tirsdag, december 22, 2009
I aften har vi den sidste forestilling inden juleferien.
Men vi vender tilbage mellem jul og nytår, hvor der også er andre forestillinger på programmet på Det Kongelige Teater.
Klik her og se teaterets hjemmeside og kalender.
Det Kongelige Operakor ønsker alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår!
søndag, december 20, 2009
Tannhäuser set fra damekoret (3/3)
Inden vi skal på igen i slutningen af 3. akt, kan vi nå at tage kostumerne af og holde pause.
Når det er kostumer, som fylder meget, kan det være rart at få dem af ind imellem, de hindrer bevægelsesfriheden.
Vores Tannhäuserkostumer kan være lidt svære at sidde godt i, vi har alle mange meter stof kunstfærdigt draperet på bagperronen.
Flere af damerne har enorme pufærmer, jeg har hørt et sted, at der ligeledes er gået flere meter stof til et enkelt ærme.
De fleste parykker er også fyldige og formet i store, bløde frisurer.
Nogle bærer overdimensionerede halssmykker, armbånd og ringe i sorte og grå nuancer.
Ingen diamanter her - det er skåret ud i et eller andet plastic-agtigt materiale, lagt lag på lag - kantede, spidse og afrundede stykker mellem hinanden. De er simpelthen designet til lejligheden.
Tilsammen bliver det hele smukt og skulpturelt at se på, men også overdrevet, og får borgerskabet fremstillet fra dets mest hysteriske side.
Alle kostumerne er syet til denne forestilling, og passer som støbt på hver enkelt af os.
Det er også med til, at gøre det til en dejlig forestilling at spille med i, at man føler sig godt tilpas i kostumet.
Og udenom det altsammen stråler det vigtigste: Wagners overjordisk skønne musik.
Det er ikke kedeligt at være korsanger i en Wagnerforestilling, for korene er så smukke at man kan blive helt grædefærdig.
Damekoret har vores sidste kor og sidste entre i finalen af 3. akt, hvor vi nogenlunde skjult lister ind bagest på scenen og begynder at synge herfra.
Vi hylder underet som er sket - i forlægget er det jo, at pavens stav er begyndt at spire, og Tannhäuser dermed er tilgivet og frelst.
Foto: Per Morten Abrahamsen
Men i denne opsætning hylder vi Tannhäusers store værk. Efter sin død, bliver han endelig hyldet - "taget til nåde".
Jeg glæder mig til Tannhäuser går i gang - vi har premiere i eftermiddag!
Du kan læse mere om forestillingen her.
Anna Julie Brønholt
Når det er kostumer, som fylder meget, kan det være rart at få dem af ind imellem, de hindrer bevægelsesfriheden.
Vores Tannhäuserkostumer kan være lidt svære at sidde godt i, vi har alle mange meter stof kunstfærdigt draperet på bagperronen.
Flere af damerne har enorme pufærmer, jeg har hørt et sted, at der ligeledes er gået flere meter stof til et enkelt ærme.
De fleste parykker er også fyldige og formet i store, bløde frisurer.
Nogle bærer overdimensionerede halssmykker, armbånd og ringe i sorte og grå nuancer.
Ingen diamanter her - det er skåret ud i et eller andet plastic-agtigt materiale, lagt lag på lag - kantede, spidse og afrundede stykker mellem hinanden. De er simpelthen designet til lejligheden.
Tilsammen bliver det hele smukt og skulpturelt at se på, men også overdrevet, og får borgerskabet fremstillet fra dets mest hysteriske side.
Alle kostumerne er syet til denne forestilling, og passer som støbt på hver enkelt af os.
Det er også med til, at gøre det til en dejlig forestilling at spille med i, at man føler sig godt tilpas i kostumet.
Og udenom det altsammen stråler det vigtigste: Wagners overjordisk skønne musik.
Det er ikke kedeligt at være korsanger i en Wagnerforestilling, for korene er så smukke at man kan blive helt grædefærdig.
Damekoret har vores sidste kor og sidste entre i finalen af 3. akt, hvor vi nogenlunde skjult lister ind bagest på scenen og begynder at synge herfra.
