godt være i fare for at forsvinde lidt, når der går for meget operafabrik i den, men når der bliver slået på stangen og tæppet går op, er det alligevel i sidste ende dét, der gælder...
Marie Degener
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home