De udvalgte

Det Kongelige Operakor består mest af fastansatte sangere - og så enkelte som mig. Løsarbejdere, der bliver kaldt ind fra tid til anden. Nu efter et års tid skal jeg til snart at forlade etablissementet.

Vi har på bloggen beskæftiget os meget med alt det pudsige, det skæve og sjove - og der er masser af den slags stof at hente i teaterverdenen. Det vi ikke har skrevet så meget om, er alt det andet - det hårde, det nedslidende og barske. Det er der også meget af. Både bag murene og udenfor. Når man er "inde i varmen" og hæver en løncheck hver måned, er det måske langt henad vejen trygt og godt - men det er kun få udvalgte forundt. Ikke mange sangere i dette land har de vilkår. Langt de fleste må, som jeg, freelance sig igennem. Det vil sikkert undre mange, hvis de vidste, hvem der til tider melder sig under fanerne hos A-kassen, hvor de med en knude i maven sidder og skriver 4 ansøgninger om ugen til alle mulige jobs, som intet har med deres uddannelse eller det, de brænder for, at gøre - både af skuespillere og operasangere. Det bedste er selvfølgelig, hvis man kan få så gode opgaver, at man kan leve af det i længere tid bagefter, så man selv kan "dække hullerne" - men freelanceopgaver kommer sjældent som perler på en snor lige efter hinanden - oftest falder de sammen, og man må takke nej til ét engagement pga et andet, og i en periode efter er der måske så slet ingenting.

Det er en sær fornemmelse at skulle sige farvel til en arbejdsplads og kollegaer, man har delt hverdag med. Normalt, når man er med på en produktion, vil det ofte være de samme forhold for alle. Hele holdet vil være bragt sammen, og derfor, når alle skilles efter sidste forestilling, spredes folk i alle mulige retninger. De første gange jeg oplevede det, syntes jeg det var sørgeligt. Man har været meget tæt på hinanden i nogle måneder, og så skilles man, og mange ser man måske ikke igen før ens veje krydses i et eller andet andet projekt, hvis overhovedet. Senere bliver man bedre til det og mindre sentimental, måske lige med undtagelse af, hvis projektet har været noget helt specielt.

Men når man kommer udefra og er en del af et ensemble for en tid, er man som en kapsel, der hægter sig på en rumfærge for at udføre en opgave en periode, hvorefter man hægtes af igen, og rumfærgen fortsætter sin rejse ud i verdensrummet mod nye opgaver. Ens opgave er fuldført og jorden kalder.
Jeg er flere gange kommet hjem en sen aften med en turnébus og har rullet min kuffert hjem - med den der underlige slut-fornemmelse, mens jeg vidste at mine kollegaer skulle på arbejde igen om et par dage. Her på DKT bliver en del af udfordringen at få tømt garderoben for sine ejendele og slettet sine spor. Lidt af gangen tror jeg.

Det kan på ingen måde være anderledes. Tingene er, som de er. Der er de faste stillinger her i landet, som der er, og indtil miraklet sker, at kulturen får flere penge eller/og kunstnere og freelancere i det hele taget ordentlige vilkår, vil dette være livet for de fleste af os.

Marie Degener