En Assistents Bekendelser. Kapitel 5: En dag på kontoret

Det har ikke været en særlig drengedrøm for mig at finde et arbejde, hvor jeg kunne gå rundt blandt kollegerne i hjemmesko og papillotter. Men sådan er det altså blevet! Det er jeg bestemt ikke ked af, men der har nu alligevel været nogle ting, jeg lige skulle vænne mig til.

Afklædning. Omklædning. Påklædning. Der skal prøves kostumer op til en ny opsætning, man skal måles på kryds og tværs, kostumer skal tilpasses, der skal sættes nåle i overalt. Under nogle forestillinger har vi skift til nye kostumer, som skal foregå hurtigt. Her får vi båse lige ved siden af scenen, hvor frisører og påklædere hjælper med at knappe, lyne, lukke og sætte nye parykker fast.

Det føltes kun underligt de første par gange, jeg stillede mine Sloggyer og knæstrømper til skue for en masse fremmede mennesker...

Nærmer en premiere sig, bliver der prøver i kost og mask. Det vil sige, at vi skal sminkes og have paryk på eller håret sat, og have kostumerne på. Når man så går i kantinen i pausen, må kostumet ikke blive plettet. Desuden kan det være rart at komme ud af det - alt efter hvor varmt og hæmmende for bevægelsesfriheden det er. Men der går kun en halv time til man kravler i det igen - så på med badekåben!

Og det føltes kun underligt de første par gange, jeg sad i kantinen på min nye statslige arbejdsplads i slåbrok og med en nylonstrømpe over håret...

Når vi skal have paryk på, bliver håret sneglet op. Lokkerne snos tæt ind til hovedet og fæstnes med hårnåle - udover kommer så en lille nylonstrømpe. Ingen bankrøvere her - strømpen går kun til hårgrænsen. Ovenpå kommer parykken, som sættes fast med store nåle. Det kan også være rart at få parykken af i pauserne - det er altid lidt for varmt at have dem på, de klør og er for små eller store.

Det føltes kun underligt de første par gange, jeg skuede ud over landskabet i kantinen af meget sminkede ansigter med skaldet look...

Anna Julie Brønholt