Så kører det for enken (2/2)

(Fortsat)
Til vores anden generalprøve i fredags, var det på et tidspunkt kun med nød og næppe, at jeg undgik at rutsche på gulvet i farten, på vej ud på sofaen.
Da tæppet går til anden akt har vi tilsyneladende festet længe, er fulde og glade.
Når enken synger sin Vilja-sang vælter vi alle op i sofaen og lytter til første vers, hvorefter vi bliver kørt ud.

Jeg ligger på det tidspunkt oven på et par kolleger fra herrekoret, men forsøger dog altid at have det meste af min vægt på sofaen - den er ikke dyb, og de skal jo kunne løfte benene, når vi bliver drejet ud.

Desværre var der ikke plads til os alle tre i fredags, derfor kunne jeg ikke som vanligt slå måsen i sædet imellem de to, men måtte bare ligge ovenpå dem.

Det gik fint - indtil vi skulle dreje. De løftede fødderne, og så kunne jeg ellers bare mærke hvordan jeg begyndte at glide ned ad deres ben i min glatte kjole...

Altimens jeg forsøgte at bevare min henførte og fuldemandssentimentale Vilja-grimasse, hvæsede jeg ud af mundvigen til mine kolleger: "Jeg glider ned".

Den ene af dem var Ole, som den trofaste bloglæser vil kende. Ole er altid en gentleman, og han mumlede, ligeledes uden at fortrække en mine: "Jeg har dig, du glider ingen steder".

Det er ikke for at undervurdere Ole, men helt tryg var jeg alligevel ikke ved situationen. Han holdt mig oppe ved, at jeg krampagtigt klemte hans arm, og det er nu alligevel sin sag at holde en alt andet end undervægtig og for nedadgående altsanger oppe.
Ovenstående replikskifte udspillede sig flere gange på vejen ud.

På en eller anden måde lykkedes det mig dog at holde mig over gulvhøjde indtil jeg skulle afhoppe.
Endnu en dag på kontoret!

Klik på et af billederne og se flere af Michael Bennatis fede fotos

Anna Julie Brønholt