Svaneridderen omsider på vingerne (part II.)

(Fortsat fra igår...) Det store scenetæppe kunne altså ikke rokkes. Så efter yderligere ti minutter og megen vild virak bag netop dette tæppe måtte Kasper igen på scenen. Denne gang med et forslag til publikum om, at de kunne gå ud og nappe en forfriskning i baren på Det Kgl. Teaters regning, mens man på scenen ville kæmpe videre med at forsøge at få det tekniske problem løst.

For de flestes vedkommende må dette imidlertid nok være blevet til i hvert fald et par drinks. Et faktum er det om alle omstændigheder, at Lohengrin først med en forsinkelse på næsten fem kvarter omsider kom i luften. I bund og grund en både innovativ og effektiv måde at tjekke hvor mange virkelige Wagner-fans, der denne eftermiddag havde fundet vej til Operaen!

Og dem var der mange af. I følge Kaspar var der kun omkring halvtreds ud af de 1400 publikummer der valgte at forlade teatret.

Tilbage til teknikken. Det ville stadig ikke lykkes, at få det store, tunge tæppe hævet så meget som en tomme! Men noget lod sig da gøre: Man firede i stedet hele tæppet ned på forscenen. Og således lå der under hele operaens første akt en sælsom (og ca. en halv meter høj) vold af stof tværs henover scenegulvet.

Ellers kørte alt på scenen som det plejede. Og fra anden akt lykkedes det endog at få dugen hejst til himmels, og alt åndede atter fred og idyl på sceneområdet.

Der var ellers mange der havde gode forslag til, hvad man kunne gøre ved det strandede fortæppe i første akt. Min kære medskribent, Lene, spurgte for eksempel ganske logisk om man dog ikke bare kunne bære eller hive tæppet væk fra forscenen, så forestillingen kunne komme i gang. "Du skal være velkommen til at forsøge", svarede forestillingslederen. "Men tag godt fat... Tæppet vejer godt og vel et ton."

Ole Jegindø Norup