Vi hylder underet som er sket - i forlægget er det jo, at pavens stav er begyndt at spire, og Tannhäuser dermed er tilgivet og frelst.
Foto: Per Morten Abrahamsen
Men i denne opsætning hylder vi Tannhäusers store værk. Efter sin død, bliver han endelig hyldet - "taget til nåde".
Jeg glæder mig til Tannhäuser går i gang - vi har premiere i eftermiddag!
Du kan læse mere om forestillingen her.
Anna Julie Brønholt
torsdag, december 17, 2009
Tannhäuser set fra damekoret (2/3)
2. akt.
Her skal vi ind parvis sammen med herrekoret og være snobbet og lettere excentrisk publikum til sangerdysten.
Foto: Per Morten Abrahamsen
Landgreven er vært ved denne begivenhed, hvor Tannhäuser, inspireret eller besat af Venus får skabt voldsomt røre i den borgerlige og selvfede andedam.
Da Tannhäuser beretter, at han har været på Venusbjerget, bliver damekoret så oprørte, at vi først besvimer synkront og derefter løber ud af scenen, så hurtigt vores svulstige kjoler med slæb tillader det.
Herefter er vores næste opgave endnu et bagscenekor. Det har vi indtil videre sunget fra sidescenen i damesiden.
Men vi har fået at vide, at vi nu fremover skal synge det fra et særligt sted på bagscenen - på 5. etage eller noget lignende - også en bro, teknikerne benytter sig af.
De fleste af os kender ikke dette sted, så vi må se om vi kan finde frem uden at fare vild til generalprøven i aften.
Operaen er et stort hus, og man får hurtigt sine egne veje og rutiner i dagligdagen, som efterlader et meget stort, uopdaget omåde for den enkelte.
Det bliver helt spændende at komme lidt på opdagelse, og forhåbentlig nå frem i tide til at synge.
Herefter er der pause mellem 2. og 3. akt, og nu bliver der en smule ventetid. Til gengæld er der ingen kostume- og/eller parykskift. Kun for de 4, som er pager - i denne opsætning tjenestepiger - de skifter nu til det borgerlige, "fine" tøj, som vi andre har på i hele 2. og 3. akt.
Fortsættes...
Klik på billedet eller her og læs mere om Tannhäuser på Operaen.
tirsdag, december 15, 2009
Tannhäuser set fra damekoret (1/3)
Det er ikke altid længden af en forestilling, der afgør, om den er trættende eller givende at være med i.
Tidligere på denne blog har jeg udbredt mig om kvalerne ved 3.akt i Carmen, som samlet set får Carmen til at føles meget lang, selvom især 1. akt er virkelig dejlig at spille med i.
Men for damekoret bliver Tannhäuser en hel anderledes oplevelse, selvom den ikke varer under 4 timer. Som så ofte før, har vi ikke så meget at synge som herrekoret. Men der er også flere andre faktorer der gør, at Tannhäuser ikke føles særlig slidsom.
Det første vi skal synge er ikke på scenen, derfor behøver vi ikke komme tidligere for at sminke og tage kostume på.
Vi møder først ganske kort tid før forestillingen begynder.
Ca 10 minutter inde i forestillingen har vi vores første kald - nu skal vi op på lysbroen.
Det er den øverste balkon over publikums-balkonerne. Her sidder en masse lamper og spots, og ind imellem kan Operaens ansatte liste sig herop og se forestillingerne eller dele af forestillinger uden at forstyrre nogen.
Ganske vist er det i fugleperspektiv - til gengæld er lyden fra scenen og orkestergraven fantastisk deroppefra.
I Tannhäuser kommer vi derop tidsnok til at se slutningen af ouverturen. Den er nemlig iscenesat på fantastisk vis med Tannhäuser, Venus og de dygtige dansere fra Pantomimeteateret.
Her oprulles hele Tannhäusers indre kamp, som den beskrives i denne opsætning, nemlig det skisma, at hans enorme talent, hans muse Venus, samtidig er den dæmon, som fjerner ham fra virkeligheden og hans familie. Han kan ikke vælge begge dele fuldt ud.
