Simons sidste sang

Altså ikke Kvamm, bare Boccanegra. I går aftes tog vi for afsked med Verdis veloplagte psykologiske thriller Simon Boccanegra. Tretten forestillinger er det blevet til i alt. Når man medvirker i en opera, har alle på scenen typisk forskellige små sceniske opgaver, der skal ordnes i løbet af forestillingen. De forløber som regel som en nøje indstuderet del af handlingen. Det kan være alt fra at tage rekvisitter med ind på eller ud fra scenen, til at udsætte hofnarren Rigoletto for den største ydmygelse, nemlig at slå ham på puklen. I Lohengrin havde vi for eksempel i stribevis af sådanne opgaver. Her handlede det først og fremmest om at kunne afvikle "umbau 1 - 7": Kunsten (på under ét minut, red.) at smide rundt med klasseværelsets mange betragtelige skrivepulte, så de på en ny måde kom til at danne rammen om forestillingens næste scene. I Jasenko Selimovics spektakulære og anderledes Simon Boccanegra-opsætning, der former sig som en tidsrejse gennem Europas historie, er min personlige sceniske huskeseddel som følger: 1. Vælt fem meter høj rytterstatue ved hjælp af tov 2. Stop Fiesco i at gå løs på Boccanegra 3. Barrikadér dør med stole ved consiglieri-stormøde 4. Fald død om, hvis Simon prikker dig på skulderen 5. Vælt Trabant om på taget 6. Hop op på nu væltet Trabant og spark til dækkene med dine hyttesko 7. Henret guldspinderen Paolo 8. Kig interesseret op når bulldozer bryder gennem kongesidens tolv meter høje husfacade Ole Jegindø Norup