Om alt det man siger

Der er en fase i et prøveforløb, hvor man føler, at man leger. At man er en flok voksne mennesker, der går ned i prøvesalen til en gang fri leg.. selvom sådan er det jo selvfølgelig ikke. Det er meget velorganiseret og nøje tilrettelagt leg og nogen gange, kommer man til at stå meget og vente meget..

Men den første gang alle har kostumer på, sker der et eller andet, og man begynder at se, forestillingen tegne sig. Netop kostumerne, og de ting man bliver sat til på scenen, giver anledning til mange sjove udtalelser, som man ofte slet ikke tænker over i det øjeblik, de ryger ud af munden på én - men hvis en stakkels udefrakommende skulle lægge ører til kunne han eller hun nok undre sig.

Gad vide, hvilken arbejdsplads et menneske med bind for øjnene ville tro det var, hvis vedkommende kom ind midt i en prøve på et tidspunkt, hvor der ikke lige blev sunget og kunne høre ting som:
"Jeg er ikke ligeså grøn nu, som jeg var i starten" (Jamen, så har du vel fået det bedre?) eller de mere kinky:
"Hvem er min hund idag?" (hvem var din hund i går?)
"Hvor er mine bryster?" (jaeh.., hvor plejer de at være?) og
"Det er nu du skal tage kvælertag på mig" (skal? Er det noget I gør tit?)
"Du skal skydes lige inden tæppet går ned"... eller bare sådan noget som:
"Er du min mand??" (ved du ikke hvem han er?)
"Skal jeg bare have mit eget hår?" (ja, hvis ellers?) Eller
"Kan du være reserve på hundeskålen?" (???).

Med andre ord lægger man øre til eller hører sig selv udtale sætninger, man aldrig havde troet man skulle sige - oven i købet uden at tænke nærmere over det - for for os, giver det jo fuldstændig klar mening.

Alle disse udtalelser er fra det virkelige liv - hvad der ligger bag dem, vil jeg lade læseren gisne om (det bliver det sikkert kun mindre kedeligt af) - og det er ganske vist, for jeg var der selv.

Marie Degener Troelsen


*Fotos fra kglteater.dk