De udvalgte

Det Kongelige Operakor består mest af fastansatte sangere - og så enkelte som mig. Løsarbejdere, der bliver kaldt ind fra tid til anden. Nu efter et års tid skal jeg til snart at forlade etablissementet.

Vi har på bloggen beskæftiget os meget med alt det pudsige, det skæve og sjove - og der er masser af den slags stof at hente i teaterverdenen. Det vi ikke har skrevet så meget om, er alt det andet - det hårde, det nedslidende og barske. Det er der også meget af. Både bag murene og udenfor. Når man er "inde i varmen" og hæver en løncheck hver måned, er det måske langt henad vejen trygt og godt - men det er kun få udvalgte forundt. Ikke mange sangere i dette land har de vilkår. Langt de fleste må, som jeg, freelance sig igennem. Det vil sikkert undre mange, hvis de vidste, hvem der til tider melder sig under fanerne hos A-kassen, hvor de med en knude i maven sidder og skriver 4 ansøgninger om ugen til alle mulige jobs, som intet har med deres uddannelse eller det, de brænder for, at gøre - både af skuespillere og operasangere. Det bedste er selvfølgelig, hvis man kan få så gode opgaver, at man kan leve af det i længere tid bagefter, så man selv kan "dække hullerne" - men freelanceopgaver kommer sjældent som perler på en snor lige efter hinanden - oftest falder de sammen, og man må takke nej til ét engagement pga et andet, og i en periode efter er der måske så slet ingenting.

Det er en sær fornemmelse at skulle sige farvel til en arbejdsplads og kollegaer, man har delt hverdag med. Normalt, når man er med på en produktion, vil det ofte være de samme forhold for alle. Hele holdet vil være bragt sammen, og derfor, når alle skilles efter sidste forestilling, spredes folk i alle mulige retninger. De første gange jeg oplevede det, syntes jeg det var sørgeligt. Man har været meget tæt på hinanden i nogle måneder, og så skilles man, og mange ser man måske ikke igen før ens veje krydses i et eller andet andet projekt, hvis overhovedet. Senere bliver man bedre til det og mindre sentimental, måske lige med undtagelse af, hvis projektet har været noget helt specielt.

Men når man kommer udefra og er en del af et ensemble for en tid, er man som en kapsel, der hægter sig på en rumfærge for at udføre en opgave en periode, hvorefter man hægtes af igen, og rumfærgen fortsætter sin rejse ud i verdensrummet mod nye opgaver. Ens opgave er fuldført og jorden kalder.
Jeg er flere gange kommet hjem en sen aften med en turnébus og har rullet min kuffert hjem - med den der underlige slut-fornemmelse, mens jeg vidste at mine kollegaer skulle på arbejde igen om et par dage. Her på DKT bliver en del af udfordringen at få tømt garderoben for sine ejendele og slettet sine spor. Lidt af gangen tror jeg.

Det kan på ingen måde være anderledes. Tingene er, som de er. Der er de faste stillinger her i landet, som der er, og indtil miraklet sker, at kulturen får flere penge eller/og kunstnere og freelancere i det hele taget ordentlige vilkår, vil dette være livet for de fleste af os.

Marie Degener

Hoveder på Bloggen: Philip White (3/3)

(…fortsat…)

- Hvor længe har du været ansat på Det Kongelige Teater?
Jeg er nu i min fjerde sæson - og lidt til, fordi jeg faktisk var med i Operaens sidste opsætning af Mestersangerne som en slags assistent for den store østrigske korsyngemester, Norbert Balatsch.
Det var lige før jeg blev ansat ”officielt”.

- Har du noget at sige om Operaen kontra det gamle teater?
Jeg nåede kun at være tre måneder i det gamle teater, så jeg har ikke samme store forbindelse til det som flere af mine kolleger har. Det gamle er uden tvivl mere hyggeligt.
Men jeg har vist mange venner rundt i Operaen, som ikke interesserer sig så meget for opera, men som er fuldstændig forbavset over alt det vi har herovre.
Når jeg viser dem rundt og forklarer hvordan hele huset fungerer, bliver jeg meget stolt over at kunne arbejde i et så fremragende miljø.
Jeg er kun lidt skuffet over, at vi havde så mange problemer med korsalen.

