torsdag, december 14, 2006

Trafikprop i Lohengrin

Prøven tirsdag var underlig mat. Vi var for første gang på scenen med Lohengrin, så det burde være fint, men der var en form for kollektiv uoplagthed, og scenen fremstod trist, fordi der endnu ikke er sat rigtigt lys. Vi arbejdede derfor i "arbejdslys", hvilket blot er et fladt lys fra nogle meget højt placerede neonrør ... og når man taler om "højt" på en operascene, så er det altså HØJT. Ingen magi dér!

I Lohengrin er der flere hurtige sceneomrokeringer. Pultene i skoleklassen skubbes rundt og danner et nyt scenebillede.

I brudescenen skal pultene hurtigt skubbes rundt, så de i stedet for at stå i tre rækker kommer til at danne en halvcirkel. Dét er ikke helt let, og skal foregå i nøje indstuderet orden.

I går blev der fuldstændig trafikprop, så ikke ét eneste bord kunne skubbes hverken frem eller tilbage. Jeg prøvede at hjælpe en fortvivlet tenor, der forsøgte at skabe lidt orden i kaos. Alt forgæves. Det hele gik op i latter og prop.
(Lene Freil)