Damekoret synger vores første kor stående på lysbroen med ansigterne mod væggen og ryggen ud mod salen. Der er ligeledes en af Kapellets harpenister med på lysbroen, og vores syngemester Philip, som dirigerer os.
Når vi vender ryggen til salen er det fordi, det efter flere eksperimenter har vist sig, at sådan bliver lyden og lydniveauet bedst.
Vi har tre små kor at synge fra lysbroen.
Imellem dem kan vi for en gangs skyld se og høre, hvad der foregår på scenen og i orkesteret, så det er ren forkælelse at være på arbejde på den måde.
Når vi er færdige med at synge, kan vi gå ned og sminke os, tage kostumer på, og få hjælp af frisørerne til de meget store og kunstfærdige parykker.
På denne måde bliver der ikke meget ventetid, selvom vi først skal på scenen et lille stykke inde i anden akt.
Fortsættes...
Anna Julie Brønholt
Tidligere på denne blog har jeg udbredt mig om kvalerne ved 3.akt i Carmen, som samlet set får Carmen til at føles meget lang, selvom især 1. akt er virkelig dejlig at spille med i.
Men for damekoret bliver Tannhäuser en hel anderledes oplevelse, selvom den ikke varer under 4 timer. Som så ofte før, har vi ikke så meget at synge som herrekoret. Men der er også flere andre faktorer der gør, at Tannhäuser ikke føles særlig slidsom.
Det første vi skal synge er ikke på scenen, derfor behøver vi ikke komme tidligere for at sminke og tage kostume på.
Vi møder først ganske kort tid før forestillingen begynder.
Ca 10 minutter inde i forestillingen har vi vores første kald - nu skal vi op på lysbroen.
Det er den øverste balkon over publikums-balkonerne. Her sidder en masse lamper og spots, og ind imellem kan Operaens ansatte liste sig herop og se forestillingerne eller dele af forestillinger uden at forstyrre nogen.
Ganske vist er det i fugleperspektiv - til gengæld er lyden fra scenen og orkestergraven fantastisk deroppefra.
I Tannhäuser kommer vi derop tidsnok til at se slutningen af ouverturen. Den er nemlig iscenesat på fantastisk vis med Tannhäuser, Venus og de dygtige dansere fra Pantomimeteateret.
Her oprulles hele Tannhäusers indre kamp, som den beskrives i denne opsætning, nemlig det skisma, at hans enorme talent, hans muse Venus, samtidig er den dæmon, som fjerner ham fra virkeligheden og hans familie. Han kan ikke vælge begge dele fuldt ud.
Damekoret synger vores første kor stående på lysbroen med ansigterne mod væggen og ryggen ud mod salen. Der er ligeledes en af Kapellets harpenister med på lysbroen, og vores syngemester Philip, som dirigerer os.
Når vi vender ryggen til salen er det fordi, det efter flere eksperimenter har vist sig, at sådan bliver lyden og lydniveauet bedst.
Vi har tre små kor at synge fra lysbroen.
Imellem dem kan vi for en gangs skyld se og høre, hvad der foregår på scenen og i orkesteret, så det er ren forkælelse at være på arbejde på den måde.
Når vi er færdige med at synge, kan vi gå ned og sminke os, tage kostumer på, og få hjælp af frisørerne til de meget store og kunstfærdige parykker.
På denne måde bliver der ikke meget ventetid, selvom vi først skal på scenen et lille stykke inde i anden akt.
Fortsættes...
Anna Julie Brønholt
søndag, december 06, 2009
At arbejde i støj
Flere af sangerne i Operakoret - og i øvrigt mange andre musikere - har problemer med hørelsen. Mange har nedsat hørelse, andre døjer med større eller mindre skader som tinnitus og støjoverfølsomhed.
Vi forsøger så godt vi kan at passe på hinanden, hvis forholdene ikke er til at synge kraftigt.
Hvis en instruktør beder os om at stå meget tæt sammen på scenen, synger vi svagere.
Hvis vi har korskole i et lokale, som ikke egner sig til lydtrykket fra 60 operasangere for fuld udblæsning, afholder vi hele prøven i et moderat lydniveau.
