Veloverstået åbent hus

I søndags havde vi åbent hus på Operaen med medvirken af Det Kongelige Operakor.
Vi havde ikke prøvet det før, og flere af os var først noget betænkelige ved arrangementet.

De af publikum/gæsterne, som havde lyst, kunne først øve fangernes kor fra Nabucco med vores syngemester Philip.
Dernæst kom koret til, sad sammen med publikum og sang med.

Senere gav vi en koncert på en halv times tid og blev så efterfulgt af andre indslag af nogle af operasolisterne og musikere fra Det Kongelige Kapel.

Når jeg selv var skeptisk overfor hele arrangementet på forhånd, skyldtes det nok mest utryghed i forbindelse med at skulle sidde blandt folk jeg ikke kendte og synge; jeg følte det næsten, som om jeg skulle til eksamen.

Men da tidspunktet oprandt, og jeg havde fået sat mig, fik jeg småsludret lidt med nogle af de omkringsiddende. Alle var (selvfølgelig) søde, interesserede og glade for at være med, så min frygt blev heldigvis gjort til skamme.

Da vi senere havde sunget korets koncert, fik vi en fantastisk respons fra en stort set fuld sal.
Vi sluttede det hele med at synge fangekoret igen sammen med de gæster, som havde lyst.

Det blev alt i alt til en meget fin dag og en rigtig god oplevelse for os! Det var dejligt at mærke, at folk var glade for det, vi lavede, og tydeligvis nød arrangementet og musikken.

Tusind tak til alle, der kom! Og vel mødt en anden gang.

Anna Julie Brønholt

Kom og syng med Det Kongelige Operakor!

Søndag d.22.11. er der åbent hus på Operaen kl. 10.30 - 16.
Kom, hvis du har lyst!

Det er ganske gratis og kræver ingen tilmelding, du skal bare dukke op.

Fra kl. 13 vil der være en koncert med et varieret program.

Om formiddagen kan du selv synge med - du har nemlig mulighed for at øve fangekoret fra Nabucco med vores syngemester Philip White.
Bagefter bliver det sunget i skøn forening med Det Kongelige Operakor.

Du kan se hele dagens program herunder.

Det er kopieret fra Det Kongelige Teaters hjemmeside, hvor du kan læse mere om arrangementet.
Fra hjemmesiden kan du også downloade noderne til fangekoret, hvis du har lyst til at øve dig på forhånd.

PROGRAM:

10.30: Dørene åbnes

11.00-11.50: Syng selv i Operaen
Her er chancen, hvis du altid har drømt om selv at synge i Operaen. Korsyngemester Philip White indstuderer fangekoret fra Verdis Nabucco med publikum i salen – du møder bare op.

12.00-12.30: Syng sammen med Det Kongelige Operakor
Efter den fælles indstudering er det nu tid til at opføre fangekoret fra Nabucco – nu med ekstra forstærkning fra medlemmerne af Det Kongelige Operakor.

13.00-13.30: Det Kongelige Operakor
Hør det, som er blevet kaldt verdens bedste operakor, når de synger nogle af de mest kendte kor fra operaens verden dirigeret af Philip White.

14.00-14.45: Jazz med Tuva Semmingsen og Stephen Milling
Oplev to af Den Kongelige Operas solister synge noget helt andet, end de plejer - sammen med en jazztrio bestående af pianisten Leif Greibe samt bassisten Jeppe Mørch Sørensen og percussionisten Per Jensen fra Det Kongelige Kapel.

15.00-15.30: Messing fra Det Kongelige Kapel
Fem messingblæsere fra Det Kongelige Kapel er på scenen i et afvekslende program med musik for trompeter, horn, basun og tuba.

Gratis adgang.
Ingen tilmelding.


Anna Julie Brønholt

Vi vil også anmeldes!

Hvis du ikke er meget for klagende, martyragtige udgydelser, skal du måske stoppe din læsning allerede her.
Det tegner til at blive en stor, fed gang selvynk.

I søndags havde vi premiere på Carmen - en fin premiere syntes vi selv!
Anmelderne var tilsyneladende enige for de flestes vedkommende; mange roser til solisterne og opsætningen, masser af stjerner og hjerter er velfortjent blevet strøet ud over forestillingen.

Men Operakoret, som ellers spiller en ret betydelig rolle i den opera, er ikke nævnt nogen steder - som jeg har set i hvert fald.
Selvfølgelig er det solisterne, der skal bruges spalteplads på, opsætningen og instruktionen også.
Men hvad med en enkelt linie til os et sted?

Se selv, vi er med!

Når vi selv skal sige det, er vi sluppet ret godt afsted med Carmen.

Prøverne på den har ellers ligget sideløbende med, at vi har spillet to andre forestillinger samt haft korskoler på en tredje.

