........................................................................... .... *Klik på billederne!


........Ode til Ole.......

...
Tænk sig i det ganske land,
Findes denne danske mand.
Turde man hviske navnet:.Ole..
En højtidssjælens hvidt og kjole,
Hvis ødsle pen strør ros fra ærmer.
Han drager og østrogenerne sværmer,
Hvis høviskhed får os til at smelte!
Langt mer´er han helt.- end andre helte!

Tænk sig i det ganske kor!
Findes denne sub-tenor.
Vi lede skal i mulmets malm-
I krybben lagt og svøbt i halm:
Profundets bas han toner sval..
Sé Amors pil! (ak sær, banal)
Har skudt! Har ramt! I hjertet sunket!
Ventende Ja'er står nu bunket.
Ja! i hobetal bag bryst og bryn!
Fortryllet af fnuglet hengivenheds gryn.
Ja til Ole hans tale, hans sang.
Ja til Ole hans hale, hans svang.

Sammen sig snørrer svælgets bånd.
Vi adlyder denne Balders ånd!
Tusind talenter sig sammenvæver,
I hans nærhed vi i gammen svæver.
En yngling så taktfuld, så munter så skær,
Du skal ophøjes af tonernes hær.

Ole, åh Ole, blot DU er på tronen
Gid (kun) DU var Adamsmenneskets-klonen!

(én Hanne i din nærhed.. )

Numerologik? Navneforandring: Holmens Konsonantensemble? /1

...............................................................*Foto: Henrik Engelbrecht
Sådan kan man gå og overveje..

En gammel blog-bitch har momentant fået livtag på sin ”skrive-blogering” – og skræpper hermed lidt om det musikalske arbejde i prøvesal 7 pt. (Man må jo lige bide sig fast, efter at nye talenter på bloggen, har givet os ”gamle” baghjul for længst. Hurra for dem ;-).
Nogle vil sikkert vide, at sal 7 oprindeligt var korets arbejdslokale.
Korets sal i det nye operahus og ingen andres.
Altså ikke noget med ”ram duft efter balletoverivrighed” og ingen nodestativer efterladt som et stenet regiment soldater langs væggen, ingen løsgænger-kopper med kolde, betænkelige sjatter osv. Vores helt egen sal! (og eget rod...) Skønne indstillelige stole (vi sidder en del og er af alle slags højder og drøjder). Smukt niveaudelt trægulv så alle kan se korsyngemesteren og et fint ovenlys med kontakt til vejret udenfor. Men så desværre: Punktum.

Det viste sig nemlig alt for snart, at når 60 m/k gav sangen vinger, nåede decibel uacceptable højder. Det ku´ måles, at høreskader så godt som kunne garanteres. Lidet efterstræbelsesværdigt, da vore ører er uundværlige delredskaber og tinitus en ikke sjælden arbejdsskade i faget.

SÅ! Kort før sommerferien (og efter en del møder anført af korets utrættelige bestyrelse og formand Eivind) blev det bekendtgjort, at koret har fået en ny sal! Endnu skønnere. Uden sammenligning. Hér er rigtig vand-ret udsigt. Frit kig ud over københavns smukke havn i retning mod Knippelsbro og byggeriet af det snart færdige skuespilhus. Og her er plads til alle 60 og vores gjaldende røst´s fra bryst´s! Sal 3: Hér har vi rod, hér har vi hjemme. Alle er tilfredse: En rigtig (Ei)win-win-situation.

Men hov! Dette var jo blot en bisætning. Det sku´ jo dreje sig om en mulig navneforandring! Så hvad foregår der så i den sal 7?!!

Vi er, på visse operaer, delt i mindre enheder (ex.vis var vi 20 sangere på nu afsluttede Don Juan). Fyrre af os har fornøjelsen af just at have påbegyndt prøver på Dvoraks: Rusalka (Premiere d.3/3-08 ) Og det er virkelig en fornøjelse! En stor udfordring for vore skandinaviske tungebånd..

Vender tilbage med Holmens Konsonantensemble /2.. en dag i nær fremtid.

Hanne Bremholm

Bremholm back on the blog

Hun er tilbage. Efter en mulig decideret skriveblogering på mere end ni måneder – er hun tilbage med nye indlæg i den førte blogpolik.