Hvis man på scenen eller i en prøvesal pludselig er endt lige bag en kollegas stakkels ører, skruer man også lige ned for blusset.
Men selvom vi forsøger at tage disse forholdsregler, er vi omgivet af rigtig mange decibel mange timer om ugen.
Der kan nemt ske et uheld på scenen eller i prøvesalen, fordi vi ofte er i bevægelse når vi synger - så opdagede man måske for sent, at en kollega endte lige foran én, eller man kom selv til at bevæge sig hen foran én, som sang meget kraftigt.
Vores eneste reelle værn er ørepropper.
Men hvor folk, der arbejder med fx støjende maskiner, kan bruge høreværn, som helt lukker støjen ude, er vi nødt til at kunne høre en hel del stadigvæk.
Vi skal kunne høre orkesteret og resten af koret, så vi kan synge præcist både klangligt og intonationsmæssigt.
Der er flere og flere fra koret, der får lavet professionelle musiker-høreværn, som dæmper på den rigtige måde; nemlig lige mange db på alle frekvenser.
Skumpropper som dem, man bruger på festivaler og lignende, kan vi ikke rigtig arbejde med, fordi lydbilledet bliver helt forkert.
Jeg er selv nu i en proces, hvor jeg skal have lavet disse "rigtige" ørepropper, og har foreløbig fået en henvisning fra øre-næse-halslægen.
Jeg glæder mig rigtig meget til at få sat proppen i, og klarer mig i mellemtiden med halvgode ørepropper fra en musikforretning.
Det tager lidt tid at vænne sig til at synge med ørepropper i, men nu hvor jeg har gjort det et stykke tid, kan jeg slet ikke undvære dem.
Når jeg en gang imellem glemmer at få dem med ned på scenen, er jeg i mange tilfælde næsten grædefærdig, for ind imellem er lydtrykket bogstaveligt talt langt over smertegrænsen, og man kan bare gå og vente på, hvornår den uoprettelige skade sker.
Det ville løse støjproblemet, hvis vi alle sammen fik en prop i munden i stedet, men det ville der ikke komme så meget opera ud af...
Anna Julie Brønholt
Vi forsøger så godt vi kan at passe på hinanden, hvis forholdene ikke er til at synge kraftigt.
Hvis en instruktør beder os om at stå meget tæt sammen på scenen, synger vi svagere.
Hvis vi har korskole i et lokale, som ikke egner sig til lydtrykket fra 60 operasangere for fuld udblæsning, afholder vi hele prøven i et moderat lydniveau.
Hvis man på scenen eller i en prøvesal pludselig er endt lige bag en kollegas stakkels ører, skruer man også lige ned for blusset.
Men selvom vi forsøger at tage disse forholdsregler, er vi omgivet af rigtig mange decibel mange timer om ugen.
Der kan nemt ske et uheld på scenen eller i prøvesalen, fordi vi ofte er i bevægelse når vi synger - så opdagede man måske for sent, at en kollega endte lige foran én, eller man kom selv til at bevæge sig hen foran én, som sang meget kraftigt.
Vores eneste reelle værn er ørepropper.
Men hvor folk, der arbejder med fx støjende maskiner, kan bruge høreværn, som helt lukker støjen ude, er vi nødt til at kunne høre en hel del stadigvæk.
Vi skal kunne høre orkesteret og resten af koret, så vi kan synge præcist både klangligt og intonationsmæssigt.
Der er flere og flere fra koret, der får lavet professionelle musiker-høreværn, som dæmper på den rigtige måde; nemlig lige mange db på alle frekvenser.
Skumpropper som dem, man bruger på festivaler og lignende, kan vi ikke rigtig arbejde med, fordi lydbilledet bliver helt forkert.
Jeg er selv nu i en proces, hvor jeg skal have lavet disse "rigtige" ørepropper, og har foreløbig fået en henvisning fra øre-næse-halslægen.
Jeg glæder mig rigtig meget til at få sat proppen i, og klarer mig i mellemtiden med halvgode ørepropper fra en musikforretning.