Alligevel synes vi, vi både får givet den gas på scenen og også lavet noget god musik, vi synger varieret og præcist (det meste af tiden).

Hov! Her er vi sørme også.

Sidst men ikke mindst: vi er ret meget med i Carmen, både musikalsk og scenisk.
Så føles det lidt underligt at blive fuldstændig overset af anmelderne.

Sig mig - er det ikke...?

Jamen jeres arbejde bærer vel lønnen i sig selv! Desuden har ens sande jeg, sjælen, ikke behov for anerkendelse udefra, det er bare det lille ego, der står og råber.
I ved jo med jer selv, at I har gjort en stor og god indsats, det er vel nok!

NEJ! Vores egoer vil også klappes på skulderen og stryges med hårene.
Vi vil også anmeldes!

I stedet tager vi en tudekiks og lægger sørgeviolinerne på hylden - og knokler videre med prøver på Tannhäuser. Snart lægger også Rakes Progress og Jephta fra land.

Biss dann!

Anna Julie Brønholt

PS. Klik på billederne eller HER og se hele Carmen-galleriet med fotos af Miklos Szabo.

En tone er ikke bare en tone

Skuffen med russisk er lukket for denne gang - vi er færdige med Onegin.
Lucia synger på sidste vers, vi har en enkelt forestilling tilbage. Derefter kan skuffen med italiensk også blive smækket i.
I eftermiddag har vi premiere på Carmen, hvormed prøveforløbet naturligvis er slut - nu kører det bare af sig selv.

Derfor synes jeg nu, jeg har meget mere overskud til at koncentrere mig om Tannhäuser. Vi har haft nogle korskoler på den, og har ellers fået nogle timer til at lære den udenad på egen hånd - selvindstudering, som vi kalder det.

Alt det øvrige vi har lavet indtil videre denne sæson er fin musik, men Wagner går nu lige i hjertekulen på mig.
I Lucia er der mange gode melodier og masser af ekvilibristisk sang. Men det er fra en tid, hvor harmoniseringen endnu ikke var så voldsomt interessant; efter min egen ganske uvidenskabelige mening.

Men Wagner kunne det der med at placere en uventet akkord på det helt rigtige sted. I et af Tannhäuser-korene synger vi på et tidspunkt: "hoch über aller Welt ist Gott".
Netop på "Gott" er der en akkord som ophøjer det hele på den helt rigtige måde - jeg bliver helt bevæget hver eneste gang jeg synger det.

Det er også sjovest at være korsanger, når netop harmonierne er så vigtige. Selvom man måske synger den samme tone to gange i træk, kan den være en del af to helt forskellige akkorder. Så er det alligevel ikke den samme tone længere.
Overtonerne og intonationen vil være forskellig på de to på papiret ens toner.

En god melodi skal man aldrig kimse ad - men for mig går der virkelig sport i det når jeg skal prøve at komme ind i kernen og forståelsen af en enkelt tone. Den kan se så uskyldig ud - men er det sjældent!


Anna Julie Brønholt

Farvel til Onegin

Onsdag d. 28.10. var 17. og sidste gang vi spillede Onegin - i denne omgang i hvert fald.
Det er tradition, at mange laver lidt sjov med kollegerne på scenen når man spiller en forestilling på sidste gang.
Det må naturligvis ikke ødelægge forestillingen, men det kan være sjovt at se om folk kan holde masken, når man har fundet på et eller andet.

I onsdags var der ikke lagt op til de helt store gags - vi var nok for trætte.
Vi har i en periode spillet to forskellige forestillinger sideløbende, samtidig med at vi har prøvet på to andre - alle fire på hver sit sprog.

Men traditionen blev alligevel reddet på smukkeste vis.
I første scene hvor koret medvirker, går vi ind som en flok arbejdere. Vi symboliserer proletariatet og det gamle Rusland. Vi er ikke vilde med vores arbejdsgiver Larina i Konwitschnys fortolkning.
Men vi lyser lidt op, da vores symbol bliver båret ind: birketræet.
Det er dødt og symboliserer det efterhånden forsvundne gamle Rusland.

Træet bliver båret ind af folk fra sceneteknikken, som også rejser det for os.
De er klædt stort set som herrekoret, så de kan glide ind i mængden.

Men i onsdags kom der i stedet en flok mandhaftige damer på scenen slæbende på birken.
De havde iført sig damekorets kostumer: Blå kitler og tørklæde om hovedet.
Til lejligheden var de så også iført temmelig store briller som rigtig kom til deres ret indrammet af tørklædet.

Da var det svært at holde masken og udstråle den lidt indignerede alvor vi ellers har i denne scene!
Tak til teknikerne - det gav os lige lidt ekstra energi til resten af aftenen.


Anna Julie Brønholt