Er kantinekaffen så kongelig?

*Klik for at se flere fotos af Michael Bennati Schou

At lære det store maskineri, som Det Kongelige Teater er, at kende, er en lang og måske i virkeligheden også uendelig proces. Det er en stor arbejdsplads som skal kunne rumme meget, hvilket gør det til et både interessant, levende omend også til tider uoverskueligt sted.

Selvom kendte rammer selvfølgelig ikke nødvendigvis er ensbetydende med tryghed, kan man næsten altid huske fornemmelsen fra da man var helt ny i en sammenhæng, (ligesom man kan mindes første gang man så en bestemt person, inden man lærte vedkommende at kende hvis man sætter sig for at huske det) og engang imellem kan det være meget rart lige at tænke tilbage på, fordi det kan give én en taknemmelighed ved hverdagen og det kan minde én om glæden ved at være og kende et bestemt sted.

Også når hverdagen trænger sig på og arbejde "bare" er arbejde.. For selvom man er der, hvor det hele sker, er der stadig en hverdag, der skal passes.

Kantine-kaffe på Operaen smager ikke bedre end kantinekaffe nogen andre steder, jeg kommer ikke længere en halv time før alle andre for at være sikker på at nå det hele, jeg bliver lige så irriteret som alle andre når ikke kortet bipper mig ind i første forsøg eller vinduet i garderoben ikke kan lukkes,

- men musikken er stadig storslået og lyset over Holmen fantastisk!

Marie Degener Troelsen

Ny på Holmen (II.)

Fortsat fra 'Ny på Holmen (I.)'...

I begyndelsen føltes det uvirkeligt at komme til operaen og bare lukke sig ind, gå til sin garderobe, deltage i korskoler, sceneprøver, forestillinger, spise i kantinen og i det hele taget have en hverdag på et sted som man engang næsten var bange for. Scenekunstens danske højborg.

At føle sig så hjemme på et sted, som for meget kort tid siden var fuldstændig fremmed, og som man nærmede sig med ærefrygt og en vis nervøsitet.

Jeg sad i vandbussen første gang jeg kom til operaen og havde det som om den store imposante bygning bare stod og ventede på at spidde mig på sine skarpe hjørner.

Indenfor ved sceneindgangen spurgte en mistænksom vagt mig om mit ærinde og gav mig besked på at vente til lige inden min aftale (jeg var kommet i god tid), før det ville han ikke lukke mig ind, hvilket egentlig bare forstærkede min oplevelse af, at dette var et uigennemtrængeligt fort.

Billedet ændrede sig heldigvis hurtigt, da jeg først blev lukket ind, blev mødt af venlige mennesker og så småt lærte livet bag murene at kende.

Marie Degener Troelsen

*Klik og se flere fotos af Michael Bennati Schou

Ny på Holmen (I.)

Allerførst tak for den varme velkomst på bloggen og på teatret i det hele taget.

Jeg er som sagt ny på bloggen - og i øvrigt også ret ny i koret på DKT. (Jeg er assistent og som sådan løst tilknyttet). Men jeg har nu været på stedet længe nok til, som den selvfølgeligste ting i verden at bippe mig ind med mit adgangskort.

Til at begynde med fiskede jeg altid møjsommeligt kortet op af pungen og holdt det op foran "føleren" ved døren og ventede på, at den bippede og gav mig beskeden "dør åben". Efterhånden bemærkede jeg, hvordan andre, der arbejdede på operaen, bare holdt deres pung op foran dimsen eller de mest rutinerede - hele deres taske!

Jeg kender efterhånden lidt flere af gangene, navnene på mine mange kollegaer, jeg kender min garderobedørs særlige luner, hvordan man lige (efter man har forsøgt at taste sin kode en to tre gange og den endelig har sagt "klik"), skal hive døren ind mod sig inden man skubber den op.

Jeg behøver ikke længere følges med nogen for at finde ned til scenen, hverken fordi det er nødvendigt, eller fordi jeg er usikker på om det er nødvendigt. Jeg kender kantinens smørrebrød, forskellen på automatens og termokandens kaffe og lysets skiften over Holmen.

Forsættes... Se ’Ny på Holmen (II.)’

Marie Degener Troelsen

*Klik og se flere fotos af Michael Bennati Schou

Willkommen, bienvenue, welcome

[*Klik på billedet - og læs mere om Marie Degener]

Det er med stor glæde, jeg kan byde endnu en ny skribent velkommen til Det Kgl. Operakors blog. Som assistent i Operakoret har mezzosopranen Marie Degener haft sin faste gang i Operaen på Holmen siden sommerferien.