Det tager lidt tid at vænne sig til at synge med ørepropper i, men nu hvor jeg har gjort det et stykke tid, kan jeg slet ikke undvære dem.
Når jeg en gang imellem glemmer at få dem med ned på scenen, er jeg i mange tilfælde næsten grædefærdig, for ind imellem er lydtrykket bogstaveligt talt langt over smertegrænsen, og man kan bare gå og vente på, hvornår den uoprettelige skade sker.
Det ville løse støjproblemet, hvis vi alle sammen fik en prop i munden i stedet, men det ville der ikke komme så meget opera ud af...
Anna Julie Brønholt
onsdag, december 02, 2009
3. ak(t)
Jeg kan godt lide at spille 1. akt af Carmen. Her er damekoret cigaretpiger og skal bl.a. på et tidspunkt slås med hinanden, det er ret sjovt.
2. akt er vi (damekoret) næsten ikke med i, så der har vi en lang pause hvor vi sludrer og drikker kaffe eller hvad vi nu laver.
4. akt er også sjov - jeg er selv guvernante i borgmesterfamilien, og skal holde øje med borgmesterens tvære datter i virvaret af sælgere og borgere på gaden.
Men jeg er ikke bleg for at indrømme, at 3. akt i denne opsætning af Carmen ikke lige er min kop te at være med i.
Det er sjovest at være på scenen, når man har en form for identitet eller rolle, man kan leve sig ind i.
Selvom koret ofte fremstår som en folkemængde og ikke individer, så lever vi os alligevel ind i situationen.
De gode instruktører giver os nogle overskrifter vi hver især kan danne en form for identitet ud fra, så de reaktioner vi skal have på solisternes historie undervejs, bliver så naturlige og realistiske som muligt.
Så selvom vi som sådan ikke har en rolle, er vi alligevel hver især til stede som et individ i mængden.
Sådan er vi med til at danne den bedst mulige ramme og opbakning for den historie, solisterne fortæller, og gøre det hele så virkeligt som muligt for publikum - og for os selv.
Grunden til, jeg ikke bryder mig om 3. akt er nok, at der har jeg en form for identitetskrise - eller rettere, jeg er identitetsløs fordi jeg er midt imellem to personer.
Vi kommer ind på scenen som smuglere - og jeg har i øvrigt indtryk af, at det er et flot billede i begyndelsen af 3. akt.
Derefter skal koret sætte/lægge sig og sove i 10 minutter eller lignende, og kort efter ud igen.
Hertil er vi utvivlsomt smuglere - så vidt så godt.
Men så skal vi ud af scenen - og herfra indtræder krisen.
Der er ingen - eller kun en ganske kort - pause mellem 3. og 4. akt, derfor har vi ikke rigtig tid til at skifte kostumer her.
Mange af kostumerne er store og tidskrævende at få på, for damernes vedkommende skørter, meget store kjoler med slæb og hatte.
Derfor er vi nødt til at skifte til disse kæmpekjoler allerede midt i 3.akt - og ovenpå iføre os de lange smuglerfrakker.
Når vi så går på scenen igen - stadig som smuglere - er det eneste jeg kan tænke på at holde mig i baggrunden og passe på, at publikum ikke opdager den meget store og røde kjole. Der er også slæb fra de andres kjoler at holde øje med, så man ikke træder i dem.
Resten af 3. akt har jeg derfor stort set ingen fornemmelse af, hvad der foregår fremme på scenen hos solisterne, men står nærmest bare og prøver at undgå at få krampe i armen af at løfte mit slæb, synger når jeg skal, og venter på, jeg skal ud igen.
Jeg ånder altid lettet op, når vi når til 4. akt og jeg "er nogen" igen!
Anna Julie Brønholt
2. akt er vi (damekoret) næsten ikke med i, så der har vi en lang pause hvor vi sludrer og drikker kaffe eller hvad vi nu laver.
4. akt er også sjov - jeg er selv guvernante i borgmesterfamilien, og skal holde øje med borgmesterens tvære datter i virvaret af sælgere og borgere på gaden.
Men jeg er ikke bleg for at indrømme, at 3. akt i denne opsætning af Carmen ikke lige er min kop te at være med i.
