Vinterferie

Kære læsere!

Vi har vinterferie nu, men vender tilbage igen i uge 8.

Mange feriehilsner fra os

Simon hvem?

(www.kglteater.dk/OplevTeateret/Galleri/Opera/06_07/Simon_Boccanegra.aspx)

Boccanegra. Simon Boccanegra. Verdis ikke allermest kendte opera - med indviklede familieforhold, psykologisk drama og et stærkt stænk politisk hurlumhej. Det lyder omtrent som et stykke nutidig triviallitteratur. En bid af dagens Danmark.

Må skuffe/trøste: Læs handlingen i en operafører. Læs den så en gang til. Og endnu en. Og prøv så at genfortælle historien for din nabo på en sådan måde, at han bare MÅ til premieren i Operaen d.15 marts! Så har du et talent af de større! Ja, undskyld Verdi - eller undskyld F.M. Piave og A.Boito - I gamle librettister! - men dét kunne altså være skrevet liiidt mindre kringlet!

HOV, hvis dette lød som en advarsel, så pardon igen. Musikken skal man ikke kimse af!

Vi bevæger os fra Wagners wunderbare til Verdis vidunderlige.

Ja, vi er privilegerede og arbejder i øjeblikket med musik som ikke alene er skøn for øret, men rar for stemmen. Og dog: Selv de allermest "førstetenorede" førstetenorer slår sig lidt i tøjret over visse passager i Lohengrin. Men Verdi "ligger 100 % godt i munden".

Opera kan være skrevet på en sådan måde, at selv noget meget ørevenligt, "enkel" musik, er afsindig hårdt for stemmen. Man kender fx. en Mozart-arie før man har sunget dens sidste side. Det er i reglen ren bjerg-etape. Hvad der lige afgør at "ligger godt" eller "ligger dårligt" er svært at gøre rede for. Det kan være vejen op til de høje toner. Mange/lange høje toner i træk. Akavet tekst. At det ligger i overgangen mellem stemme-registre. Det er individuelt.

Allerede i maj 2006 tog vi hul på musikken til Simon Boccanegra. Ikke fordi det er svær musik at tilegne sig, men fordi efterårssæsonnen forudsås at blive tæt pakket med andre indstuderingsforløb.Siden da har vi indimellem frisket forsommerens Italienske passager op, for nu endelig at gå ind i et mere premiererettet forløb med Simon B. Og med Jasenko. Vores bosniske, svensktalende instruktør fra Göteborgs Stadsteater. Dvs. vi er dér i forløbet, at noderne er lagt og kroppen taget i brug.

Men - NU først en velfortjent vinterferie! - Og så fortsætter vi i blog-huset fra uge 8 med rapporter fra prøvescenen, hvor det ny skib blir' gjort klar til vandet, og instruktørkaptajnens engagerede råb atter vil lyde ud over det genopladede Operakor: Dåså, kompissar är ni med?

Hanne Bremholm

Svaneridderen omsider på vingerne (part II.)

(Fortsat fra igår...) Det store scenetæppe kunne altså ikke rokkes. Så efter yderligere ti minutter og megen vild virak bag netop dette tæppe måtte Kasper igen på scenen. Denne gang med et forslag til publikum om, at de kunne gå ud og nappe en forfriskning i baren på Det Kgl. Teaters regning, mens man på scenen ville kæmpe videre med at forsøge at få det tekniske problem løst.

For de flestes vedkommende må dette imidlertid nok være blevet til i hvert fald et par drinks. Et faktum er det om alle omstændigheder, at Lohengrin først med en forsinkelse på næsten fem kvarter omsider kom i luften. I bund og grund en både innovativ og effektiv måde at tjekke hvor mange virkelige Wagner-fans, der denne eftermiddag havde fundet vej til Operaen!

Og dem var der mange af. I følge Kaspar var der kun omkring halvtreds ud af de 1400 publikummer der valgte at forlade teatret.

Tilbage til teknikken. Det ville stadig ikke lykkes, at få det store, tunge tæppe hævet så meget som en tomme! Men noget lod sig da gøre: Man firede i stedet hele tæppet ned på forscenen. Og således lå der under hele operaens første akt en sælsom (og ca. en halv meter høj) vold af stof tværs henover scenegulvet.