Philip i scenelysets stråleglans.
Foto: Henrik Engelbrecht.

- Hvad er det værste ved dit arbejde?
Operaen er en tæt forbindelse af musik og drama.
Det er en meget kunstig kunstform, som har sine egne rammer og betingelser som skal respekteres for at få den til at fungere.
Det er ikke bare et skuespil, hvor teksten synges i stedet for at tales.

Musikken er den drivende kraft i dramaet.
Musikken bestemmer udtryk, tempoet af handlingen.
Musikken er vejen vi skal køre på, hvis vi vil nå operaens mål.
Operaens drama er landskabet, og er forskellig i hver opera.
Jo bedre landskabet er, des mere interessant bliver operaen.

Men du kan ikke undvære nogen af dem.
Og hvis du kører væk fra vejen, risikere kørslen at blive meget ujævn og målet nås sandsynligvis ikke.

Det værste ved mit arbejde er altså, når vi af og til arbejder med instruktører, som ikke helt forstår denne tætte forbindelse af disse to elementer.

- Det bedste ved dit arbejde?
Det er netop dér, hvor man fornemmer, man arbejder med en instruktør som kan bringe de forskellige elementer i operaen sammen, så publikum oplever en organisk helhed som har mening; når man har et samarbejde, som betyder mere end bare at arbejde sammen – det er det bedste.

Operaen kan være den stærkeste teateroplevelse nogensinde – det kan også være den pinligste!
Philip fanget på korgangen på Operaen.
Foto: Michael Bennati Schou

Anna Julie Brønholt

Hoveder på Bloggen: Philip White (2/3)

(…fortsat…)

- Hvad har du arbejdet med tidligere?
Jeg begyndte i Storbritannien hos Scottish Opera i Glasgow.
Jeg var korsyngemesterens assistent og var også ansvarlig for undertekster. At være hans assistent var okay, men mit arbejde med undertekster fandt jeg utrolig kedeligt.

Jeg var en sommer i Bayreuth, den store Wagner Festival, også som korsyngemesterens assistent, og blev herefter inviteret til at tage til Frankfurt. Det var min første stilling udenfor England.

Bagefter fik jeg stilling på operaen i Nancy i Frankrig som korsyngemester, senere hos Radio France og arbejdede på forskellige andre teatre i Frankrig som freelancer.

Philip dirigerer Det Kongelige Operakor på en korskole.
Foto: Henrik Engelbrecht.

- Oplever du nogen kulturforskelle mellem Danmark og dit hjemland – både arbejdsmæssigt og mere generelt?
Jeg har faktisk ikke arbejdet så meget ”hjemme” – men jeg har arbejdet meget i andre lande.
Det er altid interessant at bemærke, hvad der er vigtigt i de forskellige lande. Stort set er de forskellige problemstillinger de samme.
I Tyskland arbejder de kun om formiddagen og om aftenen.
I Frankrig er frokostpausen meget vigtigere end her – det første sted jeg arbejdede i Frankrig forlangte koret to timers pause.
Det andet sted var jeg helt forbavset, fordi alle gik op til kantinen og spiste en treretters menu, nogen gange med øl eller vin og skulle derefter arbejde rimeligt om eftermiddagen. Efter tre retter mad med vin har jeg personligt ingen lyst til at arbejde.

- Arbejder eller har du haft arbejde andre steder sideløbende med dit job på Operaen?
Jeg arbejder kun 23 uger om året i København. Min familie bor i England. De fire sidste år har jeg tilbragt min sommer (10 uger) i Bayreuth, Tyskland. Der arbejder jeg som en af korsyngemesterens assistenter.
Vi prøver fem uger med et kor som består af ca. 120 professionelle sangere fra hele verden og så løber festivalen i fem uger bagefter.
Når de engelske skoler holder ferie, så rejser min familie ud, og vi nyder det fantastiske sydtyske landskab og tiden med vores kolleger sammen.
Jeg har også arbejdet med forskellige radiokor og har været tilbage i Frankrig. I den kommende sæson har jeg besluttet at lave lidt mindre, så jeg kan tilbringe mere tid hjemme.

