Er kantinekaffen så kongelig?

*Klik for at se flere fotos af Michael Bennati Schou

At lære det store maskineri, som Det Kongelige Teater er, at kende, er en lang og måske i virkeligheden også uendelig proces. Det er en stor arbejdsplads som skal kunne rumme meget, hvilket gør det til et både interessant, levende omend også til tider uoverskueligt sted.

Selvom kendte rammer selvfølgelig ikke nødvendigvis er ensbetydende med tryghed, kan man næsten altid huske fornemmelsen fra da man var helt ny i en sammenhæng, (ligesom man kan mindes første gang man så en bestemt person, inden man lærte vedkommende at kende hvis man sætter sig for at huske det) og engang imellem kan det være meget rart lige at tænke tilbage på, fordi det kan give én en taknemmelighed ved hverdagen og det kan minde én om glæden ved at være og kende et bestemt sted.

Også når hverdagen trænger sig på og arbejde "bare" er arbejde.. For selvom man er der, hvor det hele sker, er der stadig en hverdag, der skal passes.

Kantine-kaffe på Operaen smager ikke bedre end kantinekaffe nogen andre steder, jeg kommer ikke længere en halv time før alle andre for at være sikker på at nå det hele, jeg bliver lige så irriteret som alle andre når ikke kortet bipper mig ind i første forsøg eller vinduet i garderoben ikke kan lukkes,

- men musikken er stadig storslået og lyset over Holmen fantastisk!

Marie Degener Troelsen