Det er sjovest at være på scenen, når man har en form for identitet eller rolle, man kan leve sig ind i.
Selvom koret ofte fremstår som en folkemængde og ikke individer, så lever vi os alligevel ind i situationen.
De gode instruktører giver os nogle overskrifter vi hver især kan danne en form for identitet ud fra, så de reaktioner vi skal have på solisternes historie undervejs, bliver så naturlige og realistiske som muligt.
Så selvom vi som sådan ikke har en rolle, er vi alligevel hver især til stede som et individ i mængden.
Sådan er vi med til at danne den bedst mulige ramme og opbakning for den historie, solisterne fortæller, og gøre det hele så virkeligt som muligt for publikum - og for os selv.
Grunden til, jeg ikke bryder mig om 3. akt er nok, at der har jeg en form for identitetskrise - eller rettere, jeg er identitetsløs fordi jeg er midt imellem to personer.
Vi kommer ind på scenen som smuglere - og jeg har i øvrigt indtryk af, at det er et flot billede i begyndelsen af 3. akt.
Derefter skal koret sætte/lægge sig og sove i 10 minutter eller lignende, og kort efter ud igen.
Hertil er vi utvivlsomt smuglere - så vidt så godt.
Men så skal vi ud af scenen - og herfra indtræder krisen.
Der er ingen - eller kun en ganske kort - pause mellem 3. og 4. akt, derfor har vi ikke rigtig tid til at skifte kostumer her.
Mange af kostumerne er store og tidskrævende at få på, for damernes vedkommende skørter, meget store kjoler med slæb og hatte.
Derfor er vi nødt til at skifte til disse kæmpekjoler allerede midt i 3.akt - og ovenpå iføre os de lange smuglerfrakker.
Når vi så går på scenen igen - stadig som smuglere - er det eneste jeg kan tænke på at holde mig i baggrunden og passe på, at publikum ikke opdager den meget store og røde kjole. Der er også slæb fra de andres kjoler at holde øje med, så man ikke træder i dem.
Resten af 3. akt har jeg derfor stort set ingen fornemmelse af, hvad der foregår fremme på scenen hos solisterne, men står nærmest bare og prøver at undgå at få krampe i armen af at løfte mit slæb, synger når jeg skal, og venter på, jeg skal ud igen.
Jeg ånder altid lettet op, når vi når til 4. akt og jeg "er nogen" igen!
Anna Julie Brønholt
tirsdag, december 01, 2009
På´en igen
Vi har ikke været på arbejde i 5 dage - et pusterum efter en hård efterårssæson.
Vores arbejde ligger alt andet end jævnt fordelt over en sæson, det følger jo forestillingerne.
Der er en del faktorer at tage hensyn til, når forestillingerne planlægges - ikke bare Operakoret. Så det falder ofte sådan ud, at vi i perioder har et temmeligt stort arbejdspres, og i andre perioder ikke laver så meget.
I disse perioder har vi så tid til at passe familie, venner og diverse koncerter uden for Det Kongelige Teater.
I aften spiller vi Carmen igen for første gang i omkring to uger.
Det skal nok blive sjovt når folk kommer med fornyet energi - der er masser at lave i Carmen.
Men jeg må nok hellere lige læse lidt på musikken inden forestillingen; det er trods alt lang tid siden sidst.
Anna Julie Brønholt
Vores arbejde ligger alt andet end jævnt fordelt over en sæson, det følger jo forestillingerne.
Der er en del faktorer at tage hensyn til, når forestillingerne planlægges - ikke bare Operakoret. Så det falder ofte sådan ud, at vi i perioder har et temmeligt stort arbejdspres, og i andre perioder ikke laver så meget.
I disse perioder har vi så tid til at passe familie, venner og diverse koncerter uden for Det Kongelige Teater.
I aften spiller vi Carmen igen for første gang i omkring to uger.
Det skal nok blive sjovt når folk kommer med fornyet energi - der er masser at lave i Carmen.
Men jeg må nok hellere lige læse lidt på musikken inden forestillingen; det er trods alt lang tid siden sidst.
Anna Julie Brønholt