Og her gik man i sit stille sind og troede at angsten for det hvide Word-dokument havde fået overtaget, at denne kilde var tørret ud, at det sidste punktum for længst var sat. Men nej, sådan skulle det ikke være. Heldigvis.

Sopranen med den fløjlsbløde stemme og den skarpe frisure har atter fattet pennen – skarpere end nogensinde.

Det er derfor med stor glæde og en vis ærefrygt i stemmen, at en gammel blog pimp kan byde Hanne Bremholm velkommen tilbage!

Skribent, Kgl. elsparekampagne-slogan-vinder, indretningsarkitekt, trendsetter, livsstils-ikon (se fællesrums-blogs), ordekvilibrist og satiriker, Hanne Bremholm er atter tilbage i storform med indlægget ”Numerologik”.

She’s back. Kvinden der i forrige sæson indfangede mangt en intetanende bloglæser i sit fintmaskede net af flabede og finurlige formuleringer under blogtitler som 100 meter løb for stuepiger, Mit rige for et par flade og "Hårror"-show!

Welcome! Stay tuned.

Ole Jegindø Norup

*Klik på billederne og se flere!

Fra Don G. til Don C.

Mens Don Giovanni nu har scoret sin sidste stuepige i denne omgang på Gamle scene, har en ny og anden opera-Don i mellemtiden stjålet rampelyset! Denne gang på Store Scene på Operaen.

I søndags havde vi premiere på Kasper Bech Holtens nyiscenesættelse af Verdis Don Carlos.

Michael Schønwandt står for den musikalske ledelse, Steffen Aarfing for scenografi og kostumer og Jesper Kongshaug står for forestillingens lysdesign.

Blanke husfacader, DDR-boligbarakker, masser af sikkerhedsvagter og bodyguards med skarpladte håndvåben, solbadende kvinder i spraglet tøj, Guantánamo-fanger og filmsekvenser med bombeangreb, det er nogle af de billeder der møder publikum i Det Kgl. Teaters nye opsætning af Don Carlos.

Kasper Bech Holten har nemlig valgt at aktualisere operaen ved at sætte fokus på de magtpolitiske sider af handlingen og flytte den fra 1500-tallet til ”en nær fremtid i en totalitær stat”.

Selv siger han om iscenesættelsen: Vores opsætning udspiller sig i et moderne samfund, hvor religionen har fået magten. (…) Et samfund, der måske minder om en blanding mellem Nordkorea, Teheran og Washington D.C. Et samfund, hvor det religiøse tog magten under Filips fader, Karl V. En stat, hvor alle tjener et system, der kan fastholde dem i deres magtpositioner, og hvor en statsreligion med alle dens riter bliver brugt til at retfærdiggøre og holde systemet i live. Hvordan kan man finde ud af, hvem man er og hvad man vil, når man opdager, at systemet, man er opdraget i, dræber massevis af mennesker, når ens far er mod en, og når man ikke engang kan stole på sin bedste ven?

Ole Jegindø Norup

*Fotos fra kglteater.dk

"One f****** melody after the other"

In Alan Bennett's hit play of 2006 in Great Britain and subsequently on Broadway, "The History Boys", an 18 year old student is asked to define history. Sullenly, he replies: "It seems to be just one fucking thing after another, sir".

If the same boy were asked to define opera, he might say the same, substituting "thing" for "tune". And he wouldn't be entirely wrong. No where did it seem more pertinent than on the opening night of Verdi's Don Carlos, which, with a chorus of 72, is the BIGGY opera for the Royal Opera Chorus this season.

Although many people recognise La Traviata or Aida better and although many consider Otello and Falstaff to be Verdi's finest achievements, Don Carlos is just full of one glorious melody from start to finish. It is an opera, which as chorus master, I have never come in to contact with so when I returned from my sojourn on foreign shores working on a very different piece, listening and watching it felt a little like being asked to taste a dozen different types of the very best Bordeaux has to offer ( I guess; it's never happened). One of the recurrent and most energising aspects of this job is being introduced to new music and thereby being reminded on the wealth that must still waiting to be heard. It never ceases to amaze me of the sheer variety that composers are able to muster out of the 12 modest tones that make up the chromatic scale.