Ellers kørte alt på scenen som det plejede. Og fra anden akt lykkedes det endog at få dugen hejst til himmels, og alt åndede atter fred og idyl på sceneområdet.

Der var ellers mange der havde gode forslag til, hvad man kunne gøre ved det strandede fortæppe i første akt. Min kære medskribent, Lene, spurgte for eksempel ganske logisk om man dog ikke bare kunne bære eller hive tæppet væk fra forscenen, så forestillingen kunne komme i gang. "Du skal være velkommen til at forsøge", svarede forestillingslederen. "Men tag godt fat... Tæppet vejer godt og vel et ton."

Ole Jegindø Norup

Svaneridderen omsider på vingerne (part I.)

Blandt operapublikum er det alment kendt, at hvad Verdi og Puccini kan få fortalt på en tre-fire timer, bruger Wagner helst mindst fem-seks timer på. Med andre ord ved folk godt, at har de en gang forvildet sig ud på den forblæste Dokø, bliver det med garanti en lang omgang, hvis der står Wagner på plakaten.

Igår eftermiddags udviklede tingene sig yderligere til en omgang "lang, længere, Lohengrin".

Klokken 15 sad det udvidede Kapel klar i graven. Det oplagte Wagner-weekend-publikum havde ligeledes fået bænket sig, og man kunne nærmest mærke forventningen helt ud bag det store, tykke scenetæppe, hvor vi alle stod klar i korte bukser og træsværd.

Lyset i salen fadede ud. Dirigenten kom ind. Alt var klappet og klart til forestillingens take-off. To slag på stang som sædvanligt. Og... - intet skete.

Fem minutter senere kom Kasper på scenen og måtte modvilligt meddele at noget havde stillet sig til hinder for afviklingen af forestillingen - tæppet ville ikke gå!

(Fortsættes... - Læs historiens opløftende slutning i morgen)

Ole Jegindø Norup

Svanens fødselsdag

En virkelig god Lohengrin i går aftes! Alle forestillingerne har nu været gode, men der er altid udsving fra gang til gang, og jeg fornemmede en særlig intensitet hos alle medvirkende i går. Forestillingen blev i øvrigt prøveoptaget, så man er klar til at optage den endelige version til udsendelse i radioen lørdag den 10. februar.

I pauserne var der mildt sagt et stemningsskift, for diverse fjernsyn viste håndboldkampen (semifinalen ved VM), som mange fulgte intenst med i. Gange og garderober genlød af "JAAAAAAH!!!!!!" og "ÅHHHHHH NEJ!!" .......

Vi har spillet forestillingen så mange gange, den er så gennemprøvet og musikken så medrivende og krævende, at man er helt fokuseret, så snart man træder ind på scenen. Håndbold eller ej.

Svanen havde fødselsdag! Den repræsenteres i vores opsætning af en dreng med den fineste udstråling, og han fyldte 10 år og gik rundt og delte chokoladekiks ud for at fejre dagen. Heldigvis følte han, at han var det helt rigtige sted på netop sin fødselsdag. Et rigtigt teaterbarn. Da tæppet faldt for sidste gang, og solisterne gik i sluse, sang vi fødselsdagssang for ham på bagscenen. Det var meningen, den skulle småhviskes, men det lykkedes vist ikke helt. Måske har nogle publikummer hørt lidt og undret sig. Måske troet, de havde en "happy birthday-hallucination". Hermed forklaringen.

At fødselsdagssange kan høres gennem scenetæpper lærte vi, da vi var på turné i Bergen for en del år siden. Kort efter tæppefald sang vi en meget velvoksen fødselsdagssang for en medvirkende, og da vi var færdige, kunne vi høre hele salen klappe!! Vi fik fortalt, at det norske kongepar, som overværede forestillingen, netop var begyndt at gå ud, og alle stod derfor i tavshed og ventede. Kongeparret stoppede forbløffet op, da de hørte de uventede toner og måtte vende sig for at se, om de mon var gået glip af noget.

Lene Freil