Marie Degener er klar med nye stemningsbeskrivelser fra Holmen og historier om løst og fast fra Operakorets hverdag. Kærkomne, nye kræfter er hermed parat til at blive sluppet løs på vores lille cite i Cyberspace. Eller formuleret med den sproglige slipseknude løsnet måske nok til rigelighed: Yo, yet another blog bitch is born!

Ole Jegindø Norup

Business as usual

Philip is away. He will be back on the 12th November.

Meanwhile planning and administration of the chorus carries on. As well as the two chorus masters, the Kongelige Operakor has a full-time Chorus Administrator and an almost full-time chorus manager. And while I am away, via the wonders of the Internet and email, I stay in contact with the engine room of the Chorus on the third floor of the opera house on Holmen, as well as with the production leaders, the operachef, head of music, well, with anybody I talk to on a daily basis when actually present in Copenhagen.

Not having my own laptop I can carry around with me in a business-like fashion, when I am not at home I have to resort to seeking out the local internet cafés. Currently working on a project in Paris, the cafés here can be of varying repute and quality: there are the 8 x 8m boxes in the African districts of the city. Invariably manned by a guy who disconsolately moves his eyes from an unknown Arabic channel on the mini TV they are buzzing with men and women dressed in a bright array of swirling cloths, armed with one of the equally dazzling array of cheap telephone cards availing themselves of the fixed lines to shout away at their loved ones (I presume despite the shouting) in mysterious bubbling languages thousands of miles away. But there are also the chain cafés, or caverns should I say, teeming with people of all types, tapping away manically in a silent conspiracy with the screen infront of them - a 21st century Bedlam. This is where I end up and having managed to get cursory acknowledgement of my presence at the reception desk, I obtain my password and code word to join the faithful further inside. And so caught between a scrawny looking guy on my left tapping away to a moving image on Gay Romeo, a guy on my right I am sure I have seen on footage of the 1968 Parisian riots, a Spanish girl behind me who, forgetting she is wearing headphones, talks in an unnaturally raised voice to her computer (or is it just because she is Spanish) and the rather overweight American couple who have just waddled up to reception and make a deal out of not understanding any of the receptionist's pigeon English, I open up the email and attempt to transport myself to the calm, that in comparison, is Copenhagen.

This week the many issues dealt with included a follow-up on the meeting with Joachim Holbek, the composer of Brodrene Lovehjerte, which is to be given its premiere in 2008, regarding the exact choral requirements in the piece; continued discussion about the chorus' workload in the 09/10 season; an appraisal of each individual chorister's workload in the 08/09 season; the question as to whether a chorister can be given free for the very first staging rehearsals of Den Glade Enke; follow-up on the chorus seminar; continuing uncertainties over the exact use of the chorus in Rusalka; a significant planning problem in the chorus' availability to start rehearsals at the beginning of the 08/09 season (we're meant to be on holiday then!!); another set of cuts in Lucio Silla to look at; unfortunately we still have two choristers on extended sick leave; Jeremy's first rehearsals with the chorus on Don Carlos - how did they go? Still no news on Løvehjerte .............

Time for a croissant!

A bientôt!

Philip White

På vej

........................................................................ *Klik her for at se flere billeder

Mens Hoffmanns Eventyr og La Bohème fortsat opføres på Operaen og Don Juan stadig er løs på Kgs. Nytorv, er vi samtidig så småt på vej mod premiererne på to af efterårets andre store operaforestillinger.

Den 18. november går tæppet på Store Scene for første gang for Verdis Don Carlos i en nyopsætning af Kasper Bech Holten. Michael Schønwandt står ved rorpinden for at holde sammen på komponistens absolutte mesterværk af magtfuld musik. I korprøvesalen er vi allerede kommet langt med indstuderingen og udenadslæren af de højpotente, mangestemmige kor.

Med samme makkerpar i dansk showbiz i spidsen for løjerne er der desuden atter linet op til en ordentlig omgang teaterfestfyrværkeri når repremieren på Carl Nielsens Maskarade skydes i gang den 7. december. Oplev blandt andet artisterne Geneviève Gauthiers, Manuel Tigers og Jacob Westins (m. fl.) fuldstændige ophævelse af tyngdeloven når de som en del af forestillingen i bogstaveligste forstand svæver lige ubesværet gennem luften både på scenen og ude i publikumsarealet.

Ole Jegindø Norup