3. ak(t)

Jeg kan godt lide at spille 1. akt af Carmen. Her er damekoret cigaretpiger og skal bl.a. på et tidspunkt slås med hinanden, det er ret sjovt.

2. akt er vi (damekoret) næsten ikke med i, så der har vi en lang pause hvor vi sludrer og drikker kaffe eller hvad vi nu laver.

4. akt er også sjov - jeg er selv guvernante i borgmesterfamilien, og skal holde øje med borgmesterens tvære datter i virvaret af sælgere og borgere på gaden.

Men jeg er ikke bleg for at indrømme, at 3. akt i denne opsætning af Carmen ikke lige er min kop te at være med i.

Det er sjovest at være på scenen, når man har en form for identitet eller rolle, man kan leve sig ind i.
Selvom koret ofte fremstår som en folkemængde og ikke individer, så lever vi os alligevel ind i situationen.

De gode instruktører giver os nogle overskrifter vi hver især kan danne en form for identitet ud fra, så de reaktioner vi skal have på solisternes historie undervejs, bliver så naturlige og realistiske som muligt.
Så selvom vi som sådan ikke har en rolle, er vi alligevel hver især til stede som et individ i mængden.

Sådan er vi med til at danne den bedst mulige ramme og opbakning for den historie, solisterne fortæller, og gøre det hele så virkeligt som muligt for publikum - og for os selv.

Grunden til, jeg ikke bryder mig om 3. akt er nok, at der har jeg en form for identitetskrise - eller rettere, jeg er identitetsløs fordi jeg er midt imellem to personer.

Vi kommer ind på scenen som smuglere - og jeg har i øvrigt indtryk af, at det er et flot billede i begyndelsen af 3. akt.
Derefter skal koret sætte/lægge sig og sove i 10 minutter eller lignende, og kort efter ud igen.
Hertil er vi utvivlsomt smuglere - så vidt så godt.
Men så skal vi ud af scenen - og herfra indtræder krisen.

Der er ingen - eller kun en ganske kort - pause mellem 3. og 4. akt, derfor har vi ikke rigtig tid til at skifte kostumer her.
Mange af kostumerne er store og tidskrævende at få på, for damernes vedkommende skørter, meget store kjoler med slæb og hatte.
Derfor er vi nødt til at skifte til disse kæmpekjoler allerede midt i 3.akt - og ovenpå iføre os de lange smuglerfrakker.

Når vi så går på scenen igen - stadig som smuglere - er det eneste jeg kan tænke på at holde mig i baggrunden og passe på, at publikum ikke opdager den meget store og røde kjole. Der er også slæb fra de andres kjoler at holde øje med, så man ikke træder i dem.

Resten af 3. akt har jeg derfor stort set ingen fornemmelse af, hvad der foregår fremme på scenen hos solisterne, men står nærmest bare og prøver at undgå at få krampe i armen af at løfte mit slæb, synger når jeg skal, og venter på, jeg skal ud igen.

Jeg ånder altid lettet op, når vi når til 4. akt og jeg "er nogen" igen!


Anna Julie Brønholt