The other amazing thing coming back, although I cannot honestly say I was not aware it was happening, was that The Tales of Hoffmann which opened on 8th September, and which the chorus started learning in May, was still running. Tonight I am happy to announce it is the last performance. And I can also say that the chorus is very pleased about it too. So much so they are giving it a farewell party in their new common room. Don't get me wrong, they don't think it's awful or anything, but there have been quite a lot of them to do and the men are, quite literally, on stage from beginning to end - 19 30 till about 22 45 - it's a long evening!

Bohème is coming to an end soon, which along with Don Carlos, will make for some new offerings. Two are without chorus - so they are off limits on this blog! Well, one is. Mozart's Lucio Silla has chorus in it - one bit at the end, where we find ourselves in the not unusal situation of rejoicing because an erstwhile baddy leader has become enlightened. So we are going to rejoice for about 5 minutes in D major (a good key for trumpets!) - ON TAPE! Quite tricky - since halfway through, the real live soloists, not to be outdone in the final number of the piece, also put in their two-penny-worth, and to make sure the transition between recording to live sound and back again with no inadvertent silences or sudden changes of tempo we have to thank our sound technicians. After a couple of quick rehearsals with me and then with the conductor we go to the so-called Sang-Orkester rehearsal (where singers, soloists and chorus, meet the orchestra for the first time in a rehearsal room) and the sound technicians will be there to record us, if not for posterity, then for this season's show and any revival. So if you go to the show, we'll be there in sound but not in body.

A new offering with real live chorus however is the return of Carl Nielsen's Maskarade which we started re-rehearsing this week. We did it only last year, and quite a few performances, so we try and put it back on with the minimum amount of rehearsal to leave more time for the new pieces. It opens again on the 7th December. See what I mean? All up and running in two weeks. And if anybody thinks that sounds like neglect of a Danish masterpiece, I might reassure you by saying that the soloists, who have much more to do than, also have much more rehearsal.

Right, I'm off. Duty calls and it's my last chance to see the ladies' chorus rise up out of the floor of the stage in their bathing attire. Catch you later.

Philip White

Om alt det man siger

Der er en fase i et prøveforløb, hvor man føler, at man leger. At man er en flok voksne mennesker, der går ned i prøvesalen til en gang fri leg.. selvom sådan er det jo selvfølgelig ikke. Det er meget velorganiseret og nøje tilrettelagt leg og nogen gange, kommer man til at stå meget og vente meget..

Men den første gang alle har kostumer på, sker der et eller andet, og man begynder at se, forestillingen tegne sig. Netop kostumerne, og de ting man bliver sat til på scenen, giver anledning til mange sjove udtalelser, som man ofte slet ikke tænker over i det øjeblik, de ryger ud af munden på én - men hvis en stakkels udefrakommende skulle lægge ører til kunne han eller hun nok undre sig.

Gad vide, hvilken arbejdsplads et menneske med bind for øjnene ville tro det var, hvis vedkommende kom ind midt i en prøve på et tidspunkt, hvor der ikke lige blev sunget og kunne høre ting som:
"Jeg er ikke ligeså grøn nu, som jeg var i starten" (Jamen, så har du vel fået det bedre?) eller de mere kinky:
"Hvem er min hund idag?" (hvem var din hund i går?)
"Hvor er mine bryster?" (jaeh.., hvor plejer de at være?) og
"Det er nu du skal tage kvælertag på mig" (skal? Er det noget I gør tit?)
"Du skal skydes lige inden tæppet går ned"... eller bare sådan noget som:
"Er du min mand??" (ved du ikke hvem han er?)
"Skal jeg bare have mit eget hår?" (ja, hvis ellers?) Eller
"Kan du være reserve på hundeskålen?" (???).

Med andre ord lægger man øre til eller hører sig selv udtale sætninger, man aldrig havde troet man skulle sige - oven i købet uden at tænke nærmere over det - for for os, giver det jo fuldstændig klar mening.

Alle disse udtalelser er fra det virkelige liv - hvad der ligger bag dem, vil jeg lade læseren gisne om (det bliver det sikkert kun mindre kedeligt af) - og det er ganske vist, for jeg var der selv.

