En cool isbjørn

*Klik på billederne og se 87 andre fotos fra forestillingen!

Han gør det aften efter aften. Alene foran 1400 publikummer.

På slap line.

Ikke noget specielt fancy kostume. Ingen effektfuld maskering. Ingen special effects af nogen art. Ingen noder. Intet manuskript – ikke engang et sprog.

Eneste virkemidler er improviserede, udefinerbare lyde, gestik, mimik, timing.

Mens vi alle står klar på sidescenerne går skuespilleren Morten Eisner på scenen – som chefkok i det storkøkken, der udgør rammen om første scene i 2. akt af Flagermusen – og får salen til at bryde sammen af grin.

Han er cool. Ikke mindst når han i samme akt entrerer scenen som livsglad, lifeseized isbjørn (i løbet af forestillingen spiller han både Frosch, den omtalte "russiske" kok og isbjørn).

Som min medskribent Anna Julie var inde på i sin sidste blog, er dyreriget righoldigt repræsenteret i Flagermusen (som del af et kostume eller som omvandrende, yderst livagtige skabninger) Til tider er det nærmest ikke til at sparke sig frem for bare pingviner og delfiner…

*Klik på billederne og se 42 andre forestillingsfotos af ********** Michael Bennati Schou.

Når tæppet går til 2. akt serverer chefkokken stribevis af sine hjemmelavede gags. For eksempel kaster han sig ud i at ville tælle alle folk blandt publikum. I et opskruet tempo og på en ubestemmelig mellemting mellem Dirch Passer-russisk og "cirkussprog", går der naturligvis ged i hans optælling, og han må begynde forfra igen…

Aften efter aften præcis de samme løjer – på en ny måde.

For et par uger siden var jeg til Jan Gintbergs nye one man show: Big Time Paranoia, hvor han bevæbnet med intet andet end en mikrofon i hånden fik Falkoner-salen til at koge i timevis. Respekt! I den forbindelse tænkte jeg i mit stille sind, at dette simplest mulige set up måtte være den reneste form for comedy, man kunne komme i nærheden af.

Tingene var således barberet ned til: Mand på scene. Få folk til at grine!

Men forleden slog det mig så, da jeg for gang nr. 53 overværede Hr. Eisners vrøvlerier på scenen, at banen selvfølgelig kan kridtes endnu mere minimalistisk op. Et ikke uvæsentligt redskab for en komiker – sproget kan elimineres.

Tilbage står så kun: Mand på scene. Fortæl en sjov historie – uden at bruge ord…

Flagermusen spiller frem til den 11. juni.

*Klik på billederne og se 35 andre fotos fra forestillingen!

Ole Jegindø Norup

En Assistents Bekendelser. Kapitel 6: Hvor er Dyrenes Beskyttelse når man har brug for dem?

Flagermusen.
Et mylder af kokke, opvaskere, dekadente hovedpersoner, stuepiger, sølvglimtende gæster, delfiner, pingviner og en isbjørn sætter den store fest i scene.

Under Orlofskys arie skal to kolleger og jeg ind på scenen som stuepiger. Mens vi venter på vores cue, står vi og bliver vidner til - ja - det kan kun beskrives som en stakkels pingvins mareridt!

Vi er umælende tilskuere til at opvaskerne, disse ulve i fåreklæder, langsomt gør sig klar. De kigger længselsfuldt ud i kulissen. De trækker op i deres lyserøde gummihandsker..

Og så sker det! Uvægerligt, aften efter aften: En troskyldig pingvin rokker glad ind i storkøkkenet på besøg hos opvaskerne. Måske er den tørstig? Måske lidt sulten? Måske bare ensom? Helt godtroende er den.

Først vinder de dyrets tillid ved at pudse dens næb, ae dens ryg og give den vand og kransekage. Hvad afslører i denne fase deres onde hensigter? Et særligt glimt i et sammenknebent øje? En trækning ved mundvigen?

For med ét tager de helt andre midler i brug. Deres sande ansigter viser sig under de englehvide kasketter. Uhørte og ubeskrivelige handlinger bliver udført.

Og altid må vi forlade pingvinen og gå på scenen! Stille glade ansigter op derinde, velvidende, hvad der foregår af uhyrligheder kun få meter borte.
Min modige og dyreelskende kollega har før lagt sig imellem og kæmpet tappert på pingvinens side.
Men som livshjulets ubønhørlige drejen, som årstidernes skiften begynder mareridtet forfra igen og igen, forestilling efter forestilling...

Anna Julie Brønholt
*Klik på billederne og se 85 andre fotos fra forestillingen!

En Assistents Bekendelser. Kapitel 5: En dag på kontoret

Det har ikke været en særlig drengedrøm for mig at finde et arbejde, hvor jeg kunne gå rundt blandt kollegerne i hjemmesko og papillotter. Men sådan er det altså blevet! Det er jeg bestemt ikke ked af, men der har nu alligevel været nogle ting, jeg lige skulle vænne mig til.

Afklædning. Omklædning. Påklædning. Der skal prøves kostumer op til en ny opsætning, man skal måles på kryds og tværs, kostumer skal tilpasses, der skal sættes nåle i overalt. Under nogle forestillinger har vi skift til nye kostumer, som skal foregå hurtigt. Her får vi båse lige ved siden af scenen, hvor frisører og påklædere hjælper med at knappe, lyne, lukke og sætte nye parykker fast.

