Ikke for skæg...

Mens kvinderne til den første Lohengrin-sceneprøve her efter jul ankom i plisserede nederdele og fornuftige skjortebluser og håret samlet i rottehaler, var vi i herrekoret hoppet i en kort uldbuks med tilhørende knælange strømper.

Ja, og så var der skægget. Eller rettere - det var der nemlig ikke (alt for kunsten - af med skægget). Og det er ikke just en leg for børn og sarte sjæle! Den første tanke, der fløj gennem éns hoved var: Er jeg gået forkert? Eller hvad laver alle de nye korkolleger rundt om mig dog her?

Som skolebørn i forestillingen skulle vi alle (35 fuldvoksne herresangere) i dag efter julens betragtelige madkonsumering møde med helt glatte basunkinder. Mangt en fuldbeskægget baskollega havde således gennemgået en omfattende totalrenovering af ansigtet. De var mere nybarberede end nogensinde før. Og ganske uigenkendelige...

Og lad os dog sige det, som det er: Vi er faktisk nogle, der forsøger at bruge vores skæg til at illudere blot et diskret touch af casual maskulinitet (sådan lidt George Michael-wanna be-agtigt med lidt rå skægstubbe, eller i det mindste en antydningsvis five o' clock shadow).

Men, men, men... Når instruktøren siger frisch rasiert, så menes der frisch rasiert! Og derfor kunne man i dag opleve mangt en hyggelig familiefuldskægsfar transformeret til ét omvandrende, overdimensioneret moonface, hvor end ikke de spædeste konfirmand-dun på overlæben var synlige...

Vi kan pive, hyle og slå os selv for brystet. Har du én gang solgt din sjæl til DKT, bestemmer du ikke længere selv. Med Gillette - the best a man can get eller med håndholdt elektrisk shaver - det skal væk. Det hele.

Så værs'go og skrab. Vi skal jo for pokker ligne en flok præpupertære skoleknægte - og det er altså ikke for skæg!

Ole Jegindø Norup