- Hvad er dine interesser rent privat?
Jeg læser utroligt meget og har en voksende interesse i film. Og jeg elsker de københavnske biografer. De er så behagelige i forhold til dem i England og man har fornemmelsen af, at det er noget særligt som sker derinde, ligesom på teatret eller til en koncert, ikke ”bare” en film i biffen.

Når jeg er hjemme, laver jeg meget gerne mad – min kone glæder sig rigtigt meget, fordi hun kan holde fuldstændig op med at tænke på, hvad vi skal have at spise, når jeg er hjemme.
Jeg vandrer også meget gerne – vi bor i Manchester og selv om Manchester ikke er verdens smukkeste by, er landskabet omkring den herligt.
Vi har ”Yorkshire Dales” lige nord for byen, ”Lake District” tæt på den skotske grænse, og selvfølgelig Skotland selv som er kun 90 minutters køretid fra os.

I sidste afsnit af interwievet med Philip kan du bl.a. læse, hvad det bedste og værste ved hans arbejde er.

Anna Julie Brønholt

Hoveder på Bloggen: Philip White (1/3)

I denne udgave af Hoveder på Bloggen møder du en af vores korsyngemestre Philip White.
Philip bor med sin familie i Manchester i England, og arbejder i Danmark 23 uger om året. Han har været syngemester for Det Kongelige Operakor i omkring 4 år.

- Hvad er en korsyngemesters arbejdsopgaver?
Det er et stort spørgsmål.
Min hovedopgave er at indstudere korets parti (det, koret skal synge, red.) i operaerne, koret deltager i.
Koret består af 60 mennesker – de skal ikke bare synge; de skal ofte synge på et fremmedsprog, som skal udtales rigtigt, lære alt udenad, og selvfølgelig spille på scenen.
Det er min opgave at sikre, at korpartierne bliver indstuderet i den samme retning som dirigenten gerne vil have og at de er klar, når vi kommer til den første arrangementprøve.

Derudover er det korsyngemestrene som arbejder sammen med operachefen og producenterne i den store planlægning af korets arbejde, så alt hvad vi skal lave, bliver passet ind efter reglerne for korets arbejdstid; den er nemlig ikke ubegrænset.
Når du har en stor opera som Lohengrin at indstudere, må du spare tid senere i sæsonen – måske med en Tryllefløjte, hvor koret ikke har så meget at synge.

Philip indstuderer Lohengrin med Det Kongelige Operakor.
Foto: Henrik Engelbrecht

- Hvad er din baggrund for at være syngemester?
Jeg er uddannet først og fremmest som pianist.
Der findes ikke rigtig nogen uddannelse som korsyngemester i Storbritannien.
Og man kan aldrig sige, at nu er man færdiguddannet.
I denne stilling lærer man hele tiden – fra forskellige dirigenter, solister, fra koret selv og fra instruktører og ”last but not least” fra sine egne erfaringer.
Den bedste uddannelse er bare ”watch and listen”.

Efter jeg var på universitet, vandt jeg et stipendium til Royal Scottish Academy of Music i Glasgow.
Der fungerede jeg som repetitør på operaakademiet og kom på den måde lynhurtigt igennem et stort repertoire.
Jeg spillede til mange liedklasser, prøver og mesterkurser.
Da jeg var studerende på universitetet, studerede jeg musik og tysk og skulle et år til Østrig. Jeg besluttede mig for at tage til Wien – og tilbragte så mange aftener på Wiener Staatsoper på de såkaldte ”Stehplätze” - de kostede omkring 20 kroner dengang!

Fortsættes!

Anna Julie Brønholt

Er opera kun for "sissies"?

Well think again, dude!.

Michael Bennati Schou & Ole Jegindø Norup