Det føltes kun underligt de første par gange, jeg stillede mine Sloggyer og knæstrømper til skue for en masse fremmede mennesker...

Nærmer en premiere sig, bliver der prøver i kost og mask. Det vil sige, at vi skal sminkes og have paryk på eller håret sat, og have kostumerne på. Når man så går i kantinen i pausen, må kostumet ikke blive plettet. Desuden kan det være rart at komme ud af det - alt efter hvor varmt og hæmmende for bevægelsesfriheden det er. Men der går kun en halv time til man kravler i det igen - så på med badekåben!

Og det føltes kun underligt de første par gange, jeg sad i kantinen på min nye statslige arbejdsplads i slåbrok og med en nylonstrømpe over håret...

Når vi skal have paryk på, bliver håret sneglet op. Lokkerne snos tæt ind til hovedet og fæstnes med hårnåle - udover kommer så en lille nylonstrømpe. Ingen bankrøvere her - strømpen går kun til hårgrænsen. Ovenpå kommer parykken, som sættes fast med store nåle. Det kan også være rart at få parykken af i pauserne - det er altid lidt for varmt at have dem på, de klør og er for små eller store.

Det føltes kun underligt de første par gange, jeg skuede ud over landskabet i kantinen af meget sminkede ansigter med skaldet look...

Anna Julie Brønholt

Curtains!

We are in the middle of the premiere of Lucia di Lammermoor. And in 24 hours I shall no longer be here.

The performances will carry on and the chorus will still be rehearsing. But I will not. In fact, I will not set foot in the Opera again until sometime in September. Summer holidays will have been spent and many of us will have had time to soak up some sunshine, may be explore new lands, meet old friends and start counting the number of shopping days to Christmas.

The reason for my absence is the unique chorus master system we operate in Copenhagen (unique as far as I am aware anyway). There are two of us (like many similarly sized opera houses) and each of us does approximately half a season each (this is the unique bit). We have a job share. A bit like newscasters on CNN or BBC World.

As far as possible we divide the season up in such a way that we have our "own" productions which we look after from the moment the chorus first opens its music up to the moment the curtain comes down on the first night. After that, if there is backstage music to conduct, then we have to swap shows.

The advantages of this system are many. The chorus is not constantly looking at the same person waving his arms around - an orchestra works with many different conductors after all, as do most Radio choirs. The chorus master can play to his musical strengths: he might have a passion for Verdi, but Wagner might be one big yawn. He might have particular insights into the music of the 18th century, but be struck dumb when it comes to preparing the operas of Prokoviev. Like in other areas of life, we all turned on by different things.

It also permits the chorus master to work on projects outside the opera house - again, like many members of the chorus, orchestra and solo ensemble, being able to work on other projects is a way of recharging or refreshing the batteries. My colleague has worked on numerous occasions not just with Det Kongelige Operakor but also with the Danish Radio Chorus whose repertoire is evidently very different. Every year for the last five years I have spent 10 weeks working as an assistant chorus master at the Wagner Festival in Germany.

Above all it gives me and my colleague an insight into other ways of doing what is essentially the same job the world over. Constantly trying to improve the way the chorus works is an important part of our work. It needs constant evaluation and reappraisal if we are to bring the best out of what is a large group of people working in an environment which, amazingly enough, can quickly become monotonous.

Whilst away I will still be chiselling away at the up and coming seasons and will also be writing about how we plan the chorus's work. Spreading 60 people over 10 different operas three to four years ahead is a little like solving Rubik's cube with all the inherent satisfaction and frustration.

So until then, I'll hand you over to my chorus master colleague. I hear you've been working on a piece about one man and his three lovers .......


Philip White

Simons sidste sang

Altså ikke Kvamm, bare Boccanegra. I går aftes tog vi for afsked med Verdis veloplagte psykologiske thriller Simon Boccanegra. Tretten forestillinger er det blevet til i alt. Når man medvirker i en opera, har alle på scenen typisk forskellige små sceniske opgaver, der skal ordnes i løbet af forestillingen. De forløber som regel som en nøje indstuderet del af handlingen. Det kan være alt fra at tage rekvisitter med ind på eller ud fra scenen, til at udsætte hofnarren Rigoletto for den største ydmygelse, nemlig at slå ham på puklen. I Lohengrin havde vi for eksempel i stribevis af sådanne opgaver. Her handlede det først og fremmest om at kunne afvikle "umbau 1 - 7": Kunsten (på under ét minut, red.) at smide rundt med klasseværelsets mange betragtelige skrivepulte, så de på en ny måde kom til at danne rammen om forestillingens næste scene. I Jasenko Selimovics spektakulære og anderledes Simon Boccanegra-opsætning, der former sig som en tidsrejse gennem Europas historie, er min personlige sceniske huskeseddel som følger: 1. Vælt fem meter høj rytterstatue ved hjælp af tov 2. Stop Fiesco i at gå løs på Boccanegra 3. Barrikadér dør med stole ved consiglieri-stormøde 4. Fald død om, hvis Simon prikker dig på skulderen 5. Vælt Trabant om på taget 6. Hop op på nu væltet Trabant og spark til dækkene med dine hyttesko 7. Henret guldspinderen Paolo 8. Kig interesseret op når bulldozer bryder gennem kongesidens tolv meter høje husfacade Ole Jegindø Norup