Marie Degener Troelsen


*Fotos fra kglteater.dk

Designmæssige delikatesser

*Klik og se flere flotte fællesrum-fotos af Michael B. Schou!

(Fortsat fra ”Efter murens fald”…)
Som kompetente indretningsarkitekter og selvbevidste livsstilseksperter har fire gæve kvinder fra Operakoret stilsikkert og gennemført indrettet vores nye fællesrum.

Og de damer Hanne Bremholm, Lilli Jønck, Louise Bothmann og Marie Kindberg har i den grad taget opgaven alvorligt.

I stedet for at ty til hurtige, nemme løsninger med lige at fikse det hele lidt op i løbet af en eftermiddag, begyndte de med at afspærre hele området det meste af en måned, så deres kreative kvindesind kunne få absolut arbejdsro.

Vinduer og døre til the work in progress blev blændet fuldstændig af, og alle blev – til stor irritation for de fleste – forment adgang til lokalet helt frem til den officielle indvielse, der fandt sted for nogle uger siden!



Stærke sager. Men det færdige resultat har så sandelig været værd at vente på. Der er virkelig blevet kælet for detaljerne, og fællesrummet er i den grad blevet personliggjort i en stil der på én og samme tid er anderledes, toptjekket funktionel og smålummer. (fortsættes…)

Ole Jegindø Norup

Efter murens fald

*Klik og se flere flotte fællesrum-fotos af Michael B. Schou!

[fortsat fra ’Kunst eller Kitsch?’…]

Som nævnt i forrige blogindlæg var en større ombygning af de fysiske rammer på korgangen helt nødvendig for at fællesrumsprojektet kunne blive en succes.

Men at kaste sig ud i en omfattende udvidelse af det eksisterende rum er jo ikke noget, man bare lige ordner på en forlænget weekend.

Mure skulle rives ned og en hel garderobe skulle inddrages. Samtidig skulle påklæderne selvfølgelig have et nyt sted at holde til. De har nu fået garderoben beliggende på den anden side af det nye fællesrum, hvilket alt i alt har betydet at kormedlemmerne på hele to garderober har skullet ’genhuses’ på 3. etage.

Projektets tilblivelseshistorie har været lang. To af mine kolleger Ejvind Callesen og Torben Demstrup lavede allerede for flere år siden de første skitser og udkast til hvordan rumudvidelsen kunne udformes.

Tingene har udviklet sig meget siden da, og langsomt har projektet taget form. Idéen om et fælles samlingspunkt for koret har mødt opbakning flere steder i huset, mange møder er blevet afholdt – og endelig kunne håndværkerne så i sommer gå i gang med alt det praktiske.



Og resultatet er blevet enestående (kom selv forbi og tjek det ud).

En mur er blevet mejet ned, men humøret er gået op.

[fortsættes!..]

Ole Jegindø Norup

Kunst eller kitsch?

Det er formfuldendt, det er frækt, det er forførende.

Kunst eller kitsch? Operakorets fine, nyindrettede opholdsrum ligner i ikke noget som helst andet på Operaen.

For et par uger siden kunne vi endelig indvie denne nye – og allerede meget populære – lokalitet midt på korgangen på 2. sal.

*Klik og se et væld af Michael Bennati Schous flotte fællesrum-fotos!

De første idéer om at skabe et egentligt fællesrum for os i koret opstod allerede for flere år siden. Ret hurtigt efter vi var flyttet ind i det nye Operahus stod det klart, at det oprindelige ’thekøkken’ aldrig i sin daværende udformning var stort nok til at kunne udgøre et egentligt samlingspunkt for Operakoret. Vi er jo trods alt 56 fuldvoksne operasangere og til visse forestillinger helt op til tyve mand ekstra.

En nok så kraftig opfriskning af lokalets interiør var altså ikke nok. En regulær udvidelse af de eksisterende fysiske rammer var altså en absolut nødvendighed for at projektet kunne blive en succes. Men hvordan foranstalter man en sådan større ombygning i et nyt, fint Operahus?

[Fortsættes!..]

Ole Jegindø Norup